Junglelove og super likes

Screen Shot 2017-10-19 at 18.26.51.png

Tekst af Isabel Sidenius, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych

REPORTAGE. En torsdag aften sidste efterår trådte jeg ind i den gamle kirke på Nørrebro, der nu hedder Litteraturhaus, og som bliver brugt til diverse events. Kirkeloftet var en høj hvælving med en æstetisk fremtoning, hvis akustik akkompagneredes af Anderson Paaks hæse soulvokal, der strømmede ud af højtalerne, dansede med bløde toner imellem hvælvingerne, og forplantede sig behageligt hos gæsterne. En vældig lysekrone optog pladsen i hvælvingens centrum og kastede et dæmpet skær over de runde borde, der stod foran scenen i kirkens kor. Bordene var dækket med vinrøde velourduge, levende lys og mørk chokolade, og fyldtes langsomt også af øl og vin, gæsterne selv hentede i baren. Rummet bar præg af et forsøg på at opnå en varm og kærlig stemning, som ligeledes også bredte sig blandt de efterhånden tætsiddende gæster og forstærkedes af en rødlig belysning fremkaldt af pærer, hvis lys indrammede scenen, og yderligere indgød til forventning og spænding blandt de tilstedeværende. Det blev hurtigt nødvendigt at rykke endnu tættere sammen for at gøre plads til den nysgerrige og stødt voksende menneskemængde, indtil lokalet var helt fyldt op, og dørene måtte lukkes. Som aftenens værter selv havde beskrevet begivenheden på facebook, så var ”en bred vifte af forskellige komikere, musikere og kærlighedseksperter” blevet inviteret forbi for at tale om kærlighedens trivsel anno 2016, og spørgsmålet: ’Kan dating-apps opfylde nutidens kernebehov?’ indbød til fri fortolkning hos aftenens oplægsholdere. To unge, kvindelige værter bød os velkommen og indledte aftenens program ved, med en humoristisk tone, at sige, at det store fremmøde nok skyldtes, at det var kærligheden, der var på programmet. Kommentaren fremkaldte en samtykkende latter blandt gæsterne, og således var stemningen  slået an og kærligheden i sigte.

Markedslogik og algoritmer

Kærlighed som fænomen har altid været et filosofisk omdrejningspunkt. Det klassiske eksempel er Platons historie om mennesket med fire arme, fire ben og to hoveder, som splittes i to, hvorefter de hver især er dømt til at jage den anden halvdel i håbet om at smelte sammen igen og genfinde en tilstand af symbiotisk tosomhed. Denne historie er et symbol på den romantiske kærlighed. Den slags kærlighed der gøder håbet om en dag at finde den vildfarne sjælepartner – ’den eneste ene’, som mange nok vil udtrykke det. Men er det nu også den slags kærlighed, der er i søgelyset her i vores teknologiske, postmoderne tidsalder på dating-apps som tinder og Happn, der efterhånden er blevet et helt og aldeles normativt foretagende for de fleste singler? Er det i håbet om at møde den eneste ene, at vi ivrigt swiper løs, liker, matcher og chatter med hinanden? Eller leder vi blot efter den sanselige kærlighed; begæret, spillet og spændingen, der kan slukke den kortsigtede tørst? Hvilke muligheder og begrænsninger har det at bevæge sig i denne jungle på dating-apps, hvor relationelle forbindelser skabes igennem divergerende sociale kodeks, og ofte uigennemsigtige og uskrevne junglelove? Og har det nogle konsekvenser for os som mennesker og den kultur vi lever i?

For at angribe problemstillingen, gik den første oplægsholder, filosoffen Anders Fogh Jensen, videnskabeligt til værks og åbnede scenen ved at stille spørgsmålet: hvad der egentlig menes med et kernebehov? Han startede således med en operationalisering af begrebet behov, hvor han, ved at referere til Freudiansk terminologi, skelnede mellem behov og lyst ved at sidestille disse med spædbarnets trang til henholdsvis at suge og sutte. Med dette eksempel illustrerede han det kontinuum, hvorpå begrebet behov spænder fra basale evolutionære behov mod de mere lystbetonede behov, der kan anskues som krydderi på tilværelsen. Med en kritisk røst beskrev han et af disse behov, som han definerede som et ’lyst-behov’, og som han mente kan tilfredsstilles på tinder: nemlig lysten til at blive bedømt og bedømme andre. Han uddybede, at tinder kan ses som et sted, hvor man kan finde sin markedsværdi. Man måler på likes og matches, og den kvantitative akkumulation af disse bliver et mål for andres begær eller anerkendelse, hvorved tinder bliver en metode til at indplacere dig på et marked for attraktivitet. Anders Fogh Jensen trak på den franske psykoanalytiker Jacques Lacans beskrivelse af det menneskelige begær som indeholdende et behov for den andens begær. Man vil, at den anden vil én. Netop dette behov kan ifølge Fogh Jensen stilles på tinders attraktivitetsmarked, som han betegnede det. Men er tinder ikke blot en medspiller blandt andre sociale medier som facebook og Instagram, hvor social identitet og status ligeledes opbygges igennem likes og algoritmer, der bestemmer, hvad der vises og ikke vises, afhængig af hvor meget du deler og hvor aktiv du er? Kan denne tinder-markedsværdi, som Fogh Jensen beskriver, ikke også spores på andre sociale medier, og kan det ikke ses som en generel kritik af vores teknologiske samtid, hvor mennesket primært er optaget af sig selv og sine egne behov? I Svend Brinkmanns Ståsteder beskrives kærligheden som et af de ti eksistentielle ståsteder, der har iboende værdi. Han beskriver kærligheden ved at referere til Iris Murdochs definition: ”Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt.” Med dette mener Svend Brinkmann, at det er den udadrettede opmærksomhed, den selvoverskridende opmærksomhed, som er en betingelse for kærligheden. Kærligheden er det, der går ud over dig selv og altså ikke omhandler et behov, du selv vil have opfyldt. I den forstand bliver tinder således et tomt foretagende, fordi vi i høj grad stræber efter at opfylde egne behov. Kan det ikke ende med at give os et kalkulerende forhold til kærlighed, hvis opsplitningen af egenskaber, vi flasher på vores tinder-profiler, skaber en misforstået idé om, hvad kærlighed er? Kan det ikke ses som et synligt og iøjnefaldende symptom på det samfund, vi lever i, hvor kærligheden instrumentaliseres og skaber en cost-benifit tankegang, der påvirker den måde, vi tænker om os selv og hinanden? Hvor de relationelle forbindelser, der skabes, er påvirket af markedslogikken, som Karl Marx måske ville have beskrevet det.

Det ellers meget tankevækkende og kritiske tinder-indslag fra Anders Fogh Jensen blev dog afrundet med en positiv kommentar om, at tinder på den anden side er et meget tiltrækkende marked, fordi det stimulerer vores mulighedssans og drømmecentre (og således måske også vores forestillingsevne?). Ligesom i et eventyr, hvor bejlerne her blot står i kø på match-listen frem for i slotsparken.

Risikoens paradoks på tinder

Når vi så, under alle omstændigheder, ikke kan bremse den teknologiske udvikling og ikke kan lade være med at swipe, matche og date i forsøget på at opspore en slags intim kærlighedsrelation (hvor romantisk den end ender med at blive), hvilke udfordringer giver det så på mikro-niveau? Antropolog og parterapeut Sarah Warny påpegede i sit indslag det paradoks, der gemmer sig i risikoforholdet på tinder, hvor man er nødt til at gå helhjertet ind i det, hvis man vil opnå noget betydningsfuldt, men samtidig er nødt til ikke at lægge noget i det, for ikke at risikere for meget i forhold til, hvad man, ifølge hende, kan forvente af dette medie. Hun beskrev spændingsfeltet mellem hengivenhed og kontrol, og hvordan tinder er så usikker en platform at give sig hen på, at den medfører at der opstår en slags kontrolbarriere, der holder hengivenheden i skak og resulterer i, at kærligheden kun sjældent opstår. Anders Fogh Jensen beskrev også risikoforholdet på tinder i sit oplæg, og i den forbindelse nævnte han den franske filosof Alain Badou, der har skrevet et filosofisk værk, hvori han behandler kær-lighed som fænomen, og hvor han, ifølge Fogh Jensen, forkla-rer, at den risikofrie kærlighed slet ikke eksisterer. Så hvis det er kærligheden, man leder efter på tinder, skal man altså ikke tro, at den dukker op risikofrit (hvilket mange ifølge Fogh Jensen gør), for man kan ikke elske uden at lide, og man kan ikke blive forelsket uden at falde, uddybede han. Men kan de risici, der eksisterer på tinder, så ikke også ses som en fordel, hvis risiko, som Badiou beskriver det, er en betingelse for kærligheden uafhængigt af, hvordan man tilstræber den? Hvis det bare er et grundlæggende vilkår, at vi skal lide for at elske, snuble og falde en gang imellem for at finde vejen, både på tinder og i virkeligheden? Som den polske sociolog Zygmunt Bauman har sagt: ”At elske er ensbetydende med at åbne sig for skæbnen, det mest sublime af alle menneskelige grundvilkår, hvor frygt og fryd smelter sammen til en blanding.” tinder eksisterer der i hvert fald både en risiko og en mulighed for at åbne sig for skæbnen.

Men hvis vi, på baggrund af et sådant ræsonnement, vælger at bruge dating-apps og tage flere risici, kan en konsekvens så ikke være, at vores risikotolerance stiger, i takt med at vores spændingsbehov kontinuerligt stimuleres af den strøm af muligheder og potentialer, der dukker op på tinder som en ’uendeligt sugende tragt’, som Warny formulerede det? Og kan det ikke medføre, at vi bliver mere kalkulerende i vores beregninger af, hvornår det er værd at investere i noget, og dermed bliver mindre åbne overfor det umiddelbart ukendte? Hvor risikoen, der også omhandler det affektive spændingsfelt mellem sikkerhed og usikkerhed, og mellem tryghed og spænding, øges og for nogle resulterer i, at der tages færre chancer, flere forbehold og installeres mere robuste kontrolbarrierer? Hvilket taler ind i det paradoks der, for Sarah Warny, gemmer sig i risikoforholdet på tinder.

Når længslen swipes væk

Skribent og samfundsdebattør Katrine Blauenfeldt, der er uddannet i Engelsk med tilvalg i Kønsstudier og Litteraturvidenskab, gav gennem en tekstoplæsning et lille indblik i sin egen tinder erfaring. Hun tog udgangspunkt i sorgen efter kæntrede forhold og længslen efter kærlighed. Hun beskrev en følelsesmæssig tilstand efter et endt forhold, hvor hun tyede til tinder for at trøste sig, fandt et match og endte med at indlede et nyt forhold til denne person. Forholdet gik hurtigt i stykker, og samme aften vendte hun tilbage til sit udgangspunkt: tinder. Længslen, som beskrevet her, er kortvarig, og kærligheden er som et drug. Sarah Warny fortalte i sit antropologiske indslag ligeledes om den måde, hvorpå vi i dag håndterer sorg og længsel. Hun sagde, at det er anderledes i dag, end det har været tidligere, på den måde, at vi i langt højere grad er herrer over, hvordan vi underlægger os længslen. Igennem dating-apps kan vi bedre kontrollere den. Hun beskrev dette som en negativ konsekvens af dating-apps, og forklarede, at vi netop går glip af noget ved ikke at dvæle i sorgen og længslen. Sorg og længsel avler sensitivitet, ifølge Warny. Når vi mangler eller længes efter noget, opnår vi erfaringer og erkendelser forbundet med disse følelser, og dette øger vores sensitivitet. Det er ikke noget, der bør swipes væk. Men skal vi så bare gå og vente på, at kærligheden dukker op – bare gå og længes efter den og håbe på, at vi støder ind i den tilfældigt, når nu vi har disse teknologiske redskaber i form af dating-apps, der gør det nemt for os at lede aktivt efter den? Sarah Warny beskrev i denne forbindelse nogle fordele ved tinder, herunder potentialet for at finde en ’gemt skat’, som hun kaldte det. Eller fordelen ved, at man i samspillet og mødet med andre mennesker opbygger et solidt erfaringsgrundlag, hvor man kommer i berøring med mange følelser og herigennem også kan opnå en masse erkendelser. Men fordi tinder på mange måder vedrører skrøbelige og sårbare følelsesmæssige tilstande som sorg og længsel, som Katrine Blauenfeldt eksemplificerede det i sin tekstoplæsning, er det vigtigt at finde en balance i sit (for)brug af dating-apps. En balance, hvor man er opmærksom på, hviler i og reflekterer over de følelser, der opstår undervejs i kraft af de relationer, der skabes, frem for bare at swipe dem væk og undertrykke deres eksistens.

Kærlighed, køn og seksualitet

Psykologen Marie Lundsgaard bidrog i sit oplæg med et evolutionært perspektiv på, hvordan vi kan forstå tinder, hvor appen, ifølge hende, primært bruges med det formål at ’finde kærligheden’. Kærligheden kan, ifølge Lundsgaard, forstås som en psykologisk mekanisme til langtidsinvestering, som skal sikre det afkom, der eventuelt bliver resultatet. Her bliver tinder en indirekte metode til at opnå dette, da man igennem sin profil kan fremvise sine gener; sin smalle talje og brede, fødedygtige hofter, der skal signalere høj fertilitet og høj ’mating value’, som Marie Lundsgaard beskrev det. Eller for mændenes vedkommende et sted, hvor de kan fremvise deres status og finansielle ressourcer, der på langt sigt kan forsørge det potentielle afkom og beskytte kvinden. Det er ifølge hende nogle af de karakteristika, der knytter sig til det ideal eller den prototype af mænd, der tilstræbes af kvinderne på tinder. Men kunne man ikke anlægge en anden psykologisk vinkel, der giver en mere dybdegående forståelse af denne tinder-brugerskares intervariabilitet? Hvad sker der, hvis man i stedet for evolutionspsykologien vender sig mod Butler eller Søndergaard og ser på, hvad dating-apps kan bidrage med i forhold til forhandling af normerne for kærlighed, køn og seksualitet? Her kan vi inddrage et eksempel fra aftenens indslag: stand-up komikeren Molly Thornhill, som i et utrolig morsomt indslag fortalte om sin egen erfaring med at være lesbisk på tinder. På trods af sin overvejende kritiske holdning til heteroseksuelle kvinder, der eksperimenterer med deres seksualitet på tinder (for ’det er jo ikke fair over for de rigtige homoseksuelle’, som hun ironisk og provokerende fremlagde det), italesatte hun således forskellige diskurser om normerne for at være lesbisk eller biseksuel på tinder. Hun beskrev, med udgangspunkt i egne erfaringer, hvordan seksualitet og begærsretninger på tinder udgør et broget landskab, hvor grænserne bliver flydende, og hvor man ofte oplever divergerende sociale kodeks. Hvor man for eksempel oplever par, der ønsker at spice sexlivet lidt op, søger en tredje part til en trekant, eller hvor man støder på dem, der eksperimenterer med åbne forhold og polyamorøsitet. Hvor personer med lidt særprægede seksuelle drifter, som for eksempel sadomasochisme, søger personer med lignende interesser. Og hvor kvinder, som har levet hele livet som heteroseksuelle, indstiller deres profiler til at søge efter kvinder, og således udforsker grænserne for deres seksualitet.

Så måske tinder eller andre dating-apps ikke kun bruges til at finde sin langtidsinvestering på markedet, som Marie Lundsgaard beskrev det. Måske de også kan bruges som medier, hvorigennem der kan skabes en mere åben kommunikation omkring vores forhold til kærlighed, køn og seksualitet, som for eksempel ikke-binære begærsretninger eller andre kønsopfattelser? Hvor subjektet kan performe mere eksplicit i kraft af sin profiltekst og profilbilleder, der hele tiden kan ændres, gentænkes og skiftes ud? Hvor tinder således bliver et muligheds-rum, hvori man kan forvalte sin kærlighed, hengivenhed eller begær, som man vil, og hvor man kan præge konkurrerende diskurser om normer for disse. Et mulighedsrum på et marked, som hele tiden er i forandring, og hvor der kan indføres nye kategorier, som først placerer sig i delvist uforståelige gråzoner imellem de normative grænsesfærer, men som ved at vinde indpas på markedet gør sig genkendelige og kulturelt acceptable. Måske denne moderne, teknologiske måde at forvalte kærlighed på alligevel også kan bidrage positivt, ved at give os muligheden for at være mere aktive i forhandlingsprojekter om kærlighed, hvor den skabes igennem de diskurser og de relationelle forbindelser, vi indgår i på kryds og tværs i sociale arenaer som tinder eller Happn

Efter to spændende timer dedikeret til fænomenerne ’dating-apps’ og’ kærlighed’, sluttede arrangementet, og vi gik derfra opstemte og berusede af den høje underholdningsværdi, den intense stemning og den søde rødvin, vi havde drukket. Hvorvidt dating-apps kan opfylde nutidens kernebehov, blev der selvfølgelig ikke direkte svaret på, men der blev påpeget både muligheder og begrænsninger samt potentialer, erkendelser og tab i forbindelse med deres tilstedeværelse i vores liv og deres indvirkning på vores opfattelse af kærlighed. Der blev udfoldet personlige beretninger og filosofiske tanker omkring den teknologiske testningsfase vi, i den postmoderne tidsalder, befinder os i. Og der blev givet mulige psykologiske forklaringer på nogle af de ting, man kan støde på i tinder-junglen, hvor de stier og veje der findes, benyttes af en mangfoldig brugerskare, og snor sig og udformes, som de betrædes.