HVAD?

Indput er Danmarks ældste studiemagasin. Det udkommer to gange pr. semester og drives af en frivillig forening på Institut for Psykologi. Det er muligt at fange et eksemplar på Center for Sundhed og Samfund (CSS) samt Det Kongelige Biblioteks fakultetsbiblioteker. Derudover vil bladet være ved hånden i elektronisk format her på siden.

Det er Indputs vision at stille skarpt på psykologiens væsen og verden, muligheder og begrænsninger ud fra forskellige synsvinkler. At være et forum for debat og formidling af emner og oplevelser der både favner forhold lokalt på psykologi og CSS samt inddrager indsigter fra andre fagtraditioner og almenmenneskelige erfaringer af både faglig, social og kulturel karakter.

HVEM?

Alle på instituttet kan blive medlem, såvel studerende som undervisere samt øvrige institutmedarbejdere. Nuværende medlemmer består af en fast stab af psykologistuderende på CSS, der udgør redaktionen. Langt de fleste er helt nye ansigter, som du løbende vil have mulighed for at blive introduceret til gennem bladets spalter og deres fysiske tilstedeværelse i vores butiks- og redaktionslokale, lok. 2.0.51, beliggende i bunden af kældergangen på CSS.

Kom ned forbi: Få en kop kaffe, fortær din madpakke og tag dig et frikvarter i vores blød sofa.

HVORDAN?

Har du lyst til, at være med i et fedt fællesskab med psykologien som omdrejningspunkt for fri udfoldelse og association, så kom ned og kig forbi eller skriv til redaktion@indput.dk . Du behøver ikke i forvejen være god til at tage billeder, skrive artikler, layoute i InDesign eller lave hjemmeside. Vi er af den overbevisning, at de gode idéer og lysten til, at levere noget fedt helt automatisk fører det andet med sig.

Vi modtager desuden meget gerne henvendelser og indlæg fra alle og enhver der har lyst til at skrive med og på den måde prøve kræfter med, at give sine tanker et udtryk og sin mening et modspil. Det være sig indlæg omhandlende både bladet, studiet og ikke mindst psykologien.


HVORFOR?

Fordi det gavner både os selv og vores omverden at stoppe op, slå automatpiloten fra, fjerne øjnene et øjeblik fra pensumbøgerne eller hverdagens trummerum og se, hvad der så sker. Sæt din viden, fantasi, forholdemåder og forestillinger i spil og fold dig ud i forhold til alle tænkelige perspektiver på psykologien – som almenmenneskelig præmis, som fag eller profession, som fortolkningsværktøj overfor tilværelsens totalteater.

Spred ordet til dine venner og bekendte, og lad dem læse og have mulighed for at skrive med. I særdeleshed også folk, der ikke er psykologistuderende. Vi modtager også meget gerne fotografier, illustrationer mv., der kan fortælle en vedkommende og interessant historie. Spørg, hvis du er i tvivl.

Vi glæder os til at høre fra dig!