BARNDOMSBY? FORDOMSBY.

Af Ulrikke Gry, stud.psych.

Illustrationer af Monika Maria Yazdani, stud.psych.

De fleste har set enten de gamle eller nye Min søsters børn film. I en scene i en af de nyere film, Min søsters børn i Ægypten, snakker Fru Flinth om nabobørnene til sin søn i en stor, grøn have. Han responderer med ”Hvor er du snobbet. Du er sgu da selv fra Vangede”. Fru Flinth smider hastigt noget på sin tallerken, kigger på sin søn og siger ”Jeg er fra Gentofte, skat. Gentofte!”. Og netop denne scene rammer plet på det indhold, jeg gerne vil dykke ned i. Der er nemlig masser af tilhørsforhold og fordomme at tage fat i, når man begiver sig ind i Gentofte Kommune.

Jeg er født og opvokset i Vangede. En by, der hører til Danmarks rigeste kommune: Gentofte Kommune. Når nogen spørger, hvor jeg er fra, siger jeg altid Vangede. Hvis de ikke ved, hvor det ligger, forbinder jeg det med Søborg, Dyssegård, Lyngby, og kun til nøds Gentofte. Hvorfor siger jeg ordet som sidste udvej? Fordi Gentofteryet i den grad er en ting.

Antal politibiler jeg har set køre i kommunen: Måske én, en enkelt gang.

Antal au pairs jeg har set på vejene i kommunen: Honey, you have no idea.

Fancy biler der har kørt rundt på gaderne: Tesla, Ferrari, Aston Martin, Lamborghini, Bentley, Rolls-Royce, Maserati samt utallige veteranbiler (og det kommer fra en person, der har absolut ingen forstand på biler).

Nogle af de kendisser der bor i kommunen: Pia Kjærsgaard, Ulrich Thomsen, Thomas Vinterberg, Felix Smith, Jarl Friis-Mikkelsen, Peter Straarup, Rasmus Bjerg, Morten Messerschmidt, Peter Skaarup. Jeg kunne blive ved.

Da jeg i mit poledance studie for nogle måneder siden overhørte en samtale, bød den igen på fordomme. En dame som selv var vokset op i Charlottenlund og nu lige flyttet til Vangede fortalte, at hun altid havde set Vangede som et snusket sted, men var nu egentlig blevet meget tilfreds med det. Det tog dog mere at overbevise hendes far. Han kunne slet ikke forstå, hvorfor hun havde valgt at flytte dertil, men efter at have besøgt hende, blev også han overrasket over, hvor pænt der er. Jeg brød ind i samtalen og fortalte hende om mine egne erfaringer med at vokse op i Vangede. Samtalen var hyggelig, men vigtigst var, at den bekræftede mig i mine egne oplevelser af kommunens lokationsmæssige tilhørsforhold og dens tilhørende fordomme. For udefrakommende er Vangede nemlig betragtet som en del af Gentofte, hvis man overhovedet kender til byen. En by med dyre grunde, mange fritidsmuligheder og gode skoler. Men som en person, der er vokset op i byen, har jeg alligevel i min barndom kunne mærke forskellen mellem mig selv og nogle af mine venner, som kom fra anden side af Gentofte sø.

I niende klasse viste min ven fra Gentofte et meme. Vi var begge atletiktrænere i GIK, og vi havde et rigtig godt forhold til hinanden. Memet viste et billede fra Løvernes Konge, hvor faren forklarede Simba rigets territorie og afgrænsninger. Hvor han måtte færdes, og hvor han ikke måtte. Men i stedet for de originale replikker stod der ”Der er Vangede. Der må du aldrig gå hen”. Det var sjovt, måtte jeg give ham - det synes jeg stadig i dag - men den gav mig også den pinlige bevidsthed om, at Vangederyet i den grad også er en ting.

Jeg gik selv på Bakkegårdsskolen fra 0-9. klasse. Jeg trivedes igennem hele folkeskolen og har overordnet gode minder derfra. Klasserne mindes jeg som elever af blandede etniske baggrunde, og vi havde endda ViTo klasser for indvandrerbørn (børn, der ikke taler godt nok dansk til at komme i en almindelig folkeskoleklasse). Vi havde et hyggeligt fritidscenter med skaterbane, lydstudie, puderum, kreativ-rum, og vi kunne færdes sikkert alene i byen om aftenen. Min frisør var fra Makedonien, byens eneste restaurant var kinesisk ejet, og byens midte havde en plads dedikeret til Dan Turèll (som også er byens stolthed). Der var masser af fritidsaktiviteter, og byen havde endda et kæmpe areal med fodboldkunstgræsbaner. De fleste ting eksisterer stadig i dag.

Jeg har aldrig siden haft lige så meget etnisk diversitet på andre uddannelsessteder som på Bakkeskolen. Og det var også delvis overraskende, da jeg så startede på gymnasiet Aurehøj i Gentofte, at der kun var én sort person på hele skolen. I 2.g sendte hun endda et brev ud til hele skolen om, hvor bevidst hun var om sin hudfarve, samt hvordan hun nogle gange oplevede lavdiskriminerende, hyggeracistiske kommentarer fra elever, der ikke vidste bedre. Jeg havde aldrig snakket med hende, men vidste også fra dag ét, hvem hun var, og jeg kunne nemt genkende hende i mængden, når man færdes i skolens større områder. Når jeg ser tilbage på min opvækst, menes jeg heller ikke at have set så meget diversitet i Gentofte, Hellerup, Jægersborg, Charlottenlund eller Ordrup.

Jeg forstår godt i dag, hvorfor fordommene eksisterer, selvom jeg ikke gjorde dengang. For lang tid siden kunne man forståeligt anse Vangede som Gentofte Kommunes skraldeplads. For ikke mere end halvandet hundrede år siden blev der placeret både losseplads, fattiggård, forbrændingsanstalt og åndssvagsanstalt i byen (Windfeld-Høeberg, 2023). Og når først et ry er opstået, forsvinder det ikke med det samme igen. Man skal heller ikke langt tilbage i tiden, før der er konkrete beviser for Gentofte-indbyggernes syn på Vangede. Søren Søndergaard fra Enhedslisten sagde endda i en artikel i Altinget om sin barndom: ”For som barn fra Vangede, der gik i skole i Gentofte, mærkede jeg, at det gjorde en forskel, hvor man kom fra. Jeg kan for eksempel huske en lærer, der i en time sagde: “Så har vi jo to arbejderbørn i klassen”. Det var der sikkert ikke mange andre af mine klassekammerater, der lagde mærke til, men det ene af de to børn var jo mig, så jeg havde en klar følelse af at blive peget ud” (Lønstrup, 2019).

Formålet er ikke at portrættere Gentofteborgere som rige, hvide mennesker, der alle ser ned på de nabobyer, der ligger længere væk fra havet end dem selv. Det er heller ikke at udstille Vangede som en lorteby, der får alt skraldet, som kommunen ikke vil have. Jeg vil netop vise, at Vangede er, og har været, et fantastisk sted at vokse op. Jeg har haft en tryg og normal-privilegeret opvækst med en god folkeskole, masser af fritidsmuligheder, rene og pæne gader og et landsbysmiljø, der går op i deres samliv. Jeg har tilbragt utallige timer på lokalbiblioteket og løbet byen flad som barn. Jeg har hvert år til Sankt Hans været ved den lokale mose og set bålet brænde, mens et coverband sang gamle Kim Larsen sange, min søster spillede bold på kunstgræsbanen med sine klassekammerater, og mine forældre delte en flaske vin med venner. Jeg blev konfirmeret i Vangede kirke, som den berømte arkitekt Johan Otto von Spreckelsen tegnede, og har været der til messe hver juleaften.

Så selvom jeg forstår, hvordan ryet kan være opstået, er jeg ikke med på, hvorfor det stadig eksisterer. Til gengæld er jeg heller ikke selv fri fra fordomme, når jeg tænker på de byer i kommunen, der bor tættere på strandvejen end min familie gør. Selvom jeg ved, at min fordom er dum og kun har været bekræftet i ekstremt få tilfælde, vil jeg selv gøre alt for ikke at være associeret med Gentofteryet. Måske skyldes fordommen, at jeg meget få gange i min opvækst fik enkelte veninder, der boede på Strandvejen, havde penge i hoved og røv og behandlede alt og alle skødesløst? Måske skyldes det det dumme meme, jeg fik vist af min ven? Måske går det bare ud på sociale identitetsteorier, økonomisk ulighed, privilegieblindhed, styrken bag lokationsmæssige tilhørsforhold, fantasitanker om klasseskel og en ide om, at være bedre end andre?

Uanset hvad, forsvinder disse fordomme ikke over natten. Desværre.

Litteraturliste:

Windfeld-Høeberg, L. (2023, 15. April). Mange flere bor i Vangede, end de aner- eller vil være ved. Lokaliseret på https://politiken.dk/underholdning/bagsiden/ art9294516/Mange-flere-bor-i-Vangede-end-de-aner-eller-vilv%C3%A6re-ved

Lønstrup, K. (2019, 24. november). Søren Søndergaard: Min mor sagde, jeg ikke skulle opføre mig som en proletar. Lokaliseret på https://www.altinget.dk/ artikel/soeren-soendergaard-min-mor-sagde-jeg-ikke-skulleopfoere-mig-som-en-proletar