FORSKNINGSEVALUERINGER AF PSYKOLOGI GENNEM ET KVART ÅRHUNDREDE

Af Thomas Habekost, professor i kognitiv neuropsykologi, sektionsleder

Illustration af Monika Maria Yazdani , stud.psych.

I 2023 skete der noget vigtigt på Institut for Psykologi. Instituttets forskning blev evalueret af et internationalt forskerpanel, hvilket kun er sket fire gange i de sidste 27 år. Evalueringen i 2023 har indtil videre ikke fået stor opmærksomhed, men for mig, der kom hertil som studerende i 1997 og har fulgt instituttets udvikling lige siden, var det en markant begivenhed, som skrev sig ind i et langt historisk forløb. I det sidste kvarte århundrede har forskningsevalueringerne på godt og ondt været med til at forme opfattelsen af instituttet, både hos os selv, men især i det omgivende samfund. Det er en historie, som studerende på instituttet også bør kende, og den starter tilfældigvis på samme tid, hvor jeg selv kom hertil, så lad mig prøve at fortælle den derfra.

I midten af 1990’erne startede jeg på psykologistudiet i Aarhus, men et par år inde i uddannelsen fandt jeg ud af, at jeg ville specialisere mig inden for neuropsykologi, hvilket dengang kun kunne lade sig gøre i København. På forhånd vidste jeg ikke meget om instituttet i København, men det første indtryk fik jeg allerede, før jeg nåede over Storebælt. Weekendavisen, der også dengang var et referencepunkt for landets akademikere, havde den 4. oktober 1996 ryddet forsiden til en stor artikel med den korte overskrift: ”Psykologi dumpet”. Her kunne man læse om den første internationale evaluering af Psykologi i København, der netop var udgivet. Fem psykologiprofessorer, heraf fire fra udlandet, havde besøgt instituttet og skrevet en evalueringsrapport, der gav en sønderlemmende kritik af store dele af faget. Instituttet var ifølge rapporten præget af ”svag og uvæsentlig forskning”, forskningsprogrammet var ”flimrende og usammenhængende”, og forskernes tolkninger virkede ofte mere som påstande end dokumenterede resultater. Uddannelsen blev også evalueret og fik en lige så hård medfart.

Evalueringsrapporten gik stik imod selvforståelsen hos mange ansatte på instituttet. Her havde man gennem mange år haft den opfattelse, at den københavnske 25 udgave af psykologien med sin særlige kritiske indstilling var mere indsigtsfuld end den forskning, som blev lavet de fleste andre steder i verden. At man nu selv blev gjort til genstand for kritik, virkede helt forkert. Uden for instituttets mure så man anderledes på det. Ud over den offentlige udskamning var instituttet tæt på at blive sat under ekstern administration, og det kunne være gået endnu værre. Institut for Sociologi var nemlig tidligere blevet lukket ned i en lang årrække som følge af en stærk kritik af stedets forskning og undervisning. Psykologi blev reddet på målstregen fra en lignende skæbne, måske fordi mange af de andre fag på det Humanistiske Fakultet, hvor vi dengang var placeret, var sårbare over for samme kritik. I stedet efterlod forskningsevalueringen instituttet med et ry for lav faglig kvalitet, der klæbede til både uddannelsen og dens kandidater i mange år efter. Vidste man ikke andet om psykologiuddannelsen i København, havde man som regel alligevel hørt om, at der var problemer med videnskabeligheden. For eksempel hjalp evalueringen næppe på psykologernes anseelse i psykiatrien, hvor man i forvejen havde langt op til lægernes autoritet.

Instituttet overlevede trods alt krisen, uddannelsen blev delvist reformeret og jeg selv fik mit kandidatbevis i år 2000. Heldigvis for mig var der stadig muligheder for en ung forskerspire, og i de kommende år blev jeg ansat i en række midlertidige stillinger. I 00’erne gik de danske universiteter ind i en ny epoke, der især skyldtes den skelsættende universitetslov fra 2003. På Institut for Psykologi var en af de væsentligste forandringer, at ansættelse af forskere nu i høj grad kom til at afhænge af deres evne til at publicere internationalt. Her blev der både lagt vægt på den internationale anseelse af de tidsskrifter, som man publicerede i, samt i hvor høj grad andre forskere citerede ens forskning. Samtidig skulle man naturligvis være kvalificeret til at undervise. Sådan havde det længe foregået på de bedste universiteter rundt om i verden, men hos os var det et markant brud med de kriterier, som mange af den ældre generation på instituttet var blevet ansat efter. Her var det almindeligt, at man udgav sin forskning i mindre danske tidsskrifter eller andet, der sjældent blev læst uden for landets grænser. Denne praksis blev udfordret, da instituttet gradvist begyndte at ansætte en ny generation af forskere, for hvem internationale publikationer var noget naturligt. Dette gav anledning til visse spændinger, men i min oplevelse var tonen mellem kollegerne på instituttet pæn og ordentlig, og man undgik helst at berøre dette ømme punkt.

Husfreden blev dog udfordret, da det i 2010 igen var tid til en ekstern evaluering af instituttets forskning. Jeg var selv netop blevet ansat som adjunkt og var således med på holdet for første gang. Det startede ikke godt: Panelets formand, den berømte ekspertiseforsker Anders Ericsson, bad på forhånd om en oversigt over de enkelte forskeres citationer i de seneste 10 år. Sådanne bibliometriske analyser var nu blevet almindelig praksis ved internationale forskningsevalueringer. For nogle ansatte så det rigtig pænt ud, typisk med en stigende citationsfrekvens hen over årene, men for andre var der kun registreret meget få eller slet ingen internationale citationer. Hvis man tog opgørelsen for pålydende, hvilket panelet gjorde, antydede den kraftigt, at mange af instituttets forskere var helt fraværende i den internationale forskningslitteratur. Panelet kom naturligvis også forbi instituttet og lavede interviews med ledelsen og de forskellige forskergrupper, men evalueringen endte langt hen ad vejen med det samme billede, som citationsopgørelsen allerede havde peget på. Denne gang spændte rapporten derfor fra at være meget positiv til ren nedsabling, og den gik endda så vidt som at foreslå fyringer eller tidlig pensionering af enkelte medarbejdere. Det gik ikke så galt, men i stedet nåede forskningsevalueringen igen forsiden af Weekendavisen den 8. juli 2011. Denne gang var overskriften mere finurlig end sidst: ”Københavnerkomplekset”. Det lød ikke som nogen kompliment til instituttet, men i selve artiklen blev billedet mere nuanceret, blandt andet ud fra et interview med professor Gretty Mirdal, der pegede på begrænsningerne ved en stærkt bibliometrisk tilgang til forskningsevaluering. Alligevel efterlod evalueringen og dens mediedækning indtrykket af et institut, der stadig havde alvorlige problemer på forskningsområdet. I de følgende år kom nuancerne sjældent med, når talen faldt på instituttet rundt omkring, og på tværs af Københavns Universitet blev Psykologi stadig betragtet som et fag i krise.

I 2016 skulle instituttet evalueres igen. I mellemtiden var jeg blevet professor og viceinstitutleder, så jeg var med til at organisere besøget af det internationale forskerpanel. I den nye institutledelse kendte vi naturligvis til forhistorien og var bevidste om, hvad der var på spil. Psykologi havde ikke råd til endnu en dårlig evaluering. Vi var især opmærksomme på, at de forskere, som var kommet i klemme i de tidligere evalueringer, ikke kom til at stå i et dårligt lys igen. Derfor argumenterede vi for at gøre evalueringskriterierne bredere end de rent bibliometriske og at evalueringen skulle foregå på et mere kollektivt plan, så enkelte forskere ikke kunne blive hængt ud. Forslagene blev accepteret, og evalueringen fik et bredere fokus. Desuden var der sket meget med forskningen i de mellemliggende 6 år, og for første gang i instituttets historie var evalueringen overvejende positiv. Enkelte områder blev endda omtalt som ”world leading”. Rapporten kom dog også med kritik og en række forbedringsforslag. Især organiseringen af forskningen, der var spredt ud på mange forskellige små grupper, kaldte på mere systematik. Ellers var hovedbudskabet, at instituttet var godt på vej, men måtte arbejde videre for at realisere sit potentiale. Denne gang kom evalueringen af Psykologi ikke på forsiden af nogen landsdækkende aviser. Der var ikke nogen skandale at skrive om, og det er jo også sjældent, at en moderat positiv udvikling trækker de store overskrifter.

I årene efter 2016 blev organiseringen af forskergrupperne på instituttet revideret, så de i dag er samlet under tre store sektioner. Endnu vigtigere er det, at instituttet nu for alvor har åbnet sine døre for forskere fra udlandet. Alene i min egen sektion, den kognitions- og neuropsykologiske, har jeg kolleger fra mere end 10 forskellige lande, og lignede er tilfældet inden for mange af vores andre fagområder. Instituttet har efter et langt og sejt træk endelig fået et omdømme og en position, så vi kan tiltrække fremragende forskere fra hele verden. Dette leder mig frem til den seneste evalueringsrapport fra 2023.

Bedst ville det være, hvis I kunne læse rapporten selv, men desværre må den ikke lægges frit ud. Dog har alle ansatte på instituttet allerede fået en kopi, og dokumentet er tilgængeligt via aktindsigt. Så mon ikke særligt interesserede vil finde frem til den. I stedet kan jeg beskrive hovedpunkterne i evalueringen. Den er lavet af et panel bestående af fem professorer, heraf en af de førende danske eksperter inden for kvalitativ forskning, som har haft adgang til en lang række baggrundsoplysninger om instituttets forskning og selv interviewet medarbejdere på tværs af sektioner og stillingskategorier. I opsummeringen af evalueringen har panelet brugt mange superlativer fra øverste hylde, for eksempel: ”There is evidence of research which is world-leading in originality, signifance and rigour across each of the Department’s research sections”, og “…it compares favourably with many of the most research-intensive institutions across the EU and beyond”. Der er altså tale om et internationalt topniveau i forskningen, som vel at mærke findes for mange forskellige områder og på tværs af hele instituttet. Længere inde i rapporten uddybes de positive vurderinger, for eksempel med hensyn til den samfundsmæssige relevans af forskningen, dens teoretiske basering samt flere nystartede og originale forskningslinjer. Organisationen af forskergrupperne får også pæne ord med på vejen; dog er det et opmærksomhedspunkt, at der stadig er relativt få kvindelige professorer. Evalueringsrapporten peger desuden på nogle områder, hvor der er gode muligheder for videre udvikling i de kommende år. Det drejer sig for eksempel om at forbinde forskningen mere mellem fagområderne, at sikre en større påvirkning af forskningen på det omkringliggende samfund samt at involvere studerende mere i forskningen. Der er stadig nok at tage fat på, og ud fra instituttets nuværende styrkeposition på forskningsområdet, kan der skabes mange spændende ting i de kommende år. Jeg håber, at mange af jer har lyst til at bidrage til den næste fase i instituttets lange udvikling.