Hvad har psykologer at sige om samfundet? – Interview med Eva Secher Mathiasen

Af Frederik Bjerre Andersen, stud. psych. og Cecilie Bildstedfelt, stud. psych.
Foto af Cecilie Bildstedfelt, stud. psych.

Da nogle af os startede som psykologistuderende, fik vi i sin tid at vide, at vi skulle passe på med at fortælle folk, at vi studerede psykologi. Vi fik endda en anbefaling om, at vi med fordel kunne afværge fordomme under et dække af, at vi studerede tysk. Men psykologifaget er ikke længere blot forbundet med tabu, tavshedspligt og tankelæseri.

Psykologi er i sit brede omfang faglig viden om menneskelig trivsel, og der er ingen grund til at dække fagligheden til. Tværtimod giver psykologfagligheden et solidt fundament til at blande sig i samfundsdebatter, engagere sig politisk og give beslutningstagere noget at tænke over, særligt inden for sundheds- og velfærdsområdet. Dette fik formanden for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen for alvor slået fast, da hun deltog i DR2’s Debatten for et par år siden. Her advokerede hun for en vision om, at mennesker i sig selv er målet og ikke blot et middel som ”fodsoldat for konkurrencestaten”.

Indslaget med Evas slagkraftige budskab rettet mod folketingspolitikere og erhvervslivsrepræsentanter blev enormt populært via de sociale medier, og i dag er hun et genkendeligt navn og ansigt for de fleste danskere.

For nylig mødtes Indput med Eva til en snak om psykologens rolle i samfundet, konkurrencestatens konsekvenser og lidt om hvilket arbejdsmarked vi kommer til at stå over for.

Indput: Hvad tænker du om din egen rolle i samfundet som psykolog og formand for Dansk Psykolog Forening?

Eva: Psykologer er meget efterspurgte, både for vores kliniske og organisatoriske ydelser. I dag arbejder psykologer på alle mulige andre flader, hvor psykologer traditionelt ikke har været før. Det hænger sammen med, at psykologi som fag er ungt. Psykologien har gennemgået en eksponentiel udvikling alle mulige steder, fordi der i samfundet har været et større kald efter menneskelig dygtiggørelse, udvikling og psykologividen. Derfor bliver vores genstandsfelt mere anerkendt, hvilket giver os en anderledes position i samfundsdebatten end tidligere. Hver dag er der psykologer, som udtaler sig i pressen. Den opmærksomhed, som vi får, den bruger vi dels, fordi den understøtter vores eget fag og forståelsen af, hvad psykologer kan, og dels fordi vi i vores formålsparagraf i Dansk Psykolog Forening har defineret, at vi skal sikre os, at vores viden bliver brugt til at skabe et bedre samfund og skaffe psykologividen til dem, som har brug for os.

Indput: Var det netop med reference til formålsparagraffen, at du i 2015 i Debatten på DR reagerede ret kraftigt over for politikerne i panelet? Hvad fik dig op på barrikaderne?

Eva: Det havde ikke at gøre med en partipolitisk observans – jeg tror i øvrigt, det er meget få, som kan gætte, hvad jeg stemmer på. Jeg har før spurgt folk i forskellige sammenhænge, og det er meget sjældent, at folk gætter rigtigt. Hvad angår den debat for to år siden, så har det at gøre med at bruge ens faglighed dér, hvor den er nyttig. Jeg vil påstå, at hvis man som psykolog ser det klip, som blev vist rigtig mange gange, så ville man vide, at der er viden og forskning bag de påstande, som jeg kom med. Det handler om at vise, hvad der hjælper de mennesker, som underlægges reformerne. Den reformiver, der hersker for tiden på velfærdsområdet, er velbegrundet.

 
Screen Shot 2017-10-15 at 10.16.07.png

Der er en demografisk udvikling, som kommer til at betyde øgede krav til effektivisering af sundheds- og velfærdsudgifter og en international konkurrence, hvor lande slås på deres samfundsbudgetter, og hvor man blandt midlerne må se på interessevaretagelsen for de virksomheder, som tjener skattekronerne hjem. Det er legitimt, at politikerne gerne vil spare – det kan jeg godt forstå – men nogle gange træffer de bare ikke de mest effektive beslutninger. Reformiveren fra politisk hold har ikke haft øje for at måle effekten af de givne midler, som afsættes. Eksempelvis i psykiatrien kan vi se på tallene, at der er en større aktivitet end tidligere, og det er jo egentlig fint. Men samtidig kan vi se på statistikkerne, at der er flere patienter, som kommer igen – simpelthen fordi kvaliteten for det første besøg var for ringe, og de ikke er blevet raske. Og det er ikke godt, at vi interesserer os mere for aktiviteten end for effekten af aktiviteten. I det hele taget kan man sige, at reformiveren fokuserer på at skabe aktivitet frem for effekt, og det er bare ikke virkningsfuldt. Helt grundlæggende opponerer jeg mod styringsregimet, som i sidste ende amputerer fagligheden og det kliniske arbejde for psykologerne – og som fører til ringere kvalitet for borgerne. Min påstand er, at rigtig mange skattekroner går spildt i den øvelse.

Indput: ”Styringsregimet”? Hvem referer du her til? Politikerne på Christiansborg, de lokale forvaltere i kommunerne eller nogle helt andre?

Eva: Jamen… begge dele sådan set. Det er det, jeg plejer at kalde ”New public pølsefingre”. Man har truffet nogle skrivebordsbeslutninger, der er lig den måde, man styrer det private erhvervsliv på, bare uden fokus på kundens udbytte, hvor kunden er forstået i det offentlige som borger. Det er fornuftigt at tænke i pengestrømme og budgetstyring, når der skal spares, men det er forstyrrende og ineffektivt, når fagligheden bag disse beslutninger udebliver, sådan at man reelt ikke får mere for pengene, selvom det kan se sådan ud.

Screen Shot 2017-10-15 at 10.16.27.png

Indput: Din kritik omhandler således ikke spørgsmålet om, hvorvidt der bevilliges penge nok, men i højere grad om selve forvaltningen af pengene? Hvad er det for en faglig viden man efterspørger, og hvad bliver konsekvensen i tilfælde af, at den udebliver?

Eva: På psykologområdet har vi usandsynlig mange måder at måle effekten af vores arbejde på, men samtidig oplever den enkelte psykolog sommetider at udføre et stykke arbejde, som er virkningsløst for borgeren. Fra politikernes side pålægges psykologen at udføre bestemte aktiviteter, som har til hensigt at skabe effekt – men uden at psykologen har mulighed for at bruge sit kliniske skøn i vurderingen af, hvad der rent faktisk skaber bedst mulig effekt inden for den økonomiske ramme, man har. Det ville være langt mere legitimt, hvis politikerne sagde: ”Vi vil kun bruge et x-antal penge på sundhedsvæsenet, og de skal gå til x, mens vi ikke vil bruge særlig meget på y…”, så kan vi på dén måde forholde os til, hvad politikernes intentioner på sundhedsområdet er. Lige nu sker der dét, at man lover borgerne mere, end man er villig til at afsætte midler til, og det skaber en frustration i systemet hos både fagpersoner og borgere. Hvad med at politikerne blev bedre til at prioritere åbent, fremfor at love mere end budgetterne kan holde?

Indput: Hvor er det styringsregimet  fejler? Kan du give nogle specifikke eksempler?

Eva: Der begynder at opstå problemer, når beslutningstagere begynder at botanisere i, hvordan man skaber resultater, som nogle andre fagpersoner er specialister i at skabe. Jeg synes, det var så rørende åndssvagt, da man lavede dagpengereformen. Dér var der nogen, der havde læst lidt om – eller læst om en professor, der havde læst lidt om – psykolog og nobelprismodtager Daniel Kahnemann, som står fadder til adfærdsøkonomi. På baggrund heraf lavede man så et incitament i dagpengereformen, hvor man søgte at skabe en såkaldt tabsaversion. Hvis man er nyuddannet og ikke får job inden for tre måneder, så ville de skabe en tabsaversion ved at tildele den nyuddannede færre penge, for så vidt de ikke var kommet i job indenfor en bestemt tidsramme. Men her går det galt, for det er ikke sådan, at man laver en tabsaversion. En tabsaversion laver man ved, at nogen får noget, som man så tager fra dem igen. Der burde man have spurgt en psykolog, eller én, der rent faktisk ved noget om feltet, så incitamentet bliver forskningsbaseret og ikke en skrivebordskonstruktion.

Ligeledes kan vi se i forskningen, at psykologbehandling mod let til moderat angst virker så vidt, at man har en ramme på 12-24 timer at give af. Så er der et embedsværk, der siger: ”Jamen altså, så kan vi lige så godt sige 10 timer, og vi kan faktisk se på gennemsnittet, at det faktisk virker på seks timer, så vi kan lige så godt sige seks timer til alle …” – og her tænker man, at det ville da være skønt for vores skattepenge, hvis det virkede sådan, og super skønt for borgeren at der ville være en positiv udvikling på seks timer for alle, men gennemsnittet er noget andet end den samlede population. Hvis du kigger på forskningen, er du nødt til at have en behandlingsramme på 12-24 timer, så den enkelte psykolog har tilstrækkelig frihed til at skabe den ønskede effekt for den enkelte borger – og så er det selvfølgelig kun glædeligt, hvis det tager kortere tid. Der er altså alle mulige teknokratløsninger rundt omkring, som er effektløse, bare fordi det ville være dejligt, hvis vi kunne spare nogle penge. På den måde går vi rundt og stikker blår i øjnene på hinanden. 

Screen Shot 2017-10-15 at 10.16.55.png

Indput: I Debatten kom du med en opsang til politikerne om, at de er visionsløse. Kan du prøve at uddybe hvorfor din kritik er berettiget?

Eva: Jeg misunder ikke politikernes opgave, for den er hammersvær. I forhold til min deltagelse i Debatten var det heller ikke min oplevelse, at jeg skældte dem, jeg stod over for, ud, men at jeg havde en fin og relevant øjenkontakt med dem. Dét, der er galt, er, at politikerne ikke fortæller os, hvor vi skal hen, og på den måde fremstår de visionsløse. Det, vi hele tiden hører, er, at vi skal spare, blive dygtigere og træffe nogle bedre beslutninger. Men de fortæller os ikke, hvad det er for en fremtid, de gerne vil hen til. Dét, de fortæller os, er, hvor vi skal hen lige nu og her og frem til næste valg, og visionerne rækker ikke meget længere end til bilafgifter og håndværkerfradrag.

Indput: Hvordan får man politikerne til at lytte til psykologernes faglighed? Kan du give et eksempel fra dit eget virke som formand for Dansk Psykolog Forening?

Eva: Hovedparten af mit arbejde foregår bag tæppet. Med andre ord bliver jeg jævnligt spurgt og ringet op af politikere ift. at komme med psykologfaglig bidrag. Rigtig meget af mit arbejdet handler om at netværke og skabe dialog med politikere, embedsværk og andre interesseorganisationer. Essensen af vores politiske arbejde i Dansk Psykolog Forening er at fodre politikerne med foreningens synspunkter baseret på tal og analyser for på den måde at få politikerne til at flytte sig til dér, hvor vi gerne som forening vil hen. En mindre del af arbejdet består i at lave pressearbejde, men hovedparten er politisk benarbejde, som ingen andre end jeg og vores chef i politisk analyse beskæftiger os med. Den slags ting kommer aldrig frem i pressens lys.

Indput: Apropos det, der så når frem til pressens lys og generelt den offentlige debat; savner du, at der er flere psykologer, som stikker en fod frem på denne arena?

Eva: Vi ser hver dag, at der er én til flere psykologer, som udtaler sig til pressen. Men jeg kunne godt tænke mig, at der var endnu flere. Som regel bliver vores psykologfaglige bidrag taget rigtig godt imod derude.

Screen Shot 2017-10-15 at 10.17.11.png
 

Indput: Men, hvis vi taler om psykologers tilstedeværelse i et større helikopterperspektiv, i de helt store medier, der rækker vores bevidsthed i almindelighed da ikke længere end til, at vi akkurat ved, hvem Brinkmann og Eva er …med andre ord, er der et fravær af psykologfaglig viden i toppen af den danske medieverden? 

Eva: Jo … og nej. Vi er meget efterspurgte. Men dét, jeg tit hører fra journalisterne, er, at når de ringer til en psykolog, så siger psykologen typisk: ”På den ene side … På den anden side … Der er også en forskningsgren, som siger sådan her, og i øvrigt er det ikke mig, der er specialist – du skal nok ringe til en anden.” Så fravælger journalisterne til tider psykologerne, og ringer til en anden person, som godt gider at være ekspert i hvad som helst – alt fra børn til psykiatri til personlighedsforstyrrelser. Psykologer er sommetider varsomme med at udtale sig om sit fag, og det er fordi vi faktisk kan være vældig hårde ved hinanden.  Det er også noget, vi i foreningen prøver at arbejde med. Nogen, der mener noget, og rent faktisk tør tage et standpunkt, bliver udsat for voldsom kritik fra deres fagfæller, og det er i bund og grund ødelæggende for debatten og også nogen gange for foreningen.

Indput: Jeg kan huske, at jeg så et interview med dig, hvor du skitserede velfærdsstaten over for konkurrencestaten, og hvor jeg kan forstå på dig, at du ikke er helt tilfreds med den logik, der hersker inden for konkurrencestaten nogle gange. Hvordan ser du de to måder at føre en stat over for hinanden, og er de uforenelige?’’

Eva: Åh, ja det er et stort spørgsmål. Velfærdstaten havde jo en intention, det her fiskestangsprincip, at hvis vi hjælper folk på den rigtige måde, så lærer de at klare sig selv. Det er så velfærdsstatens opgave at kompensere for den form for ulighed, som finder sted, når nogle mennesker oplever bump på vejen, som andre mennesker ikke oplever. Og det var jo en super intention. Og den er jo også lykkedes … Delvist. Men der var et reelt behov for at forandre velfærden. Styringen af vores budgetter var for dårlige, og effekten vi fik for vores skattepenge var for ringe. At man så indførte det radikalt modsatte, som man kan konceptualisere som konkurrencestat, var ikke den bedste løsning. Her er det også konkurrence, forstået som en tidsånd, der gælder os alle sammen, som vi pålægger hinanden, med de autoriteter, som man nu engang har som forældre, politiker, lægmand eller deltager i den offentlige debat. 

Særligt de unge har stået for skud; nu skulle de producere mere, vælge mere rigtigt, være mindre forkælede og have færre curlingforældre. Man skal præstere godt, og så sammenligner vi os med andre lande, hvor man på nogle parametre altså præsterer bedre. Forskellen på de to stater er altså, at inden for konkurrencestaten handler det om at være omsættelig på arbejdsmarkedet, hvor det inden for velfærdsstaten handlede om at være et livsdueligt menneske.

 
Screen Shot 2017-10-15 at 10.17.15.png

Ud fra en psykologfaglig vinkel er det et utroligt dårligt skifte, da dét, i hvert fald i min optik kolliderer med dét, der er grunden til at vi har et samfund. Har vi et samfund først og fremmest for, at mennesker bliver omsættelige på et arbejdsmarked? Nej, det er et middel til at opnå noget andet. Vi har et samfund først og fremmest for, at vi bliver livsduelige, sunde mennesker. Det er derfor vi hjælper hinanden på den måde, vi nu engang gør som mennesker.

Vi plejer også altid at pege på den enkelte: ”DU gør noget forkert, DU har angst, DU har truffet det forkerte studievalg”, og alting falder ligesom tilbage på én selv. Dér træder psykologien og også sociologien ind – i hvert fald i mit hoved. Når det er sådan, at angst er blevet Danmarks dyreste sygdom – ikke målt i hvad det koster at behandle, men hvad det koster at lade være – og når det er sådan, at Verdenssundhedsorganisationen siger at depression i 2030 bliver den primære årsag til, at folk i den vestlige verden står uden for arbejdsmarkedet, så er det ikke længere et individuelt problem. Så er det en tidsånd, der gør noget ved os, som er usundt. Vi har indrettet samfundet på en måde, som ikke betjener den menneskelige væren på en særlig fornuftig måde. Det er ikke et individuelt problem, når forekomsten er så stor, og derfor kan det ikke håndteres med individuelle løsninger

Indput: Og hvem skal italesætte det her problem? Man kan jo godt forstå, at mange politikere ikke har interesse i dette,  da det ikke harmonerer med beregninger i finansministeriet i forhold til effekt.

Eva: Præmissen om at mange politikere ikke er interesseret i dette spørgsmål er faktisk ikke rigtig. Vi har rigtig mange gode samarbejdspartnere på Christiansborg i forhold til de kliniske interventioner. Det er faktisk ved at vinde indpas, når vi siger: ”Mål på effekt i stedet for aktivitet!” – i hvert fald inden for velfærdsområderne. Men vi italesætter det, jeg italesætter det og andre psykologer italesætter det, for der er simpelthen en nødvendighed i det. Hvis det var sådan, at vores statsminister stod og sagde det, så var det ikke lige så nødvendigt, at jeg stod og sagde det. Jeg synes, vi har en pligt til at tilbyde den viden og de perspektiver, vi har, og så er der nogle politikere, der har ansvar for at træffe de beslutninger, de nu træffer. Men jeg er ikke én af dem, der mener, at de politikere, der sidder på Christiansborg, er nogle klaphatte. Jeg tror faktisk på, at hver og én sidder der, fordi de har en ærlig ambition om at gøre noget godt for Danmark. Og de ved selvfølgelig en masse på nogle områder, og så er der nogle områder, de ikke ved så meget om, og så tilbyder vi vores viden omkring de områder, hvor vi synes, at vi ved noget mere.

Indput: Kan du påpege nogle sundhedsfaglige områder, som mere strukturelt påvirkes af konkurrencestatslogikken?

Eva: På det individuelle plan sker der én ting, men på et strukturelt plan sker der noget andet, som er lige så dårligt, måske endda værre. Nemlig at man konkurrenceudsætter de enkelte institutioner og sektorer over for hinanden. I stedet for at man faciliterer et samarbejde og laver nogle budgetter og incitamentsstrukturer, der gør, at de samarbejder, så laver man budgetter og incitamentsstrukturer, der gør, at de giver sig til at konkurrere mod hinanden. Det vil sige på et sygehus, så laver man incitamentsstrukturer, så afdelingerne konkurrerer mod hinanden. Kommer der en patient med angst og personlighedsforstyrrelse, så giver man sig til at slås om hvem, der har ansvar for patienten, og hvem, der skal betale, i stedet for at finde ud af hvilke medarbejdere, som har kompetencen og ekspertisen til at håndtere det her.

Indput: Hvem mærker konsekvenser af den interne konkurrence?

Eva: Det ses særligt på børneområdet. Der har man groft sagt defineret det således, at regionerne har en forebyggelsespligt, og kommunerne har behandlingspligt, dvs. at kommunerne først kan behandle, når det rent faktisk er patologisk, hvad enten det er psykisk eller somatisk. Men der er rigtig mange børn, som ligger i spændet, og som ikke er egentlig patologisk, men før-patologisk eller nær-patologisk. 

Screen Shot 2017-10-15 at 10.17.34.png

De børn kræver ikke den specialiserede behandling som børne- og ungdomspsykiatrien kan give, men de er heller ikke klaret godt nok med en lille forebyggelsesindsats. Så sker der konkret det, at psykologer siger: ”Jeg har fundet et barn, som har angst eller begyndende spiseforstyrrelse, og jeg ved godt hvad der skal til, men jeg må ikke gøre det”. Så må man vente et halvt år til at barnet udvikler en lidelse, som er alvorlig nok til at blive behandlet i børne- og ungdomspsykiatrien, hvorefter barnet må stå på venteliste der. Det er meget dyrere. Det er nogle tåbelige konkurrenceincitamenter, man har bygget ind i systemet. Hvor man i stedet for at skabe personkendskab mellem fagpersoner og i stedet for at skabe samarbejde, dele kompetencer og ressourcer, så skaber man konflikt mellem lederne i forhold til hvilket budget, der skal rammes den her gang.

Indput: I forhold til vores rolle som psykologistuderende – hvordan skal vi tænke vores faglighed? Hvilke ord kunne du godt tænke dig at give os med på vejen?

Eva: I skal først og fremmest vide det, I nok allerede ved: At jeres fag rækker meget længere ud end til de stillinger, der står ”psykolog” på. Jeg ønsker, at vi snart får en generation af psykologer, der træder op i ledelse og ind i politik, 

for vores viden er meget brugbar og anvendelig begge steder. Dem, der gerne vil beskæftige sig med det klassiske kliniske eller sociale arbejde går en fremtid i møde, hvor det er svært at få lov til at være dygtig og svært at få lov til at skabe resultater, medmindre det lykkes at ændre på styringskulturen – og det gør det jo måske. Jeg kan ikke lide at være dommedagsprofet, men vi har altså også nogle fremtidsudsigter i forhold til det arbejdsmarked, I skal ud på. I er sikkert allerede bekendt med dimittendledigheden, som ikke er så høj for os, som den er for andre, men som trods alt er højere for os end den plejer at være. Og det gør jo, at alle slås for at få høje karakterer og det rigtige studiejob, så man på sigt kan få det rigtige arbejde. Arbejdsmarkedet er i rigtig stor forandring, hvis vi skal tro på dem, som spår om fremtiden lige nu. Vi vil se en øget digitalisering og teknologiunderstøttede psykologydelser, der vil være færre overenskomstdækkede i fremtiden, for den offentlige sektor måske vil svinde ind, flere vil være projekt- og deltidsansætte og flere vil shoppe rundt i forskellige dele og nicher af psykologien på arbejdsmarkedet. Lige dét sidste med at prøve faget af på forskellige områder på arbejdsmarkedet så hører jeg faktisk en del unge psykologer sige: ”Det er sgu da meget fedt, og jeg vil gerne bruge mit fag på rigtige mange områder – så længe jeg er nogenlunde sikker på at få et job i den anden ende også”. Så er det faktisk ret fede omstændigheder, hvor man tidligere måske bare synes det var fedt at blive tjenestemand og så være det i 50 år. 

Indput: Når du siger det her med, at du håber at unge psykologistuderende bevæger sig ind i politik, er det så partipolitik eller i mere faglig forstand?

Eva: Ja, det hele vil jeg sige. Man kan lave politik på virkelig mange måder. Man er ikke kun politiker, når man er på Christiansborg.

Screen Shot 2017-10-15 at 10.17.47.png
 

Indput: Er der et fravær af psykologer i dansk politik?

Eva: Nej … Jo. Eller det lyder næsten som om at jeg lægger en pligt på jer, og jeg ved jo, at I elsker jeres fag. Jeg hører næsten overalt, hvor jeg kommer til psykologer, at faglig udvikling og det at blive pisse dygtig til sit fag er det, som plejer at tælle for de fleste. Det er også derfor, at der ikke er så mange, som siger farvel til psykologfaget for at gå ind i politik, og det betyder, at vi virkelig også i den offentlige sektor mangler ledere. Selv i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, red.) er det op imod halvdelen af lederne, som ikke er psykologer – for psykologerne vil ikke. Det er et kæmpe problem for udviklingen af faget i PPR.

Indput: Det er ikke en berøringsangst, eller hvad?

Eva: Det tror jeg sådan set ikke. Jeg tror psykologerne elsker deres fag, og de vil ikke slippe deres klienter. Jeg er jo både politiker, og jeg er leder, og jeg skal love jer for, at i starten da jeg blev formand, der savnede jeg mine klienter. Men det gør jeg ikke længere, for jeg har hele tiden mit fag med mig – jeg har det hele tiden lige i fjæset. Det er så bare på nogle andre præmisser. Jeg har ikke klinik mere, men jeg rører ved mit fag på alle mulige måder. Både når jeg skal udøve ledelse eller lave forandring. Én af mine hovedopgaver, når jeg ikke er ude i marken, er jo at lave strategisk udvikling af foreningen, og der bruger jeg mine kompetencer som psykolog rigtig meget. Så både inden for politik og som leder er der rigtig meget at hente af sit fag for en psykolog. Man skal bare forstå, at man skal bruge det på en ny måde.

Jeg synes, at de studerende skal vide, at der er glaslofter over det hele for psykologer, og I skal bare tæve på dem, så de kan flytte sig. I psykiatrien har vi sloges en del år for at få psykologer højere op i organisationen, og det er svært, for det er et lægevælde. Mange læger har den opfattelse, at det er dem, der er de rigtige til at lede der, og det er også rigtigt, at de er der, men psykiatrien kunne blive meget bedre, hvis der var flere psykologer i ledelsen. Der er glaslofter i den forstand, at man nogle gange forventer en anden ansøgergruppe til en lederstilling end fx en psykolog. Men det betyder ikke, at I ikke skal søge den stilling, for I har masser af kompetencer. Vi havde for fire år siden et projekt, som hed ”Psykologkampagnen nr. 1”, hvor vi forudså det her med dimittendledighed. Vi forudså, at der vil være betydeligt flere psykologer på arbejdsmarkedet, og at vi blev nødt til at skabe flere arbejdspladser. Så tænkte vi, at vi blev nødt til at sparke dørene ind på det private arbejdsmarked og skabe en masse psykologstillinger der. Vi slog simpelthen en åben dør ind, for de stod der med åbne arme og sagde: ”Der er så tit HR-stillinger og projektlederstillinger, hvor man tænker, hvorfor søger psykologerne dem ikke?”. Men psykologerne søger dem ikke, for der står ikke ”psykolog” i stillingsopslaget. Der skal I bare vide, at I er meget velkomne derude. Det var ikke det private erhvervsliv vi skulle arbejde med, det var faktisk psykologernes selvopfattelse, vi endte med at skulle arbejde med, for de tror ikke sig selv i de stillinger. Der er mange psykologer derude, der siger til mig: ”Jeg er ikke en rigtig psykolog!” Jo, du er  en rigtig psykolog! Ligesom alle de andre.  Du laver bare ikke det samme, som psykologerne lavede for tyve år siden. Men du er stadig en rigtig psykolog, for du bruger dit fag, og sit fag slipper man aldrig.

Indput: Lige her på falderebet: Jeg læste i Information, at du var lidt smigret i forhold til at gå ind i politik. Kan vi forvente at se mere af dig, og hvor kan vi forvente at se mere af dig henne?

Eva: Altså jeg er formand for Dansk Psykologforening.

Indput: Jeg tænker i partipolitisk forstand? Kunne det blive aktuelt en dag?

Eva: Det kan godt være. Men lige nu kan jeg ikke forestille mig et andet job, som jeg hellere vil have. Det giver meget god mening for mig at være der, hvor jeg er. Det kan godt være, at jeg laver noget helt andet, når min formandsperiode udløber, men jeg har overhovedet ikke tænkt mig, at det skal være snart.