KAN KUNST HELBREDE?

ET INTERVIEW MED HELGA BACH-MORTENSEN OM EVIDENS INDENFOR KUNST OG SUNDHED

Af Katrine Vedsø Jakobsen stud.psych.

Illustrationer af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych.

I en lomme af tid som jeg fandt med to veninder mellem udgangen af det forrige semester og det, som i skrivende stund netop er begyndt, rejste Karoline, Helga og jeg til Hvide Sande efter et vejr, vi kunne trække. Her lå vi i pendulfart mellem Vesterhavet og sofaen foran fjernsynet, hvorfra lys og lyd bølgede frem imod os. I Karos sommerhus var der kanaler, så man kunne se flow tv i en evighed. Programmerne kom i en tilsyneladende vilkårlig stime. Og så alligevel: Efterhånden trådte et mønster frem. En næsten utrolig andel af de programmer, som udgjorde sendefladerne, handlede om en slags sundhed. Om at undgå eller udsætte alle disse ’domme’: Sygdom, dårligdom, alderdom. Vejen frem var ifølge disse programmer ofte forførende enkel: Man kan sætte en fuldkommen stopper for sit indtag af alkohol. Dyrke motion i et specifikt antal minutter. På et tidspunkt læser Karo op fra en artikel, der proklamerer at flere er begyndt at faste – Et tiltag, der i et af programmerne foreslås som et middel til at snyde sin alder. Og vi kommer til at tale om, hvordan den her information formidles. At der i disse programmer ofte er en læge i en hvid kittel, der lægger disse informationer i hænderne på publikum. At de ledsages af kvantitative forskningsresultater, og præsenteres som en særlig slags sandheder, vi sender rundt mellem vores hænder. Og pludseligt bliver informationerne til våben, vi kan slå os selv i hovedet med. Og vi glemmer måske at snakke om andre perspektiver. For i hvilke slags liv giver det mening at faste i 16 timer? Hvilken indflydelse har 16 timers daglig faste på et liv? Hvad er sundhed? Og hvilke andre faktorer kan siges at spille ind på sundhed, som muligvis overses, fordi de er mere komplekse i deres natur og derfor vanskeligere at rumme i den forskning og det evidensbegreb, der prioriteres?

Det er Karos idé, at jeg interviewer Helga i denne udgave af Indput. Helga har et studiejob i Center for Kunst og Mental Sundhed og har netop forsvaret sin bachelor i folkesundhedsvidenskab med titlen: Kan kunst helbrede? Det er en analyse af perspektiver om generering af evidens indenfor kunst og sundhed. Og det, synes jeg, er så spændende. For der kan herske en særlig diskurs i samfundet om kunst og kunstoplevelser som værende en slags krymmel ovenpå tilværelsen. En luksus, der kan nydes, når man ellers har det godt. Helga har undersøgt, hvad man kan sige om kunstens funktion i sundhedsfremme. Det blev samtidig til en undersøgelse af hvilken betydning, det har for forskningen, at kunstens virkninger måske kan være vanskelige at kvantificere.

Hej Helga! Har du lyst til at fortælle lidt om hvad og hvilke spørgsmål, din bachelor beskæftiger sig med?

Ja, selvfølgelig. Overordnet så handler min bachelor om, hvordan vi kan måle kunstens effekt på vores sundhed. Jeg undersøger dermed, hvad der i folkesundhedslitteraturen bliver beskrevet som udfordringerne i at generere evidens om sammenhængen mellem kunst og sundhed. I 2019 udgav WHO en rapport om forskellige studiers resultater vedrørende denne sammenhæng, hvor de konkluderede, at kunst kan bidrage med en masse positive effekter på sundheden. Men da jeg startede med at kigge på kunst/kultur og sundhedsfeltet, blev jeg gentagne gange mødt med en efterspørgsel efter mere og bedre forskning og evidens. Derfor virkede det som et godt sted at starte, fordi hvad betyder det egentligt? Hvordan kan man måle effekten af kunstbaserede interventioner? Det er dermed mit hovedfokus i min opgave.

Udover det kommer jeg også ind på hele grunden til, at det er relevant at kigge på kunst som noget, man kan bruge i en sundhedsmæssig sammenhæng. Fordi vi er en voksende befolkning, som lever længere og dermed også lever med flere ikke-smitsomme sygdomme, kroniske og mentalelidelser, så bliver presset på sundhedsvæsenet større og større. Eksempelvis viste et nyt dansk kohortestudie fra juli 2023, at 80% af populationen på et tidspunkt i deres liv modtager behandling for en psykisk lidelse. Derfor er der brug for mange forebyggende, ikke medicinske tiltag og tværsektorielle innovative løsninger, som kan lette dette pres. Så hvorfor ikke kigge på, hvad kunst kan bidrage med i den sammenhæng?

Det får mig til at tænke på, at jeg tit undervejs i din skriveproces har hørt dig tale om et evidenshierarki i videnskaben. Kan du uddybe, hvad det går ud på?

Der er i samfundet og inden for læge- og sundhedsvidenskaben en tradition for, at den højeste evidens, som defineret i evidenshierarkiet, er randomiserede, kontrollerede forsøg (RCT- studier), systematiske oversigter og meta-analyser. Målet er at komme så tæt på en objektiv, kausal sammenhæng mellem interventionen og det målte udfald som muligt. RCT-studier ses derfor i samfundet, men især i sundhedssektoren som den gyldne standard inden for forskning. Det udgør dermed også en udfordring i forskningen af kunstinterventioner i sundhed, fordi alt ikke kan kvantificeres på den måde. Der er en enorm magt i, hvad der bliver set som værdifuld forskning. Det kan eksempelvis ses i hvilken slags forskning, der får flest fondsmidler, men også hvilke studier og artikler, der bliver udgivet i de store tidsskrifter. Der er en generel tendens til, at studier, der bruger kvantitative metoder, i meget højere grad bliver udgivet i de højt rangerede tidsskrifter inden for folkesundhedsvidenskab.

Det er virkelig også noget, som jeg mærker er på spil i psykologien. Også at det har betydning for, hvilke perspektiver man prioriterer at præsentere os for på studiet. Hvilke udfordringer fandt du i genereringen af evidens inden for kunst og sundhed?

Noget af det vigtigste at nævne er nok det her med, hvad vi som mennesker ser som “rigtig” evidens og viden. Men også hvad vi definerer som sundt. Den måde man som forsker ser på evidens og sundhed har nemlig betydning for, hvad man mener er vigtigt at måle, og hvordan man vil gøre det. Det kommer også til at have betydning for, hvad der bliver udgivet i tidsskrifterne. Det handler dermed også om, hvad for nogle videnskabsparadigmer man kommer fra, alt efter hvilken faglig tradition man har med sig. På den måde er det tværfaglige samarbejde med de forskellige videnskabsparadigmer en udfordring i sig selv, men på mange måder også her, løsningen vil være. Fordi komplekse problemstillinger kræver komplekse og tværfaglige løsninger. Generelt kan man sige, at på den ene side efterspørges der evidens indenfor området, men på den anden side er det samtidig nødvendigt at modsætte sig evidenstænkningen. Som jeg lige har hørt Emma Holten snakke om i sit foredrag om magt og omsorgsarbejde, så bliver dét, vi ikke kan måle og veje usynligt i vores samfund, men det betyder jo ikke, at det ikke har en værdi. Måske tværtimod.

Hvorfra tror du, din interesse for emnet stammer? Hvor fik du din inspiration? På hvilken måde spiller kunsten en rolle i dit eget liv?

Jeg tror interessen for emnet går langt tilbage, fra da jeg var balletelev og senere arbejdede som balletdanser på Det Kongelige Teater. Jeg tænkte tit over, hvad det egentlig betød for dem, som var inde at se os optræde. Hvorfor går man i teatret, og hvorfor elsker jeg det selv så meget? Jeg husker altid tilbage til, da jeg var balletelev, og en ældre mand fortalte mig, at han ville så gerne give balletten noget igen, fordi ballet havde reddet hans liv. Dette minde poppede op igen under min bachelorskrivning, og jeg undrer mig tit over, hvordan det at opleve kunst som ballet kan redde et menneskes liv. Og hvis det kan det, hvorfor bruger vi det så ikke meget mere aktivt i samfundet? Og så tænker jeg på den russiske forfatter Fyodor Dostoevskys citat: “Beauty will save the world”. Det vil jeg sgu gerne være med til at undersøge! hehe.

Haha, det forstår jeg så godt! Har du nogle tanker om på hvilke måder, kunsten kunne spille en mere fremtrædende rolle i sundhedsvæsenet eller sundhedsfremme i det hele taget i fremtiden?

Jeg forestiller mig, at jo mere feltet bliver samlet, jo højere grad vil brugen af kunst i sundhedssammenhæng blive anerkendt. Der er allerede mange tiltag rundt omkring i verden, og Danmark er faktisk bagud på området i forhold til de andre nordiske lande. Der mangler ressourcer og en samlet indsats, hvor fx en kunst- og sundhedsuddannelse kunne være relevant. Der er flere, der argumenterer for, at man i folkesundhedsvidenskaben i meget større grad bør inkorporere det smukke og det æstetiske som en del af menneskers sundhed og velvære.

I den sammenhæng bliver WHO’s definition af sundhed tit refereret til: ”Sundhed er en tilstand af fuldstændig fysisk, psykisk og socialt velvære, og ikke blot fravær af sygdom, smerter eller andre skavanker.” Det vil sige, at det at være sund er mere end bare at være rask. Det kan også for eksempel være det at opleve en meningsfuldhed, håb, en tro på sig selv og en mindsket oplevelse af ensomhed. Alt sammen noget kunst måske kan bidrage med. Antropologen Ellen Dissanayake beskriver ligefrem kunst som værende en menneskelig adfærd og et nødvendigt behov. Ligesom mad og husly er kunst en del af artens overlevelse, men samtidig er det meget svært for os mennesker at beskrive, hvorfor og præcis hvordan dette bidrag foregår. Undersøgelsen af det, tror jeg helt sikkert, kommer til at fylde meget mere i fremtiden