Copy of Kommunehospitalets skæbne pt. III

Af Karen Damgaard, stud.psych. & Elvira Hallengren, stud.psych.
Foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.

Screen Shot 2018-05-23 at 14.50.57.png

Tredje og sidste del af en serie om de historiske bygninger, der danner rammen om vores studieliv.

En formiddag i november satte vi maskinmester Casper stævne ved Betjentstuen, hvorfra en labyrintisk færd rundt på det gamle kommunehospital udgik. Nysgerrige efter at opdage nye kroge i de bygninger, vi til hverdag befinder os i, og med et ønske om at blive klogere på historien om et hospital, der blev til et universitet, lod vi Casper føre os rundt på sin arbejdsplads. Sidst gik vi på opdagelse i kældrene under Kommunehospitalet, dykkede ned i historien om de atomsikrede operationsstuer og blev mindet om, hvor velsmurt en maskine, dette kompleks af fredede bygninger, der nu huser godt 6000 studerende, er. I denne sidste del af fortællingen om det gamle kommunehospital stiger vi til vejrs.

Graffiti anno 1863
En miniatureudgave af CSS ville gøre de fleste passionerede dukkehusejere misundelige. Forestiller man sig et tværsnit gennem en af bygningerne, der grænser op til den indre gård mellem Kommunen og hovedindgangen ud mod Øster Farimagsgade, skal man se for sig etage efter etage med forskellige funktioner og historier.

Nederst har vi ikke bare én, men to kældre. Den ene byder på mystik og minder fra tidligere atomtrusler, den anden på mad og mennesker, 3. års studerende ved kognitionscomputere, statskundskabere, der spiller bordtennis, og psykologistuderende, der leder efter kaffe i Kaninen. Det rige og varierede liv, der leves her under jorden, står i kontrast til de næste par etager, hvor det ene anonyme undervisningslokale afløser det næste. Her stavrer studerende frem og tilbage, forvilder sig måske ud i en af de mange toilet- og trappeopgange, hænger frakker på knager og retter blikke mod tavler. De placerer måske tyggegummi under bordplader, men sætter aldrig rigtigt nogle mærkbare spor, der vil stå tilbage, når fremdriftsreformens vind har blæst de kloge hoveder videre.

Anderledes anseelige aftryk ses på de øverste etager i de gamle bygninger. På vores tur med Casper rundt på loftet kommer vi forbi adskillelige signaturer fra tidligere tiders håndværkere à la ”Tømrer Svend Jensen 1863”. Dertil pryder tagblikkenslagerens våbenskjold flere gavle, og så står der et lille udvalg af flaskeøl rundt i krogene. Disse er ikke helt fra 1863, men støvet der har lagt sig på det mørkegrønne glas er dog i hvert fald halvtreds år gammelt. Sporrene efter godt 150 års bygnings- og vedligeholdelsesarbejde er tydelige, og skulle man selv bygge den omtalte miniatureudgave af bygningen, var der her behov for den helt store værkstøjskasse med søm og skruer, sølvpapir, maling i alverdens farver og lidt formalin. Nærmere forklaring er vist nødvendig.

Screen Shot 2018-05-23 at 14.51.55.png

Elevatormekanik og mystik
Det første rum vi går ind i på loftsetagen, opkalder vi hurtigt ”sølvpapirsrummet” grundet den isolering, der pryder de store ventilationssystemer. Herfra går vi ind i det lokale, der indtil for nyligt husede hundrede år gamle patientjournaler som et levn fra hospitalstiden. Og ved siden af dette rum finder vi noget, der ved første øjekast ligner et håndsvingselement til en gammel modeljernbane, men viser sig at være toppen af en af elevatorerne, der stadig er i brug.

Det næste rum vi kommer ind er stort og tomt, men rummet er ikke uden historie. Her var Casper nemlig nogle år tilbage nødt at lave ekstra strøm, fordi der blev lavet en tv-serie. En serie, ”der ligner ”den 6. sans” - noget med noget lidt overnaturligt”, får vi at vide. Det er både os og Casper uvist, om tv-serien blev droppet eller bare ikke er blevet sendt endnu, men eftersigende skulle den handle om nogle personer, der boede på et hjemsøgt loft. ”Og det gjorde de måske også”, bemærker Casper. Vi udveksler et spørgende blik og venter spændte på en forsættelse, der kommer, som vi bevæger os videre langs de knirkende loftsbrædder: ”Dengang det var byggeplads, inden jeg startede, da var der en vagt der gik herude med en stor glubsk hund, og der var et sted over ved bygning 4, hvor hunden simpelthen ikke ville ind. Den trak bare den anden vej, den skulle ikke derind – uden nogen forklaring”. I dag kan man købe Street Food i kantinen i kælderen af bygning 4, og ovenpå kan man begrave sig i stille læsesalslæsning. Ingen af stederne lægger op til, at man tager en hund med, men hvem ved, om en sensitiv hundesnude ville mærke særlige vibrationer i denne del af det gamle kommunehospital den dag i dag? I så fald burde man også slæbe hunden med til bygning 5, hvor en tidligere køkkenchef engang for ikke så længe siden sad og lavede regnskab, ”og så pludselig smækkede døren, og så så han sådan skyggen af en eller anden person, der gik ind. Og så blev der iskoldt”. Sådanne historier er der nogle stykker af, fortæller Casper og beretter om en tilsyneladende kendt barnemorder, der ”simpelthen brændte lig”, og som lå på Kommunehospitalet i 14-15 år. ”Hun kunne jo godt finde på at gå igen, kunne man forestille sig”, afslutter han. Og vi kan kun nikke bekræftende til den tanke.

Screen Shot 2018-05-23 at 14.52.08.png

Uslettelige spor
At færdes på loftet er som at gå omkring i en labyrint. Vi har for længst mistet fornemmelsen for alle verdenshjørner, men Casper forstår at finde rundt. Efter spøgelseshistorierne er vi ved at trænge til at se sollys, men det viser sig, at vi skal gøre holdt i endnu et vinduesfrit og tilsyneladende tomt lokale. ”Jeg ved ikke, om I kan fornemme en sådan lidt sødelig lugt. Man kan næsten se det på gulvet”, siger Casper og peger på nogle mørke plamager på træplankerne: ”Der stod sådan nogle kar til ligdele til undervisning og forskning. De lå i formalin, og den der lugt kan man ikke sådan komme af med. Med mindre man river det hele ned”. Hermed endnu et konkret spor fra bygningernes tidligere funktion som hospital. Et spor, der sætter sig i næsen og ikke lige er til at komme af med. Vi kigger lidt ængstelige rundt i frygt for at opdage, at en eller andens kropsdel skulle være efterladt i mørket. Så folk er selvfølgelig døde her på stedet, går det måske lidt sent op for os. Casper bekræfter: ”Ja og så hvis der er givet tilladelse af familien – eller nok også alligevel tror jeg – så har man jo skulle bruge noget til at undervise de medicinstuderende”. Formalinpletterne på gulvet står i en sjov kontrast til de mere usynlige spor (ser man bort fra computernoter), som tavleundervisningen nede i et af de rene, højloftede, luftige lokaler sætter hos de psykologistuderende.

Screen Shot 2018-05-23 at 14.52.17.png

Et gyldent eksamensprojekt
Med kommentaren ”Den kan ikke vaskes væk den plet – den kommer igen” med på vejen, skynder vi os at lukke døren til lugten af lig og forestillingerne om patienter fra de sidste 200 år, der hjemsøger loftslokalerne. Vi trænger til at få renset luften, og får hvad vi søger i det næste rum, som ikke er et København Universitetet lejer. Desværre tænker vi, da vi træder ind ad en dør og ud på en balkon, hvorfra vi kan betragte det kirkerum, der ligger under den irgrønne kuppel i bygning 1. Klart lys strømmer ind ad mosaikdekorerede vinduer, væggene er af marmor, og loftet er dekoreret i alverdens farver og mønstre, og ikke så lidt af det er forgyldt.

Manden der skulle dekorere kirken var den nyuddannede arkitekt Carl Petersen, fortæller Casper. Han påtog sig gerne opgaven, men ville lige på en studietur til Rom først – og så var han væk i 16 år. Så de første 16 år stod det fuldstændig uden dekorationer på væggene. Men så kom han tilbage igen, og vi finder senere ud af, at der også fra denne kirkes udsmykning er en tættere forbindelse til studerende end til patienter, idet dekorationen af kirken var Petersens afsluttende projekt fra Kunstakademiets Dekorationsskole. Og som svar på vores lidt undrende mine over for det, der ligner græske mæanderborter, som indrammer flere af vægmalerier, har opgaveformuleringen dengang lydt, at Petersen skulle holde sig i byzantinsk stil.

Men én ting er udseendet på dette smukke rum, en anden er dets funktion. Vi spørger, om det har fungeret som kirke med gudstjeneste hver søndag, men finder, at ”det nok især har været i forbindelse med, at nogen er blevet gift på dødslejret og sådan nogle ting”. Der har selvfølgelig været mulighed for, at en præst kunne holde andagter, men ud over kirken her var der også et kapel ved bygning 22, der kun var tiltænkt bisættelser. Siden størstedelen af de gamle hospitalsbygninger er blevet universitet, har kirken kun været åbnet til kulturnætter enkelte gange. Men Casper fortæller, at ”der har været nogen, bl.a. en kvindelig præst, der gerne ville lave en universitetskirke”. I forhold til ejendomsfirmaet Jeudan er det dog ikke lige til at leje områder, hvor universitetet ikke umiddelbart har noget at gøre. Og derudover er Statens Institut for Folkesundhed, der ikke hører til KU, men til Syddansk Universitet, ikke glade for at have håndværkere gående igennem deres områder, som grænser op til kirken.

Så tom står den altså bare, den forgyldte kirke, som et hemmeligt hulrum med blot en enkelt afgrænsende mur ud til de så velkendte porthvælvinger, som så mange studerende hver dag færdes under, når de går ind i den midterste gård fra Øster Farimagsgade.

Screen Shot 2018-05-23 at 14.52.24.png

Kuplen over kuplen
Vi tænker, at vi nu med besøget i den smukke, gemte og glemte hospitalskirke har bevæget os så tæt på himlen som muligt her på det gamle hospital. Dog bemærker vi, at der strømmer lys gennem det runde gule og hvide vindue, omkranset af bibelsk guldpåskrift, der udgør toppen af det hvælvede kirkerum. Casper forklarer, at selve den irgrønne kuppel, som man betragter, når man vender blikket mod himlen fra fortovet på Øster Farimagsgade, udgør et rum for sig over kirkekuplen. Vejen dertil tog det Casper nogle år at finde frem til. Ad en spinkel trappe og gennem en ellers låst dør får man adgang til rummet under tagspærene. Her fører en lille hønsestige op til en luge i selve taget, og vi kravler op og ud til en overdådig udsigt over hovedstaden. Her stopper turen for Casper, men han åbner en luge i den næste tagryg og instruerer os i, at vi bare skal kravle ”3 meter frem og så til højre”.

Vi runder således turen af oven på selve kirkekuplen, der viser sig kun at være tilgængelig via et bræt man kan balancere sig frem på, før man kan kravle gennem en smal åbning, hvor nogen velmenende sjæle har placeret et stykke skumgummi, der kan beskytte de kravlendes knæ. Det forekommer os, at tømre og andre typer må have haft besvær med at komme hertil, men det er tydeligt, at vi ikke er de første, da træplankerne også her er dækket med ”tømretags”. Vi supplerer med en Indput-signatur, inden vi kravler ud på taget igen og påbegynder nedstigningen. Turen på loftet er slut, og vi bevæger os ned ad trapperne, etage for etage, indtil vi til sidst får fast grund under fødderne. Ude i den novemberfriske luft virker formalinpletter og tømrertags allerede lagt væk, men hvem ved, om vi pludselig i de ellers velkendte omgivelser støder på en øl, der er et par årtier for gammel, eller en angst hund ved bygning 4?

 
Screen Shot 2018-05-23 at 14.52.39.png
Screen Shot 2018-05-23 at 14.52.32.png