Arven fra Husserl

Fænomenologiens legitimitet i psykologisk videnskab 

-en videnskabshistorisk analyse 

Af Isabel Sidenius, stud.psych. 
Juni 2019

BachelorprojektMan kan drage en skelnen mellem filosofi og videnskab, hvor filosofien adskiller sig fra videnskab ved ikke at have et empirisk grundlag. Samtidig hviler en række af psykologiens videnskabsteoretiske og metodologiske principper på filosofiske antagelser, der guider de empiriske undersøgelser. Så hvordan skal man egentlig forstå relationen mellem psykologi og filosofi? Hvor meget kan de tale sammen og hvordan? Det er som oftest en filosofisk diskussion, hvordan, på hvilken måde og i hvor høj grad filosofien skal informere de empiriske videnskaber eller danne det erkendelsesteoretiske fundament, hvorpå de kan stå, men denne problemstilling aktualiseres i øjeblikket indenfor psykologien i forbindelse med en diskussion af fænomenologiens legitimitet i en psykologisk-videnskabelig sammenhæng. Fænomenologien er oprindeligt udformet af den tyske filosof og matematiker, Edmund Husserl (1859-1938), der netop også filosoferede en del over relationen mellem filosofi og psykologi. Den danske Husserl-ekspert, Dan Zahavi, professor i filosofi og leder ved Center for Subjektivitetsforskning på Københavns Universitet, problematiserer forholdet mellem filosofien og de empiriske videnskaber. Dan Zahavi er af den overbevisning, at det er svært at forene empiriske psykologiske discipliner med fænomenologien, idet denne basalt set er ’et transcendentalfilosofisk projekt’. Denne diskussion blev afsættet for mit bachelorprojekt, hvor jeg gav mig i kast med at undersøge, først og fremmest hvad fænomenologi egentlig er, i sin oprindelige filosofiske udformning, og hertil hvorvidt den er forenelig med en empirisk psykologi.

  

Struktur og metode 

Udgangspunktet for opgaven blev således at forstå og fortolke Husserls oprindelige filosofi i lyset af ovenstående problemstilling. Jeg anvendte hermeneutikken som retningsgivende princip og analysestrategi, idet denne kunne bidrage med at forstå udvalgte begreber, delaspekter og det samlede projekt i sin helhed. Da Husserls forfatterskab er kendetegnet ved at indebære en uoverskuelig mængde af litteratur, udvalgtes centrale begreber indenfor tre perioder af hans forfatterskab – hhv. Den tidlige Husserl, perioden hvori han udformer sin Transcendental fænomenologi og Den sene Husserl. Den tidlige Husserl betegner Husserl inden hans ’transcendentale vending’, hvor begreber som intentionalitet og psykologismekritik er centrale for at forstå projektet. I kraft af Husserls værk Cartesianske Meditationer fra 1931, bliver hans fænomenologi til en transcendentalfilosofi, og i denne vending er den fænomenologiske reduktion samt begrebet om det transcendentale ego centralt. Hos den sene Husserl er begrebet Livsverden det mest centrale. Livsverdensbegrebet udfoldes grundigt i Husserls sidste og primært posthumt udgivne værk The Crisis of European Sciences and Transcendental Phenomenology fra 1936, hvori det primære ærinde er at give en indføring i fænomenologien igennem en kritik af de europæiske videnskaber. Således var opgavens sigte at spænde bredt, så en fortolkning af det samlede projekt og udviklingen heri så vidt muligt kunne tilnærmes – med henblik på afslutningsvist at være i stand til at diskutere implikationerne for den empiriske psykologi.  

 

Husserls projekt  

Husserls projekt er erkendelsesteoretisk. Han er interesseret i at undersøge mulighedsbetingelserne for vores erkendelse og stiller spørgsmål såsom: Hvilken oprindelse har vores erkendelse? Hvilke begrænsninger har den? Hvad er dens gyldighed? Han ønsker altså̊ at undersøge, hvordan objektiv erkendelse er mulig med henblik på at danne et ubetvivleligt grundlag for vores erkendelse (en apodiktisk sandhed), der skal udgøre det videnskabsteoretiske fundament for alle empiriske discipliner. Fra starten af sit forfatterskab er Husserl interesseret i de empiriske videnskaber og retter en toneangivende kritik mod den daværende empiristiske psykologi: Den overser aprioriske aspekter ved menneskelig erkendelse såsom logikken. Han betegner disse ideale strukturer, der er universelle og ahistoriske psykiske strukturer, som den empiristiske psykologi med sin entydige empiriske forankring i sanseerfaringen ikke er i stand til at indfange. Herudover udvikler Husserl begrebet intentionalitet, der efterhånden er blevet en almen ontologisk antagelse om subjektets natur indenfor meget human- og samfundsvidenskabelig psykologi. Intentionalitet refererer til, at mennesker altid er rettet mod en genstand, og det er således en relationel egenskab, der er universel og grundlæggende for bevidstheden. Hans begreb om intentionalitet er således et forsøg på at overskride den klassiske cartesianske dualisme, fordi intentionalitet fordrer, at subjektet altid er selvtranscenderende, altid er rettet mod verden som et perciperende og oplevende subjekt, og kun kan undersøges gennem relationen til verden. 

Senere i sit forfatterskab, bl.a. i Cartesianske Meditationer, retter Husserl en kritik mod de empiriske videnskabers naturlige indstilling. Den naturlige indstilling betegner for Husserl en blind, ureflekteret antagelse om virkelighedens beskaffenhed som eksisterende uafhængigt af bevidstheden. Videnskaben opererer altså med en række metafysiske antagelser, der ureflekteret accepteres og skævvrider resultaterne. Husserl mener, at vi igennem den originært givne anskuelse (den rene perception) kan overkomme denne forhindring og undgå at lade fordomme og antagelser ligge til grund for udforskningen – vi skal gå til sagen selv – gennem den fænomenologiske reduktion. Dette gøres ved at fri os for alle vores fordomme gennem en epoché, med hvilken vi sætter parentes om verden og hermed vores antagelser om den. Epochéen er altså et forsøg på at neutralisere den naturlige indstillings forudindtagethed gennem en reduktion, hvor der sættes parentes om vores naturlige antagelsers gyldighed for derved at kunne udforske dem gennem refleksion. Som en del af epochéen er et aspekt, der kan betegnes som ’den transcendentale reduktion’. Den beror på den indsigt, at det kun er så længe, det er bevidstheden, der er genstand for udforskningen, at epochéen kan effektueres. Med epochéen og den transcendentale reduktion bliver det herved muligt at opnå indsigt i bevidsthedens transcendentale strukturer, der for Husserl betegner de erkendelsesmæssige mulighedsbetingelser. Den transcendentale reduktion består således i en indsigt i bevidsthedens transcendentale status, hvor formålet er en bestræbelse på at føre oplevelsen tilbage til tingenes oprindelige fremtrædelsesform, der kun kan abstraheres fra det oplevende subjekt. Til sidst vil man nå det transcendentale ego, der er det samlende led i erfaringerne, som muliggør en helhedsopfattelse af tingenes fremtrædelse.  Hvor ”transcendental” i denne sammenhæng bruges i den betydning, at det er de betingelser, der skal være til stede for, at vi kan sanse verden, og hvor det for bevidstheden er det transcendentale ego, der udgør disse mulighedsbetingelser. Husserl refererer indimellem til egoet som en ego-pol, der kan beskrives som den måde selvet eller egoet indgår i intentionelle akter, hvor denne således er center for handlinger og tankemønstre og fungerer som en kilde til at skabe kontinuitet i de subjektive oplevelser. Det er således gennem egoet, at betydning konstitueres. Det er værd at bemærke, at Husserl opererer med både et psykologisk ego og et transcendentalt ego, der begge er samlende instanser i korrelationen mellem subjekt og verden, som sikrer sammenhængen i alle subjektets intentionelle akter. Forskellen er, at de opererer i forskellige domæner, således at det psykologiske opererer i et empirisk og det transcendentale i et ikke-empirisk domæne. For Husserl har det transcendentale ego forrang over det psykologiske, men begge er med til at der over tid skabes et individuelt, unikt selv med et unikt sæt af individuelle oplevelser og erfaringer – en identitet. 

I Husserls sidste værk The Crisis of European Sciences and Transcendental Phenomenology udfoldes begrebet Livsverden i relation til den videnskabelige krise, som Husserl mener er på spil i sin samtid. Krisen består bl.a. i, at de europæiske (empiriske) videnskaber havde et så stort fokus på objektivitet, at de ikke kun glemte at stille spørgsmålstegn ved grundlæggende antagelser og erkendelsesteoretiske forudsætninger, men også at de glemte den livsverden, mennesket indgår i og forholder sig til. Livsverdenen er både udgangspunkt for videnskabelighed og for meningsskabelse. Livsverdensbegrebet rummer mange betydninger, men fælles for dem er, at livsverdenen er en verden af oplevelsesmæssig karakter; en intuitiv, virkelig og konkret verden modsat den videnskabelige verden, som er abstrakt, ideel og objektiv. Således er livsverdenen den konstituerende betingelse for eksistensen af videnskab og udgør den før-teoretiske verden, der bør tages udgangspunkt i. De empiriske videnskabers opprioritering af det objektive, kvantitative, entydige og eksakte gør dem blinde for, ikke kun det subjektive, men også for de mere eksistentielle og etiske dimensioner, der ligger i en videnskab om mennesket.  

Opsamlende kan man sige, at Husserl således gennem det meste af sit forfatterskab beskæftiger sig med, hvad der er god, fænomenadækvat videnskab, og hans interesse for psykologien er gennemgående. Han sætter fokus på relationen mellem subjekt og objekt, der overskrides gennem intentionalitetsbegrebet, og gør subjektivitet og førstepersonsperspektivet til udgangspunktet for objektiv erkendelse. Hans interesse i at afdække erkendelsens mulighedsbetingelser udvides gradvist gennem hans forfatterskab, idet han interesserer sig mere og mere for de empiriske forudsætninger for erkendelse, hvilket bl.a. kommer til udtryk i hans opprioritering af livsverdenen.  

 

Parallelismen 

Gennem en undersøgelse og fortolkning af Husserls projekt blev det tydeligt, at Husserl konsekvent opererer med parallelle begreber i forsøget på at overskride den cartesianske dualisme. Dette ses bl.a. i beskrivelsen af både en transcendental og empirisk ego-pol, samt i måden de invariante, universelle aprioriske strukturer tænkes indlejret i livsverdenens ikke-transcendentale, subjektive oplevelsesdomæne. Psykologien som genuin videnskab skal ifølge Husserl, ligesom transcendentalfilsosofien, tage udgangspunkt i den subjektive oplevelse og manifestation i livsverdenen, der udgør en parallel empirisk sfære, hvor det psykologiske ego opererer. Husserl veksler således mellem at beskrive psykologien som en parallel disciplin, som en disciplin der er underordnet den fænomenologiske transcendentalfilosofi og som en disciplin identisk med denne. Det transcendentale ligger udenfor empirisk rækkevidde, men i en analyse af spændingsforholdet hos Husserl tegner der sig et lidt andet billede, der tyder på, at det transcendentale og det empiriske aspekt sammentænkes i bevidsthedskonstitutionen, idet det transcendentale hos Husserl forstås som en modalitet, hvori intentionaliteten gives til den empiriske bevidsthed. Det er således dette spændingsfelt, der er omdrejningspunkt for mange af Husserls filosofiske refleksioner over erkendelse, og som gør det svært at vurdere foreneligheden, netop fordi Husserls refleksioner i sig selv kredser om denne potentielle forenelighed.  

 

Fænomenologiens legitimitet i psykologisk videnskab 

Analysen ledte op til en diskussion af foreneligheden mellem fænomenologi og psykologi. Det blev påpeget, at det empiriske og transcendentale er hinandens forudsætninger, og at begge er mulighedsbetingelser for erkendelse. Det blev argumenteret, at Husserl i kraft af sit begreb om livsverdenen ændrer det fænomenologiske projekt i den forstand, at det empiriske får en langt større spændvidde og derfor synes mere forenelig med en fænomenologisk psykologi. Livsverdensbegrebet medfører nogle implikationer for det overordnede projekt, som Husserl i sin død i 1938 ikke havde nået at tænke til ende. Husserls store optagethed af psykologien som empirisk parallel til den filosofiske fænomenologi peger på et ønske om forenelighed. Dette understøttes af hans idé i The Crisis of The European Sciences and Transcendental Phenomenology, om at fænomenologien skal være en ’ny streng videnskab’, der skal sikre ikke kun valid viden, men også prioritere et anti-reduktionistisk videnskabsideal, hvor menneskets etiske dimensioner har forrang. Således peger nærværende bachelorprojekt på, at Zahavis idé om det transcendentales forrang over det empiriske i Husserls projekt i høj grad kan diskuteres, og at foreneligheden mellem fænomenologi og empirisk psykologi kan siges at afhænge af, hvordan man definerer formålet med fænomenologien, forståelsen af empiri samt hvilket fænomen, der er genstand for udforskning. Dette betyder endvidere, at foreneligheden må diskuteres i lyset af, hvilken slags psykologi der bedrives.  Med afsæt i Husserls syn på videnskabelighed, vil der her være tale om en kvalitativ tilgang. Således peger projektet også på det forhold, at der i den fænomenologiske tradition ligger en lang række erkendelsesteoretiske og videnskabsteoretiske overvejelser, der forsat kan betragtes som aktuelle i en diskussion af psykologiens videnskabelighed. Her vil sigtet mod en fænomenadækvat videnskab om mennesket netop fordre en kvalitativ udforskning og betone denne tilgangs videnskabelighed og legitimitet.