AAAARRRRGGGHHHH

Af Ulrikke Gry, stud.psych.

Illustrationer af Martin Bonde Andersen, stud.psych.

Kære læser. Du tænker måske, at du skal til at læse en konstruktiv artikel, der udfolder og reflekterer over vredens mange aspekter. Måske du støder på en socialkonstruktivistisk teoretisering eller to. En forståelse af vreden som noget performativt, diskursivt, noget socialt indlært. Eller måske en freudiansk tolkning, der fremlægger vreden som forsvarsmekanisme. Jeg er her for at sige, at nej, that ain’t gonna happen. Denne artikel kommer ikke til at gøre dig klogere. Dens primære formål er, at jeg kan få afløb for min bidende, rivende, sydende glødende, vrede. Så træd venligst et skridt tilbage.

Jeg er et menneske, der er i rigtig god kontakt med min vrede. Jeg mærker den ofte. Den strømmer igennem mit kropssprog, mit stemmeleje og mine ordvalg. Med andre ord; når det kommer til vrede, er jeg en åben bog. Jeg er et af de mennesker, der mener, at det er vigtigt, at man kan få lov at være vred. Uanset hvor eller hvornår. Man skal have lov til at råbe ad sin onkel til en familiefest. Man skal have lov til at tilsvine fyren i byen, der ikke forstår et nej. Man skal have lov til at ødelægge den gode stemning i større forsamlinger. Hvis alle ikke føler sig godt tilpas, er den stemning alligevel ikke meget værd.

Jeg mærker specielt vreden, når diverse forelæsere vælger at indskrænke pausetiden, så de kan nå at gennemgå alt materiale. Det har min fyldte blære og mit ukoncentrerede sind på ingen måde sagt god for. Og ja, det er da sympatisk, at de brænder for at lære os det hele, men mens jeg sidder uroligt og rokkende med øjnene fikseret på uret, hører jeg intet af, hvad der bliver sagt, og mine tanker centrerer sig i stedet på det enkelte ord ’pause’. Paradoksalt er det, at alle de kloge lektorer, med en uddannelse i psykologi vel og mærke, alligevel aldrig har lært at have respekt for andre menneskers tid. Det bringer mit pis i kog.

Jeg mærker vreden, når modgående fodgængere fylder hele fortovet på mine løbeture og med det samme antager, at JEG skal løbe ud på den trafikerede cykelsti og fikse den manglende plads. Jeg mærker det på gangene, når jeg går forbi mænd, der – enten grundet min lave højde eller mit køn – antager, at JEG IGEN skal vige til siden. Jeg bliver bogstavelig talt vred bare at skrive om det!

Jeg bliver vred, når jeg støder på Andrew Tate wannabe mænd på sociale medier, der snakker om kvinder, som om de ikke har selvstændige tanker, følelser og meninger. Jeg bliver rasende, når såkaldte ’tradwifes in disguise’-influencers ikke er transparente om deres indtægter og dermed promoverer en livsstil, der er meget svært at opnå. Jeg bliver vred, når Indput holder en intern høstfest med konkurrencer, og de to arrangører, who shall not be named (River og Karoline), beslutter sig for, at vi ”alle er vindere”. Altså hvad fanden bilder de sig ind?!?! Jeg bliver vred, når min søster ikke bakker mig op i familiediskussioner, selvom jeg VED, at hun har samme holdning, og jeg bliver vred, når min kæreste ikke svarer tilbage på mine beskeder.

Selvom jeg mærker en kæmpe utilfredshed med omverdenen, får vreden mig også til at mærke, at jeg lever. I den grad! Jeg mærker tilblivelsen, jeg mærker alle de ting, der skal kæmpes for, jeg mærker min krop. De eneste tidspunkter, hvor jeg ikke elsker vrede, er når mine tætteste er vrede på mig. Det er heldigvis sjældent, men når det sker, har jeg lyst til at forsvinde fra jordens overflade. Studie, træning og job bliver svært at gennemføre, og mine tanker bevæger sig automatisk til det, der er galt. Hurtigt kan jeg bruge en hel dag på at tænke på mennesket, situationen og på det knusende faktum, at jeg har såret dem. Faktisk bliver jeg på rekordtid modstander af vredesfølelsen. Jeg mærker, hvordan det bliver et benspænd for forsoning, og hvordan det også kan dække over nogle endnu mere voldsomme følelser som sorg og svigt. Jeg mærker, at jeg lever, men på en destruktiv måde. På en måde, der fremmer ønsketænkning om børnehavetiden, hvor det eneste, man skulle tænke over, var at nå frem til det seje legetøj før de andre.

Vredens kraft er dermed på mange måder konstruktiv. Den kan føles fantastisk og energigivende, men skaber også kløfter blandt mennesker, der har brug for en genforhandling af status quo. På samme vis sætter den os i skak, og tvinger os til at se indad i vores handlingsmønstre. Vreden skaber splid og fremmer behovet for forsoning.

Moral of the story: Vrede er nice, livgivende, forandringsskabende og nødvendig, så længe det er mig, der er vred på dig.