FUCK-DIG’ENS KUNST – Playboi Carti, NBA Youngboy og Nietzsche

Af Andreas Boisen Christensen, stud.psych.

Illustrationer af Christopher Tjørnild Falkenberg, stud.psych.

Moderne hiphop er en udskældt genre, men hvorfor? Man ser dens egocentrisme, aggression, patos og fuck-dig-attitude som negative og ligefrem vulgære træk – vulgære træk – men hiphoppens arrige energiudladning, er netop hvad, der gør den så livsgivende. Moderne hiphop tilbeder styrken og tør sige det. Rapperen lever efter sine egne regler, siger et radikalt ja til sin egen væren og et radikalt fuck dig til dig. Det gør genren befriende bekymringsløs og berusende at lytte til.

“I got cutters in the house, I got pounds in this bitch I got hoes runnin’ in and out, slime in this bitch I go by YoungBoy and I’ll zip you up from talking shit” - NBA Youngboy, “FREEDDAWG”

Det tager mig cirka en halv time at cykle på campus, og jeg benytter mig lejlighedsvist af den halve time til at høre meget høj, meget aggressiv post-2010 rap i mine høretelefoner. På det seneste er den amerikanske rapper NBA Youngboy blevet min auditive følgesvend. Akronymet NBA står for Never Broke Again, en ganske poetisk titel i senkapitalismens endeløse tidsalder. Vi kan forstå det som et tilnavn, han har gjort sig fortjent til. Over tung bas og onde melodier i molskala råber han i mine ører om at dræbe, stjæle, forføre og tjene mange penge (NB: Han har også sange i durskala, der ikke handler om det her), og det er lige som det skal være.

Man kender til klichéfyldte, udvandede og elitære “argumenter” mod moderne hiphop (et paraplybegreb for en masse genrer, men tænk for artiklens skyld rapperne Playboi Carti og NBA Youngboy; stemning over lyrik, tung bas og aggression), der prøver at miskreditere dets værdi: a) det handler ikke om andet end penge, kvinder, stoffer, b) det støjer, c) det kræver intet talent og d) man kan jo for guds skyld ikke høre, hvad de siger. Jeg skal ikke nævne mere, før du aktivt begynder at visualisere konservative kulturkommentatorer og/eller din morfar rynke på næsen, filtreret gennem deres håbløst snæversynede opfattelser af kunst. Endnu værre er de hiphopelitære, der begræder, at hiphop er død, og at vi alle burde høre Eminem og analysere rytmeskemaer til vores dags ende. Selvom der også er plads til dette, skal der herfra lyde et nogenlunde pænt nej tak.

Det er rimelig ligetil at rive de her antagelser fra hinanden. Musik kan som al anden kunst have en given funktion for en given person. Hvis x stykke musik får mig til at have det godt, behøver jeg ikke nødvendigvis argumentere for, hvorfor det er godt. En fornemmelse af at kunne lide noget er, den argumenteres ikke til, altså, følelser ikke er noget, som man analyserer sig frem til. Om man ikke kan høre, hvad de siger, om det er støj, om det er lavet på 10 minutter, det er lige meget. Hvis jeg står med en rimelig lavpraktisk fornemmelse af, at jeg gerne vil høre en sang igen, så har jeg allerede identificeret noget gyldigt i kunstværket. Den kan noget for mig. Desuden er de 10 minutter, en sang kan tage, produktet af en lang række akkumulerede evner, der tager langt mere end 10 minutter at tilegne sig. At komponere original melodi, mixe, lave master, tekstskrive og indspille uden at ende med et absolut ringe produkt, er ikke nemt (før jeg skrev essays om moderne hiphop, producerede jeg det selv i fem år – processen er lige så talentog tidskrævende som ved enhver anden genre).

Den mest interessante pointe er dog kritikken mod rappere som Carti og Youngboys tekstindhold; penge, damer, stoffer, fjendtligheden og vreden. Hvad er det samlet set for en kunst?

“I’m fuckin’ these bitches, alright I’m havin’ my way, alright, uh My fingers, they motherfuckin’ tight My eyes are open, I’m high I can’t believe I can die I just realized I was high I was seventeen on the mic I’m tryna be Carti, not Mike” - Playboi Carti, HBA (2025)

Har du nogensinde lagt mærke til, at vi her ser den eneste kunstform, der tør at sige de her ting? At blotlægge de primitive instinkter, at hylde dem i fuldt flor, at triumfere, være arrogant, være aggressiv, hylde sig selv og råbe jeg er bedre end dig. At sige fuck-dig til hvem end, der lytter med. Det er ikke engang politisk motiveret som i punk, det er et rent og skær fuck-dig for fuck-dig’ens skyld, jantelovens purrene antitese. Vi tænker alle sammen fuck-dig på en daglig basis, det er et menneskeligt grundvilkår, og rap gør alt andet end at sublimere det – den kortlægger det. Det er befriende, berusende og menneskeligt, skønt barskt.

Selvom tonen er negativ, er selve semantikken altid positiv i moderne rap, i.e. den vil gerne livet, og elsker jagten på alt det, som hjertet begærer.

En respons til det her er, at den form for musik, som Carti og Youngboy laver, er senkapitalismens rådne lig. Et lig, der stinker i sin selvgodhed og akkumulering af materiel kapital, eller hvordan akkumulering af materiel kapital og selvgodhed fodrer hinanden i en ond cirkel, osv. Men rapperen erklærer sig først og fremmest ligeglad. Rapperen bekræfter dette; smiler ad det. Moderne rappere har perfektioneret kunsten af at blære sig, at være ligeglad med hvad, du tænker, at have et meget klart værdisæt med krystalklare mål: Damer, penge, stoffer. Det er kunstnere, der decideret griber viljen til magt ved kraven og gnubber den op i dit ansigt – de skylder dig ikke en skid, heraf vreden, aggressionen, det rå og reelle. Eksplicit og direkte at turde træde over andre i sin kunst. Lyrikken, om den så består af gennemtænkte bars, eller hvad der forekommer os som netop ikke gennemtænkt, omhandler ofte rapperens egen overlegne væren, deres ja-sigen til deres liv og deres magt. Rappen er altid ja-sigende, hvilket er det, som gør den Nietzscheansk. Den vil sin egen væren, hvilket også minder om Heideggers Daseinkoncept – udgangspunktet for Carti og Youngboy’s kunst er den konstante bekræftelse af sin egen væreni-verden.

Et andet aspekt af den udbredte modstand mod hiphop omhandler kulturelitens ofte moraliserende syn på de, der laver hip hop. Rapperen dømmes uintelligent, vulgær og ligefrem degenereret. Den kulturelitære fantasi – eller rettere sagt perversion – om at al kunst skal være højbrynet, dyb, intellektuel og meningsfuld en er én stor, fejlagtig (og kedelig) forståelse af kunsten, der har sine rødder helt tilbage fra oplysningstidens fiksering på menneskefornuft og tingenes instrumentelle værdi som det absolutte kriterie for kvalitet. Den gode kunstoplevelse kan ikke kun reduceres til det rationelle. Den omfatter også det, der kan føles. Måske reflekterer vi ikke meget, når vi hører Carti, men vi kan føle noget i det, for musikken går hårdt for helvede – pointen er, at dette netop er lige så gyldig en kunstoplevelse (og lige pludselig er der ikke så langt fra Playboi Carti til Romantikken igen). Kunst behøver ikke agere middel for en pointe eller en moral. Vladimir Nabokov beskriver bl.a. dette i sit essay On a Book Entitled Lolita med en radikal æstetisk tilgang, der dikterer, at intet kunstværk skylder dig at belære dig noget – det skylder dig en æstetisk oplevelse.

Det vilde og primitive element, som rap bringer, kan Nietzsche desuden igen hjælpe os med at sætte pris på. Nietzsches analyserede græsk teaters sande værdi som værende blandingen af apollinske (ordnede, rationelle, fornuftige) elementer og dionysiske (uordnede, irrationelle, kaotiske) elementer, der tilsammen symboliserede den sande menneskenatur (Tragediens Fødsel). Selvom Nietzsche dengang tilskrev Apollo til det græske teaters dialog og Dionysos til kormusikken, så finder vi stadig begge kontrasterende elementer i rap, men bare i omvendte roller – lyrikken er blevet dionysisk, berusende, primitiv, kaotisk, driftstyret, og beatet (musikken) er apollinsk, udtænkt, præciseret, koordineret.

For at understrege beatets udtænkte opbygning; hver gang du hører moderne rap, så akkompagneres det af et beat, der er bygget på meget specifikke regler, og for at det hele skal virke, dvs. gå hårdt i mine eller dine eller klubbens højtalere, kræver det melodi, trommer og mix, der alt spiller sammen. Og igen – alt det her er ikke lige ud af landevejen – man komponerer ikke sådanne instrumentaler ved at trykke på tilfældige knapper, man skaber dem gennem omhyggelige musikteoretiske og rytmiske overvejelser. Alene at mixe et track er en videnskab for sig selv. Et vigtigt element af beat-producering er også princippet om, at der skal være luft, dvs.plads til, at en rapper kan have sine vokaler over beatet, og at man med et beat med vilje laver et halvt produkt, der først fuldendes med rapperens vokale input. Dionysos og Apollon i samspil. Og som Nietzsche peger på, er det blandingen af de to og deres indbyrdes holistiske udtryk, der stemmer overens med vores menneskelige natur, m.a.o. det som kan noget.

Rap er befriende, bekræftende, men især også mesterlig i sin vrede. Når den udtrykker sit rungende og overtydelige fuck-dig, så gør den dig faktisk en tjeneste, fordi du jo er velkommen til at synge med. Det behøver ikke nødvendigvis at være et fuck-dig rettet mod dig, du skal simpelthen bare sætte dig i rapperens sted. Det bliver til en simuleret vrede, der åbner for dine egne sluser, og du får endelig lov til at sige fuck-dig. Hvor ellers har du lov til at sige fuck dig? Hvor er det socialt acceptabelt? Hvor mange gange handler du ikke på dine fuck-dig’er? De, rapperne, rækker hånden ud og kanaliserer det hele for dig. Selv tak. Det er ikke uden grund, at genren rage rap og verbet to rage, der betegner både fysisk og åndelig løssluppelse til rapkoncerter, har vundet indpas indenfor den moderne hiphop kultur. Det berusende i vreden, den tunge bas, dyrkelsen af et kaos, som man tæmmer ved at anerkende og udleve. Playboi Carti’s senere festivalkoncerter og hans King Vamp tour fra et par år tilbage er gode eksempler på det her. Selv husker jeg Travis Scott på Tinderbox (ja, han spillede faktisk der et år inden Roskilde) i 2017 som en nær religiøs oplevelse. Moderne raps kunnen udspiller sig bedst i sin reelle virkelighed til de her overdådige og baspumpede koncerter.

En seriøs og vigtig pointe er, at vreden i hiphop hos nogle kunstnere afspejler forfærdelige, grusomme og udsatte miljøer med trange kår på den anden side af lydbilledet. Dette er ikke en sidenote – det er en ret så trist kendsgerning, og det fortjener ingen romantisering. På den anden side er der rappere, der påtager sig personaer, der snakker om kriminelle liv, rapperen ikke selv udlever. Isoleret set er kunsten et unikt og befriende produkt, men det er også vigtigt at være opmærksom på hvad for en virkelighed, den kan afspejle (det skal også nævnes, at rappens tilbedelse og uden tvivl afhængighed af rusmidler ikke er særlig nietzscheansk, men på den anden side annullerer det ikke nødvendigvis rappens andre fremtrædende nietzscheanske aspekter). Det er et uhyre komplekst emne, og det er selvfølgelig også en moralsk gråzone, når Playboi Carti og NBA Youngboy i virkeligheden er nogle ganske lede svin, hvilket man selv kan læse lidt om, hvis man googler ordet assault ved siden af deres navne. Spørgsmålet er, om det punkterer eller affortryller deres musik. Jeg står stadig ved funktionalitetsargumentet – jeg er et frit menneske, og hvis deres musik giver mig lyst til at høre det igen, så hører jeg det igen.

For at afrunde vil jeg anbefale den nyligt udgivne single ALIVE, som er Carti og Youngboy’s første kollaboration sammen. Den er kun på YouTube. ALIVE er uden diskussion det mest udmaksede, støjende, vulgære og vrede eksempel, jeg kan give læseren, og jeg anerkender, at jeg tager en chance. På ALIVE består beatet udelukkende af en dunkende og distorted basgang, der kører hastigt og aggressivt i loop, og herover præsterer Youngboy med et fuldkommen hjernedødt vers og hjernedødt flow. Først senere lægges der synthesizer på Carti’s del. Hans vers er en rasende monolog, der glider over i rap. Hans stemme er filtreret gennem en meget dyb autotune, der får ham til at lyde som en skurk. Det er et dystert, kaotisk, brutalt, hårdt stykke rap. Hvis du beslutter dig for at høre det, så håber jeg, at du kan mærke, hvad det kan, endda uden at have så meget af det, som jeg har skrevet, i bagtankerne – pointen er, at du skal føle det.

“Had to go crazy just for them to say that they hear me? Now, bitch, I been feelin’ discovered Hold on, I came back from the dead now, bitch, I feel alive” - NBA Youngboy, ALIVE