OM TAKNEMMELIGHED OG VREDE OG SORG

Af Amalie Faurgaard Kulager Pedersen, stud.psych.

Illustrationer af Christopher Tjørnild Falkenberg, stud.psych.

I december 2024 udførte jeg over tretten dage et ritual kaldet Rauhnächte; en gammel, tysk tradition, hvor man skriver 13 ønsker for det kommende år ned på hver sit stykke papir, folder dem om sig selv og efterfølgende brænder én seddel hver dag i 12 dage. De 12 ønsker man brænder, vil Universet tage sig af; det ønske, du sidder tilbage med i hånden på den 13. dag, bærer du selv ansvaret for. Da jeg den 5. januar foldede den sidste, lille seddel ud, stod der ’taknemmelighed’.

Og taknemmelighed er måske et underligt sted at starte, når det er vreden, den her tekst skal handle om. Men der ér en sammenhæng, det tror jeg i hvert fald nok. Vi må se.

Sagen er den, at jeg troede, det ville falde mig ret let at være taknemmelig i år. Jeg anser generelt mig selv for grundlæggende at være et taknemmeligt menneske. Jeg er typen, der græder over solnedgange, og hvor meget jeg elsker mine dyr. Som højt og tydeligt proklamerer, hvor taknemmelig jeg er for alt, hvad mine kære og nære gør for mig. Som på enhver gåtur med min kæreste udpeger finurlige blade, kønne blomster og søde hunde med samme glæde som et barn; og sådan har jeg altid været. Taknemmeligheden føles som en rettesnor for mig her i livet, og derfor kan det måske synes underligt, at jeg overhovedet skrev det ned, men de senere år har jeg følt, at jeg er gledet lidt væk fra taknemmeligheden. Vi har haft en lang række af dødsfald i min familie, som består af både to- og firbenede væsener, og det er som om, at døden og sorgen og det slidsomme arbejde, som det er igen og igen at finde vej tilbage til livet fra mørke, tyngde og håbløshed, har gjort det sværere at være taknemmelig. Eller… Måske i hvert fald overskygget taknemmeligheden i perioder. Nogle gange tror jeg faktisk næsten, at min til tider manglende taknemmelighed, eller i hvert fald min manglende verbalisering af den, opstår som en protest. Altså, ikke fordi jeg ikke ér taknemmelig, men fordi jeg oplever, at taknemmeligheden ofte er en silver lining, som tager fokus og legitimitet fra alle andre følelser, når vi sørger; og at det kan være svært for andre at forstå, at følelserne både kommer på skift og på samme tid, og at det at mærke taknemmeligheden og glæden igen, ikke er det samme som, at man er ”kommet videre”.

I foråret 2025 gennemgik min familie og jeg tre dødsfald i vores nærmeste familie. Jeg troede egentlig, at jeg havde været hele følelsesregistret igennem i forbindelse med vores mange tab de seneste år, indtil det gik op for mig, at det først er i år, at jeg for alvor er kommet i kontakt med vreden i min sorg. Nogle af dødsfaldene skete under dybt tragiske omstændigheder, og jeg har været vred på Universet over, at det var sådan mine kære skulle tage herfra. Jeg har været vred over tid, vi ikke fik; alt det jeg skal blive og opleve, som de aldrig kan være en del af eller få lov at se. Vred over at bruge mine ungdomsår på at vandre gennem dele af sorgens landskaber, som mange af mine jævnaldrende først lærer at kende langt senere i livet. Vred over at livet bare forsætter, at man skal kunne alt det samme, som man kunne før, når alt er så tydeligt forandret. Vred over angsten, der følger med så mange tab; en konstant lurende frygt for, hvem der bliver den næste, og hvornår. Vred over at miste tillid til verden og til livet. Vred på mig selv. Men også vred på måden mange i vores samfund går til sorgen på. Jeg har været vred over, at mennesker jeg holder af, i allerbedste mening, møder mig med fraser der begynder med ”i det mindste …” og ”på den lyse side …” og ”vi skal også huske at være taknemmelige for …”. Vred på mennesker, som siger, at de stærkeste sjæle skal udkæmpe de sværeste kampe, og at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Vred på mennesker, der har trukket sig fra vores relation, imens jeg har padlet rundt i detmudderhul, som sorgen kan være. Vred over hvor få, der faktisk tør at sætte sig sammen med en sørgende midt i mørket og bare være dér, i ubehaget, så man for en stund ikke behøver at sidde der helt alene. Vred på mig selv over, at jeg ikke har overskuddet til igen og igen at minde min omgangskreds om, at jeg har brug for dem. Og alle de steder, jeg har skrevet ”vred”, kan du også sætte ”ked af det” ind, eller ”skuffet”, eller måske ”irriteret”.

”Min sorg er vred og uden fred – jeg vakler rundt og råber – forladt blandt verdens tåber”, skriver Stine Pilgaard i digtet Forårssang uden håb, og sjældent har en sætning sunget så rent i mit hjerte, som da jeg læste den første gang dette forår, for det var nøjagtigt sådan, jeg følte det. Og jeg nægtede at være taknemmelig over, at min bedstemor på den lyse side døde pludseligt og uden forudgående sygdom, og at jeg heldigvis fik mange dejlige år med min hest, Prins, og at min farbror i det mindste havde fået fred. Det er ikke fordi, jeg ikke vil taknemmeligheden og lyset og det lette, jeg vil livet så meget, at det gør ondt, men jeg vil hele livet, jeg nægter at gemme mig for smerten i silver linings. Der ér dage, hvor taknemmeligheden er med til at bære mig ud af sorgens skygger, men det er ikke alle dage, den kan det; der er dage, hvor jeg blot må blive der og vente på, at solen står op igen og noget på uforklarlig vis har forskudt sig i mit sind, så jeg igen kan gå ud i verden. Jeg vil ikke prædike en dyrkning af smerte, men jeg vil bede en bøn til den sørgende om at give hele følelsesspektrummet plads og ikke være bange for at mærke det, der dukker op. Sorgen er grotesk og smertefuld, men den er også smuk og fuld af kærlighed, og et eller andet sted tør jeg måske næsten sige, at vi sjældent i så høj grad mærker, hvad det vil sige at være et levende menneske, som vi gør, når vi kommer ikontakt med døden – på godt og ondt. Jeg vil bede en bøn til de pårørende om, måske bare nogle gange, at pakke de velmente og -kendte fraser væk, til fordel for bare at lytte, og måske turde spørge den sørgende, hvad de kunne have brug for. Sproget er stort og vidunderligt, men det kan være så fattigt, der er meget, vi aldrig kommer til at kunne indfange med ord. Du kan ikke fikse en andens sorg, for den er ikke noget, der skal fikses. Men du kan tilbyde dit nærvær, og jeg tror ikke, der er mange, der forstår, hvor stor en gave dét faktisk er.

Jeg har en – næsten – ustyrlig lyst til at ende den her artikel på en glad måde. Binde en fin sløjfe på min sorg. Jeg gad på en måde godt kunne skrive, at jeg har sluppet vreden, og at taknemmeligheden atter blomstrer i fuldt flor, at jeg er kommet styrket ud på den anden side – at jeg har formået at løfte min opgave og være ansvarlig for min egen taknemmelighed. Men det er ikke sandt. Jeg synes stadig ikke, jeg er lykkedes med den opgave Universet, eller Gud, eller tilfældigheden, gav mig for ti måneders tid siden. Jeg er stadig vred, og ked af det, ligesom jeg er glad og taknemmelig, og nogle dage er jeg bare. For tiden funderer jeg meget over et påbud, jeg har hørt ofte de forgangne år. Med skiftende ordlyd er budskabet noget i retning af, at vi ikke må lade sorgen holde os fra at leve livet; det at leve livet ofte forstået som at mærke glæden. For mig runger det af noget med, at vi ikke må gå glip af muligheden for glæden; det lette, det lyse, for at sørge; at vi mister noget derved. Men mister vi ikke også noget ved at insistere på glæden og taknemmeligheden, hvis det sker på bekostning af at mærke tyngden og smerten af et tab? Det vil jeg fortsat gå og tænke over, imens jeg måske – måske ikke – når i mål med at leve op til ansvaret for min egen taknemmelighed. Måske var opgaven ikke så meget at være taknemmelig som en måde at overskygge alt andet, men som en måde at værdsætte det at være et helt menneske.