FØLELSER AF VÆRSTE SKUFFELSE

Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych.

Illustrationer af Marie Fæste, stud.psych.

“I have no idea where this will lead us, but I have a definite feeling it will be a place both wonderful and strange.” Dale Cooper, Twin Peaks

Når man diskuterer enhver følelse som god eller dårlig, opstår en hårdknude. Vi kan anerkende sorg som en naturlig del af at miste en elsket person eller den aktivistiske vrede som central for social forandring. Omvendt kan vi fordømme racistisk had eller apati overfor verdens uretfærdigheder. Vi taler således om følelser som noget, vi bør eller ikke bør føle i forskellige situationer. Men spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening at værdisætte eller fremskynde visse følelser, uanset hvor grimme eller smukke de end er?

Følelser er uden tvivl grundlæggende for alle menneskers liv. I psykologien lærer man typisk om forskellige måder at kategorisere grundfølelser og evt. mere ”komplekse” følelser. Ved denne tilgang går man glip af den faktiske forskellighed og nuance, der er at finde i menneskets følelsesliv. Først og fremmest opleves følelser, og hver enkelt følelse er principielt unik og aldrig oplevet før. Det betyder selvfølgelig ikke, at følelser ikke kan kategoriseres eller generaliseres til noget fællesmenneskeligt overhovedet. Og det gør dem ikke nødvendigvis autentiske. Følelser kan snyde og være dække for andre mere uacceptable eller fortrængte følelser. Følelser kan være løsninger på psykiske konflikter eller fungere som skjulte nydelser, man dybest set ikke ønsker at blive fri af, selvom man oplever følelserne som negative. Den udbredte danske brokkekultur er et eksempel på sidstnævnte

Ikke desto mindre vil jeg præsentere en følelse, som jeg synes, vi bør forholde os mere til. Man kunne kalde den for den glade skuffelse, og den har en kompagnon i det vrede håb. Jeg vil ikke hævde, at vi bør føle denne følelse, men snarere, at vi måske kan få noget ud af at forholde os mere til den. Og dog kan det potentielt foreslås, at denne følelse bagudrettet – og kun bagudrettet – kan opfattes som et næsten etisk fænomen. For at nå frem til skuffelsen starter vi dog et helt andet sted, med noget der helt sikkert er dårligt: Perfektion.

Glem Foucault

”Foucault’s writing is perfect in that the very movement of the text gives an admirable account of what it proposes: on one hand, a powerful generating spiral (…) unfolding ever more widely and rigorously; but on the other hand, an interstitial flowing of power that seeps through the whole porous network of the social, the mental, and of bodies, infinitesimally modulating the technologies of power.” Jean Baudrillard, Forget Foucault

Kun en nihilistisk provokatør af en fransk filosof ville kritisere teksterne skrevet af en anden fransk intellektuel for at være for perfekte. For når Jean Baudrillard her kritiserer Foucaults tekster her for at være for perfekte, er det absolut ikke et kompliment. Foucaults tekster spejler ifølge Baudrillard det, som Foucault igen og igen kritiserer, på tværs af hele hans forfatterskab. Analysen af magt, såvel som magten selv, siver ned i alle verdens afkroge og opsluger alt i en altomsluttende kritik. Lidt forsimplet sagt er teksterne perfekte i den forstand, at deres form og indhold har en næsten harmonisk relation. Med andre ord styrker Foucaults magtanalyser (af seksualitet, galskab, fængsler osv.) selve det han prøver at kritisere. Derfor siger Baudrillard om de franske intellektuelles konge: Forget Foucault.

Gyldigheden af Baudrillards kritik vil jeg overlade til læseren at vurdere, men dette tager vi med videre: Modsat følelser er perfektion nødvendigvis problematisk. Selvom det kan lyde mærkeligt, at noget perfekt er dårligt, kender vi udmærket til det. De fleste er enige om, at perfekthedskultur, den evindelige jagt på 12-tallerne, 0-fejlskultur, urealistiske skønhedsidealer og alt sådan noget, er noget enormt skadeligt. Spørgsmålet er, hvad det egentligt betyder. Perfektion er dybest set noget, vi fantaserer om. Det er en psykisk konstruktion, hvor fejl, mangler og modsætninger udslettes. Hvor alle vores problemer er forduftede. Hvor alt beskidt skal gøres rent. Samtidigt er perfektion også en striks dommer, der aldrig bliver tilfreds. Den umulige perfektion er, hvad det ubarmhjertige overjeg tilskynder med dets evindelige forbud og påbud. Det er, som Freud engang observerede, de mest dydige, der har dårligst samvittighed.

Formuleringer som ”drømmestudiet”, som man ofte hører på den tid af året, hvor en masse nye studerende starter på universitetet, løber mig, for at være ærlig, koldt ned ad ryggen. Drømmestudiet findes ikke, for, ja, det er et fantasme og et skadeligt et af slagsen. Den forestillede studerende, der kommer ind på drømmestudiet, findes ikke. Og man tager de reelle drømme, folk vover at have i denne hårde verden, fra dem. Verden, dit eller mit liv bliver aldrig perfekt. Det kan blive bedre eller værre, men aldrig perfekt. Men heller ikke denne kritik af perfektionen må blive for perfekt. Der skal være plads til hullerne i perfektionens huller. Vi skal turde håbe på, at det gode studie findes. Eller som Inger Christensen skrev, såresimpelt og præcist, at: ”Juninatten findes”.

”Let’s make a new tomorrow” “Come on girls, come on boys // It’s your future, it’s your choice // And your weapon is your voice // Let’s make a new tomorrow // Today” A friend in London, New tomorrow

Alle elsker håb nu om dage, nok fordi vores tid virker så håbløs. Barack Obama sagde i den forbindelse “Yes, we can” i 2008, da han lovede nye boller på suppen efter årene med George W. Bush Jr. ved roret. Det viste sig i løbet af de følgende otte år at være noget mere uklart præcis, hvad det var, ”vi” (amerikanerne, men også hele den liberale verdensorden) kunne. Her i Danmark sagde bandet A friend in London, som nogen måske husker som vinderne af Dansk Melodi Grand Prix i 2011, nogenlunde det samme i vindersangen New Tomorrow. Kom så allesammen, vi kan sagtens ændre verden, hvis vi tror på det. Det er op til os at skabe fremtiden. Men hvorfor føles en sådan sang så tom, nu som i 2011? Er det fordi, vi er blevet for kyniske til at tro på nogen form for håb, eller er der noget misforstået i selve denne måde at anskue verden på?

Den psykoanalytiske teoretiker Todd McGowan kritiserer i sin bog Capitalism and Desire håbet for at være spundet ind i den måde, hvorved den kapitalistiske samfundsstruktur viderefører sig selv. Og andetsteds fremhæver han netop skuffelsen som en praksis, der ikke på sammen måde er spundet ind i kapitalismen. Håbet er tæt forbundet til det løfte om en bedre fremtid, som Obamas gamle ”Yes, we can” udtrykker. Det fremstår, på godt og ondt, som en særdeles amerikansk indstilling til livet. Nemlig en ubøjelig tro på fremskridtet, teknologi og konkurrence. Kort fortalt en optimistisk tro på fremtiden. Fremtidstilbedelsen inkluderer alt fra de progressive kræfter bag borgerrettighedsbevægelsen i 60’ernes USA til hustler videoer på sociale medier, der prædiker, at også du kan blive rig, hvis du arbejder endnu hårdere; og, i lidt mere overført betydning, til McDonalds, Coca Cola og IPhones designet til at maksimere nydelse og convenience, så det hele er så nemt, hurtigt og behageligt; fremad, og det må gerne være lidt lækkert på vejen. Det er lidt tankevækkende, at danskerne i A friend in London i kraft af deres bandnavn også udgiver sig for at være angelsaksiske. Sammen med Obama har vi altså flere angelsaksiske venner, der siger ja, vi kan.

Med den amerikanske fremtidstro i baghovedet fremstår håbet i et mindre uskyldigt lys. Eller snarere bliver håbet næsten til sine modsætning: En optimistisk vished over for, at det hele nok skal blive godt til sidst. Når det hele alligevel bliver godt, er håb egentlig unødvendigt og derfor nok en snydefølelse, som kan opstå, når noget ubehageligt holdes ude af bevidstheden. Håb er derfor ikke et ubetinget gode. Uden sin dialektiske tvilling, skuffelsen, forbliver håbet abstrakt og virker som et slør. Et relateret problem med Let’s make a new tomorow, der mærkværdigt nok også skjules ved at gøre ”Let us” til ”Let’s”, er illusionen om, at der er noget samlet ”os”, der kan ændre verden, hvis bare vi tror på det. Vi ønsker ikke alle den samme verden, og det er via disse konflikter og modsætninger en egentlig udvikling opstår.

Den fantastiske skuffelse

Til gengæld kan den abstrakte utopi i ”Yes, we can” og Let’s make a new tomorrow vendes på hovedet for at blotlægge et vigtigere aspekt af håb end dem, vi hidtil har beskæftiget os med. Ethvert håb begynder nødvendigvis i en skuffelse. Det lyder ret banalt, men virkeligheden er ofte skuffende, og derfor er man nødt til at håbe på noget bedre. Selvom det utvivlsomt havde været mindre politisk slagkraftigt, kunne Obama have sagt: ”No, we could not”, og A Friend in London: ”let’s make a new yesterday” eller alternativt “we could have made a new tomorrow”. Det er altid for sent at gøre alt godt igen. Udgangspunktet er, at der er noget, der mangler. Men for ikke bare at lægge os ned og give op, gør vi oprør og stræber efter noget bedre. Det er det eneste egentlige håb.

Så man kan ikke bare bevæge sig direkte frem mod det gode (og desuden lade som om, at vi er enige om, hvad det er). Det fantastiske ved skuffelsen er, at dets fremtræden retrospektivt viser, at vi rent faktisk turde at håbe på noget bedre. Og måske endnu bedre viser skuffelsen, hvad det egentlig var, vi håbede på. Bruddet med det overfladiske håb er relativt nemt at overkomme, men man finder ofte først ud af, hvor meget man egentligt håbede på noget, efter det ikke er lykkedes. Afslaget på en sjusket jobansøgning kan ærgre én mere end man troede. Omvendt kan det næsten være en lettelse, når man finder ud af, at man egentligt ikke havde særligt meget lyst til eller interesse for dette job. På den måde er skuffelsen en kæmpe ressource.

Og i en kynisk, deprimerende og tiltagende dystopisk verden bør vi ikke se skuffelsen som et knæfald for denne negativitet. Det forholder sig helt modsat. For du kan nemlig ikke blive skuffet uden at håbe på noget i første omgang. Du prøvede rent faktisk at gøre noget, som man var overbevist om var det gode og rigtige at gøre. Det kunne imidlertid ikke vides, før det var for sent. Skuffelsen kan i den forstand virke som en slags forsinket etisk indikator. Når man er alvorligt skuffet, ved man på sin vis, at man forsøgte at gøre noget, man virkeligt håbede på. Derved gør man oprør imod kynisme, ligegyldighed og tilmed den før omtalte perfektion. Derfor kan man med fordel glæde sig ved sin skuffelse.

Hinsides føle-føle

”The only thing of which one can be guilty is having given ground relative to one’s desire.” Jacques Lacan, The Ethics of Psychoanalysis

Alle tekster starter med en idé. Da jeg tilbage i folkeskolen skulle skrive et essay for første gang, nævnte min lærer, som vi allesammen godt kunne lide, at man ikke kunne tvinge et essay frem. Det skulle skrives ud fra inspiration: Ud fra noget man havde oplevet, eller noget man havde på hjerte. Kort sagt ud fra en idé. Her havde han trængt sig selv op i en krog for i den udbredte folkeskolemodvilje imod at lave noget som helst, hvis man kan slippe for det, protesterede vi selvfølgelig og sagde, at så kunne vi jo ikke skrive et ordentligt essay. For det var jo ham, der sagde, at vi skulle gøre det. Sture kom med det helt rigtige svar: Tag jer sammen og skriv det alligevel. For selv om man bliver ”tvunget” til at skrive en tekst, der fremstår inspireret, kan det jo være, at man ved en fejl kommer til at være kreativ, mens man skriver.

Den originale idé til dette essay, som i skriveprocessen er blevet anelse omformuleret, opstod imidlertid til Indputs Halloween fest 2025, blandt uhyggelige skikkelser: Onde troldmænd, skabsnationalister, Amor, Super Mario, Pitbull, Dwayne ”The Rock” Johnson og sågar Larry Wallnaus Statistics for The Behavioral Sciences. Idéens daværende indhold og ophav vil jeg ikke afsløre, men den endte med at blive en form for produktivt benspænd, nu hvor tiderne hvor en autoritet entydigt fortæller én, hvad man skal gøre, for længst er forbi. Kammeraterne og jeg følte os styrede, men i virkeligheden var vi nok friere end nogensinde.

Den banale konklusion er noget, som mange længe har sagt, men som alligevel kan siges igen. Dybest set er det ikke, hvad man føler, men hvad man gør, der er mest afgørende for, hvem man er, og hvad man skal stå til ansvar for overfor andre. Det tragiske er, at vores følelsesliv i så høj grad er koblet til vores opfattelse af godt og ondt. Derfor vil vi sandsynligvis blive ved med at skamme os over at være vrede, når det ikke er passende, eller blive triste over, at vi ikke er gladere, når vi efter (for mig +6 år) bliver psykologer.