Destiny's Child-bogmærket

Af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Med mere end 60 millioner solgte albums på verdensplan, er Destiny’s Child (1990-2006) en af de mest sælgende pigegrupper nogensinde. Du kender nok gruppen bedst i konstellationen af Beyoncé Knowles, Michelle Williams og Kelly Rowland, selvom der har været skiftende medlemmer undervejs. Gruppen blev dannet i Houston, Texas i 1990 med dengang 9-årige Beyoncé og Kelly som to af gruppens oprindelige medlemmer. Beyoncés far var manager og Beyoncés mor lavede pigernes outfits. Pigerne gik oprindeligt under navnet Girls Tyme, men skiftede navn, da en musikgruppe på den anden side af Atlanten allerede havde gjort sig bemærket med et krydderirelateret navn.

Historien om gruppens nye navn er lidt af en skæbnefortælling i sig selv. Beyoncés mor havde et billede af pigerne liggende i sin bibel som bogmærke, og da hun en dag slår op i den hellige bog, ser hun pigerne ligge midt i Esajas bog i Det Gamle Testamente. Esajas bog indeholder profetier om Jesu komme. Forudsigelse, skæbne, barn ... You get the picture. Om historien er sand, ved jeg ikke, men den er i hvert fald god. Med navnet Destiny’s Child skriver pigerne i 1997 pladekontrakt med Columbia Records.

Destiny’s Child dukker derefter op på soundtracket fra Men In Black. Gruppen fanger Wyclef Jeans opmærksomhed, og får lov til at synge kor på en af hans sange. Han kvitterer ved at være producer på ”No, No, No” som bliver deres første store kommercielle succes. Med deres andet album, ”The Writing’s on the Wall”, får gruppen sit helt store gennembrud. Her finder du den karakteristiske lyd af Destiny’s Child i form af skarpe R&B beats, vers med staccato vokal og omkvæd med lækre vokalharmonier.

Sangene ”Bills, Bills, Bills”, ”Say My Name” og ”Jumpin’, Jumpin’” føjes til gruppens hitparade.

Destiny’s Child manifesterer deres superstjernestatus, da de leverer soundtracket til Charlie’s Angels. Med ”Independent Women part 1” får de dansegulvene til at bevæge sig til lyden af (female) empowerment og finansiel uafhængighed, og på ”Bootylicious” synger de højt om kvindelig seksualitet og kropsideal. De tre sorte, unge kvinder fra de amerikanske sydstater står nu solidt plantet på toppen af poppen og definerer, hvordan popmusik skal skrues sammen. Vi skal vist helt tilbage til Diana Ross and The Supremes for at finde et musikfænomen af samme kaliber.

Destiny’s Child var flyvende indtil gruppens opløsning i 2006, og efterlader et succesfuldt aftryk i popmusikkens historie. Gruppen gør sig i øvrigt bemærket i forhold til at have undgået større medieskandaler, som popikoner ellers typisk lider under. Foruden udskiftningen af medlemmerne LaTavia Roberson, Letoya Luckett og Farrah Franklin, har gruppen ikke været genstand for større kontroverser og er således forbundet med nådesløs management og stram professionalisme.

Både Michelle Williams og Kelly Rowland fik udmærkede solokarrierer i kølvandet på Destiny’s Child. Og Beyoncé ... Ja. Beyoncé bestrider i dag nærmest royal status som én af verdens største popkunstnere. Barack Obama er både ven og fan. Derudover er Beyoncé et fænomen, som nu er omdrejningspunkt for et kursus udbudt af Københavns Universitet med fokus på koblingen mellem sort feminisme og populærkultur.

Indput, can you handle this? Byd Destiny’s Child velkommen i bogmærkeklubben!