En tur i Netto

Af Inger Lund Michelsen, stud.psych. og Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Da  hun  trådte  ind  gennem  de  automatiske  døre  og  greb  om  håndtaget  på  den  gule  kurv,  ramte  tanken  hende:  ”Hvorfor  gik  jeg  i  Netto  og  ikke  i  Irma,  der  ligger  lige  ved  siden  af?”.  Var  hun  sådan  en,  der  gik  i  Netto?  Det  var  hun  åbenbart.  Discountpriserne  gjorde  godt  i  SU-budgettet,  og  så  måtte  man  tage  de  rådne  pletter  og  sprøjtegiften  på  frugterne  med.  Men  en  dag  ville  det  blive  anderledes.  Den  dag,  når  lønsedlen  viste  over  50.000  om  måneden,  og  hun  var  ansat  hos  et  af  de  store  konsulenthuse.  Nu  måtte  hun  også  se  at  få  sendt  den  praktikansøgning.  Til  den  tid  ville  hun  kun  købe  ind  i  Irma  og  altid  kun  købe  de  bedste  råvarer;  Økologi,  fairtrade,  svanemærket,  astma-allergivenligt  og  anbefalet  af  dyrenes  beskyttelse!  Hendes  kommende  børn  skulle  ikke  fyldes  med  E-numre  og  kemisk  gift.  Indkøbene  ville  jo  så  nok  komme  til  at  foregå  i  hæsblæsende  tempo  i  den  Irma,  der  lå  nærmest  børnehaven  med  udvidede  åbningstider,  hvor  hun  alligevel  ville  ankomme  klokken  fem  minutter  over  luk  til  sultne  og  skrigende  børn  med  institutionstrætheden  malet  i  ansigterne.  Hun  ville  netop  nå  hjem  og  servere  en  fairtrade  færdigret  eller  take-away  fra  Torvehallerne  og  putte  og  kysse  godnat  på  panden,  inden  hun  kunne  lukke  døren  til  børneværelset  og  igen  være  tilbage  foran  computeren  på  hjemmekontoret.  Endnu  en  dag,  hvor  hun  havde  brugt  længere  tid  ansigt  til  ansigt  med  sin  chef  end  med  sine  børn.

Hun  trådte  ind  i  grøntsagsafdelingen,  hvor  de  grønne,  røde  og  orange  frugter  og  grøntsager  bugnede  under  gule  tilbudsskilte.  Hun  trak  hen  mod  den  sparsomme  økologiafdeling  og  greb  en  pakke  ØGO-peberfrugter,  der  havde  set  bedre  dage.  Se,  man  kunne  jo  også  sagtens  købe  økologisk  i  Netto,  og  så  endda  til  billige  penge.  Hun  havde  jo  godt  nok  også  overvejet  at  sende  nogle  praktikansøgninger  til  steder  i  det  offentlige.  Steder,  hvor  gabet  i  månedslønnen  op  til  de  50.000  ville  skrige  til  himmelen,  og  hvor  der  i  hvert  fald  ikke  ville  blive  råd  til  at  handle  i  Irma  hver  dag.  Til  gengæld  kunne  man  nok  bage  nogle  udmærkede  fødselsdagsboller  af  det  billigste  konventionelle  hvedemel  og  det  ikke-økologiske  gær  til  0,75  kr.  fra  Netto.  Og  med  en  37timers  arbejdsuge  i  et  8-16  job  med  mulighed  for  nedsat  tid  for  børnenes  skyld,  så  skulle  de  små  nok  få  hjemmebag  med  til  fødselsdagen.  Med  nettoposerne  bugnende  fulde  på  cyklen  ville  hun  ankomme  til  børnehaven  kl.  15,  hvor  børnene  ville  klage  over  at  skulle  afbryde  den  gode  leg  allerede,  men  når  hun  kunne  lokke  med  eftermiddagste  og  hjemmebagte  speltboller,  så  skulle  hun  nok  kunne  få  et  par  glade  poder  med  hjem.  Om  aftenen,  efter  at  have  kysset  veltilfredse  røde  børnekinder  godnat,  ville  hun  så  kunne  lægge  sig  på  puden  og  grue  for  det  bureaukratiske  papirhelvede,  som  startede  forfra,  når  hun  skulle  møde  på  arbejde  dagen  efter,  og  hun  ville  kunne  mærke  den  stikkende  smerte  nederst  i  maven,  lige  der,  hvor  drømmen  om  at  facilitere  udviklingskurser  på  toplederniveau  og  skabe  forandring  var  blevet  gemt  væk.  

Hun  havde  fyldt  kurven  med  grøntsager,  økologiske  naturligvis,  for  hun  satte  pris  på  en  kartoffelmad  med  tomat  uden  topping  af  pesticider,  men  i  køledisken  med  kød  begyndte  prisskiltene  at  flyde  ud  for  hendes  øjne.  Næsten  30  kroners  forskel  på  det  økologiske  og  det  almindelige  hakkede  oksekød.  Det  var  de  30  kroner  hun  kunne  bruge  til  en  øl  i  fredagsbaren  i  morgen.  Billeder  af  forhutlede  tremmekalve  i  mørke  pakkede  stalde  med  betændte  øjne  og  blødende  hove,  der  trampede  rundt  oveni  hinanden  blandede  sig  med  fredagsbarens  løsslupne  stemning,  grin,  høj  musik  og  et  dankort,  der  blev  afvist  foran  halvdelen  af  årgangen.  Faktisk  burde  hun  jo  slet  ikke  spise  så  meget  kød,  hvor  mange  kødfrie  dage  havde  hun  egentlig  haft  i  denne  uge?  Med  hendes  forbrug  af  kyllingebryst  og  hakkekød  gjorde  hun  sig  jo  dagligt  medskyldig  i  kødproduktionens  enorme  CO2-aftryk  på  en  planet,  der  i  forvejen  var  gået  i  knæ.  Hvad  nyttede  fantasier  om  en  fremtid,  hvor  der  skulle  balanceres  mellem  arbejde  og  familielivet,  hvis  vi  alligevel  alle  sammen  var  skyllet  væk  med  indlandsisen  til  den  tid,  fordi  hun  ikke  kunne  undvære  sine  frikadeller  som  mor  lavede  dem? 

Det  var  også  frygtelig  pinligt,  at  hun  var  så  konventionel.  Sidst  de  havde  haft  sammenskudsgilde  på  studiet,  havde  hendes  hjemmelavede  frikadeller  brilleret  som  det  eneste  bidrag,  der  ikke  var  vegansk.  Store,  fedtede  og  kødfyldte  havde  de  stået  der  på  buffeten  og  skreget  til  himmelen  om  hendes  småborgerlighed  blandt  ærtehummus,  belugalinser,  quinoasalater  og  rødbedebøffer.  Hun  måtte  hellere  finde  hylden  med  linser.  Mælken,  som  hun  kun  brugte  til  kaffen,  lagde  hun  i  kurven,  velvidende  at  hun  altid  hældte  den  sidste  tredjedel  ud,  fordi  den  nåede  at  blive  for  gammel.  Skiltet  med  ’Undgå  madspild’  fik  det  til  at  sortne  en  lille  smule  for  hendes  blik.  Skyren  med  ekstra  protein,  som  hun  spiste  efter  yoga,  røg  ned  i  kurven,  selvom  det  var  fjorten  dage  siden,  hun  sidst  havde  været  til  yoga,  og  skyrens  forgænger  stod  hjemme  i  køleskabet  og  hoverede  med  sin  stay-strong-kettle-bell-løftende-mand-emballage  og  sin  tahitiske  vanilje,  hver  gang  hun  åbnede  køleskabet.  Måske  kunne  indkøbet  af  mere  proteinholdig  skyr  få  hende  af  sted  til  træning.  Hun  skulle  jo  undgå  madspild.

På  vej  op  til  kassen  indfangedes  hun  af  de  bugnende  slikhylders  farvestrålende  fristelser,  og  hun  mærkede  pludselig,  hvordan  den  der  knurren  helt  inde  bagerst  i  maven  begyndte  at  røre  på  sig.  Hun  kunne  jo  godt  købe  lidt  mørk  fairtraide  chokolade,  altså  den  med  80%  kakaoindhold.  Den  knurrende  fornemmelse  var  i  bevægelse,  den  strakte  og  udvidede  sig  til  et  forslugent  og  grådigt  gab,  der  afslørede  et  hul,  hvor  der  ikke  kunne  anes  nogen  bund.  Gabet  kaldte  ikke  på  kakaoholdig  fairtrade  i  moderate  mængder,  det  kaldte  på  marsbarer,  M&M’s  og  hele  kassen  med  billige  præfabrikerede  flødeboller,  ligesom  når  hun  var  alene  på  værelset  dengang  på  efterskolen.  De  smagsløse  flødeboller  havde  én  efter  én  fundet  deres  sukkerklistrede  vej  ned  gennem  svælget  på  hende,  og  skummet  havde  lagt  sig  som  en  dæmpende  dyne  over  gabets  sultne  skrig.  De  oblatlignende  vaffelbunde  havde  knaset  mellem  tænderne,  indtil  de  var  blevet  til  en  grødet  masse,  som  svulmede  op  nede  i  maven  og  fyldte  ud  der,  hvor  der  ikke  var  noget,  én  efter  én  til  kassen  var  tom.  Denne  opsvulmede  opfyldthed  havde  snart  foranlediget  en  tur  på  toilettet,  hvor  erfaringer  havde  vist,  at  flødebollens  sukkerskum  klart  var  at  foretrække  på  vej  op  igen,  sammenlignet  med  hindbærrouladens  kradsende  og  svigende  retur.  Skal?  Skal  ikke?  Flødebollekassen  føltes  god  og  tung  mellem  hænderne,  og  hun  kiggede  sig  over  skulderen  som  for  at  se,  om  det  overvågende  blik,  hun  mærkede  på  sine  skuldre,  tilhørte  nogen.  Gabet  brokkede  sig  kurrende,  da  hun  satte  kassen  tilbage  og  i  stedet  tog  en  plade  af  den  mørke  chokolade  og  lagde  ned  i  kurven  ovenpå  skyren.  Med  541  kalorier  pr.  100  gram  krævede  denne  plade  alene  mindst  to  løbeture  af  4  kilometer  at  forbrænde,  og  hun  havde  allerede  brudt  sin  ingen  sukker  på  hverdage-regel,  da  hun  spiste  kage  på  studiet  to  gange  i  den  forgangne  uge.  Fra  på  mandag  måtte  hun  tage  sig  sammen.

Hun  så  på  uret.  Hun  havde  allerede  været  alt  for  længe  om  indkøbene.  Køen  tårnede  sig  op  foran  hende.  Gryden  med  daal  skulle  sættes  over.  De  der  praktikansøgninger  skulle  skrives.  I  aften.  Hun  stillede  sig  bagerst  i  køen.  Hun  var  allerede  alt  for  sent  ude,  og  hun  var  nødt  til  at  få  en  god  praktikplads  på  CV’et,  der  lige  nu  var  pinligt  blottede  for  relevante  studiejobs.  Barnet  i  indkøbsvognen  foran  hende  græd  hysterisk.  Hvis  hun  ikke  nåede  yogaholdet  klokken  otte,  ville  hun  få  en  bøde.  Moderen  med  de  stressede  øjne  skældte  ud.  Køen  rykkede  sig.  Kasseapparaterne  bippede.  Hvorfor  skulle  hun  også  lave  daal,  når  det  skulle  koge  så  længe?  Hun  lagde  varerne  på  båndet  og  så  resultatet  af  den  sidste  halve  times  anstrengelser  valfarte  ned  ad  båndet  i  en  slukøret  parade  af  hendes  valg,  blotlagt  så  alle  kunne  se  dem:  Hendes  økonomiske  hensyn,  work-life-balance  prioriteringer,  planetens  klima,  dyrene,  hendes  krop,  hendes  sind,  hendes  fremtid,  nydeligt  pakket  ind  i  ressourcekrævende  plasticemballage.  Valgene  skulle  pakkes  ud,  tilberedes  og  sættes  til  livs  og  dermed  udgøre  det  ernæringsmæssige  grundlag,  der  skulle  forsyne  hendes  celler  og  organisme  med  det  nødvendige  materiale  til  opretholdelse  af  det  liv,  hun  havde  valgt  for  sig  selv.  

Så  stak  hun  hånden  i  lommen,  hvis  gabende  tomhed  afslørede,  at  hun  havde  efterladt  indkøbsnettet  hjemme  på  hylden.  Hun  havde  glemt  sit  indkøbsnet.  Barnet  hylede,  båndene  kørte,  og  varerne  boltrede  sig  ovenpå  hinanden  forenden  af  kassen.  Den  acneplagede  teenager  bag  kassen  rykkede  frem  i  stolen  og  viftede  heftigt  med  kvitteringen  i  luften,  idet  hun  vendte  om  på  hælen  og  styrtede  ud  gennem  de  automatiske  døre:  ”Hey!”,  råbte  han  febrilsk  ”du  glemte  dine  varer!”