Hvis den Anden er Ond, Sutter deres Perspektiv Garanteret Røv
Er ondskab godt, er det ondt at være god, og hvorfor snakker ingen om moral længere?
Af Oliver Hundahl, stud.psych.
Illustrationer af Tobias Wriedt, stud.psych
September 2019
Det er så fashionabelt nu om dage, at sige man vil nedbryde alle dikotomier. For det meste er det en god idé; de fleste dikotomier er det rene bavl. Fuldstændig tilfældigt (som når man skidestiv spiller dart i mørke) har man fyret egenskaber over på den ene og den anden side af en streg, man selv har tegnet op. Vi har altid dikotomier tæt inde på livet. Selv foragter jeg virkelig alt, der så meget som lugter af yin og yang. At alting “også indeholder sin modsætning” og resten af det ståhej, kan de godt smutte længere ud på landet med. Det ender jo også altid bare med at underbygge, at dikotomien var fornuftig. Hvis man påstår, at den ene del umuligt kunne eksistere uden den anden, ja, så ophøjer man det til en kosmisk nødvendighed. “Det maskuline kunne ikke eksistere uden det feminine!” - ha! man kunne lige så godt sige “Flæskesteg kunne ikke eksistere uden broccoli!”. Hele idéen er frastødende, som I nok kan høre, at jeg synes. Tankerne bliver ledt hen på Sovjetunionen. Her så man ofte plakater, hvor der (på russisk naturligvis) stod noget i retning af “ENDELIG ORDEN I SAGERNE!”, med fede, kantede bogstaver over en tegning af Lenin, der med en gigantisk kost, som en anden revolutionær rengøringsmand, var ved at feje biskopper, kapitalister og kongelige ned i historiens vældige skraldespand. Hvis nogensinde jeg stillede op til et valg, skulle min plakat være noget lignende, bare hvor jeg skyllede yin-yang-symbolet ud i et snavset toilet.
Alt i alt ganske fornuftigt at forvise dikotomier til småt brændbart. Men at det er fornuftigt, ændrer ikke en disse på, at det er fashionabelt. I 90’erne havde de Versace, idag har vi etc...
Og dog...
“In fashion, one day you’re in, and the next you’re out.” – Heidi Klum
Der er dog én dikotomi, som jeg synes, vi bør holde fast i. Ofte hører man om folk, der kan finde ‘den gyldne mellemvej’ mellem modsætninger, at de er “virkelige genier, prisværdige og nogen, der har styr på sagerne”, men i lige præcis den her dikotomi, skal vi snart få at se, at kompromiset er hamrende kedeligt (and that’s not the worst of it.)
Jeg taler selvfølgelig om GODHED og ONDSKAB.
Når man taler om den slags, og når det undersøges videnskabeligt, er det altid (ja, undskyld) vanvittigt uinteressant. Det er altid sådan noget “Hvorfor gør folk det onde????” (who cares) eller “Hvordan endte den her seriemorder med at være så mega evil?” (hvor de altid finder frem til, at det aner de ikke, eller at de (morderen) bare var et røvhul lige fra starten).
Med risiko for at få alle Kantianere på CSS (... begge to, eller?) på nakken, vil jeg forsøge at gribe den kun 157 cm høje Immanuel ved skjortekraven, og blive slynget, i spiralmønster, ind i hans verden, for dér at se, om den gamle svinger skulle have noget på hjerte.
Men først…
Schweiz Smackdown
Det siges ofte, at ondskaben er banal. Hannah Arendt har bygget en hel karriere på den pointe. Ja, det kan der jo være noget om (læs: jeg er ligeglad), men langt vigtigere er det dog at sige: midterpositionen er banal. Ikke nok med det, den neutrale midterposition eksisterer slet og ret ikke.
Hvorfor nu ikke det?
Lad os kaste os over universets mest gennempløjede eksempel: Anden Verdenskrig. Sjældent har der været så karikeret et oprids over, hvem der var de gode og hvem der var de onde. Du er enten for racerenhed og etno-national ekspansionisme, eller også er du ikke for det (vi ser lige midlertidigt bort fra de Allieredes eugenikprogrammer i den her sammenhæng).
Alligevel sker det den dag i dag, at folk, når man spørger dem, om de vil have eksempelvis champignon eller skinke på deres pizza, løfter hænderne og svarer “Jeg er ligesom Schweiz, fuldstændig neutral!”.
Ikke nok med, at Schweiz ikke aktivt bekæmpede det tyske regime, de forvaltede endda ganske glædeligt nazisternes guld, nidkært hugget fra det Tredje Riges ofre, og fodrede dermed krigsmaskinen i årevis. Neutralt? Hmm…
Måske kunne det være en definition på det onde: Når man ikke vælger det gode, er man automatisk ond. En radikal påstand (måske), som vi lige lader ligge lidt. Først skal vi som lovet grave os igennem Kants påstande om tre distinkte typer af ondskab.
Som treenigheden, men bare...
“The kind of evil that doesn’t realize that it’s evil, is the worst kind of evil there is.” – Dominico Pucci, JoJo’s Bizarre Adventure (part 6)
Ordinær ondskab. Ja, eller normal (endog banal) ondskab, er den første af Kants ondskabstyper, vi skal snakke lidt om. Lad os lige stille alle tre op først:
normal ondskab
radikal ondskab
diabolsk ondskab
Så snakker vi. Første trin på vejen til en fed teori er et begrebsapparat der batter.
Okay, den normale ondskab er den ondskab, man bedriver, på grund af en, ifølge Kant, såkaldt ‘patologisk’ interesse. Lad os sige, at du er grådig, lad os sige, at du handler med henblik på at vinde forlystning eller hæder. Den ondskab, der her springer frem af din ‘patologi’, er den normale ondskab.
Din roommate har fået renset sit bedste jakkesæt, så han er klar til sit bryllup, men du tørrer pastasovs af kinden med det, fordi du er for doven til at hente en klud. Du stjæler penge op af en blind tiggers hat, fordi du vil købe en Snickers. Det er ordinært onde gerninger. Dit eget umiddelbare velbefindende vandt over din moralske pligt. Let at forstå.
Vi parkerer nummer to og kører direkte til nummer tre.
Diabolo Menthe
Den diabolske/djævelske ondskab, mente Kant faktisk var umulig. Den er lidt svær at wrappe sit hoved om, hvilket nok er derfor, den skulle være uladsiggørlig. Her skal vi forestille os en ondskab, der specifikt ikke er motiveret af en patologisk interesse. Altså ondskab gjort slet og ret, fordi det er ondt, og med ingen anden årsag end det. Ondskab, hvor man intet vinder – ikke hæder, ikke ære, ikke penge, ikke engang den mindste nydelse eller retten til at nikke med et selvtilfreds smil. Ondskab, der vitterligt kun udføres, fordi det er ondt. Lidt som det omvendte af det Lutheranske begreb om godhed, der bebuder, at en god gerning gjort med henblik på at komme i Himlen, slet ikke er en god gerning overhovedet. En god gerning er kun god, hvis man ville gøre den, om så man absolut intet fik for den. Ja, om så man fik hån og ydmygelse som tak. Diabolsk ondskab er det samme, bare med omvendte fortegn.
Jeg har forgæves forsøgt at finde et eksempel på det fra virkelighedens verden, men det tætteste, jeg er kommet, er et spil, jeg engang hyggede mig med på PlayStation 3. ’Overlord’, hedder det, og man spiller som en ond hersker i en verden, der på én gang er en hyldest til og parodi på whatever fantasy-værker, udviklerne lige har haft liggende. For virkelig at udpensle, at ondskab her er ‘godt’, har de installeret et slags ’ondskab-o-meter’ i spillets interface. Når man står ved en skillevej, og vælger det onde, stiger målerens procentsats en smule. Selvsagt vil man gerne have det op på 100%. Det er ikke let, skal jeg hilse og sige. Ofte skal man gøre noget, der går direkte mod ens intuition, og grundigt overveje “Gør jeg nu det absolut mest tænkelige onde i den her situation?”. Antallet af valg er nemlig begrænset, og vælger man bare én gang det gode, kan man godt vinke farvel til drømmen om at blive verdens #1 asshole.
Af onde handlinger skal man f.eks. droppe sin kæreste til fordel for hendes yngre søster (selvom man bedre kan lide den ældre), og stjæle al maden fra en nærliggende landsby (selvom ens undersåtter fungerer langt bedre, hvis de ikke konstant er sultedøden nær).
A Radical Rat
Men selv i eksemplet med spillet, udfører jeg, spilleren, jo dén ondskab af en patologisk grund: jeg er nysgerrig og vil se, hvad der sker, når jeg når 100%. Selv karakteren i spillet får næsten altid en umiddelbar belønning af sin onde handling, på bekostning af et mere langsigtet gode.
Så, hvad? Spilleren og den spillede er begge normalt onde?
Det er her den tredje (faktisk anden) type ondskab kommer i spil (agtigt). Den radikale ondskab er ikke som de to andre. Det er nemlig ikke bare endnu et kriterie for motivation, i stedet er det på meget mere grundlæggende niveau - helt nede i subjektets krydsfinerskelet.
Radikal ondskab udtrykker nemlig det faktum, mener Kant, at mennesket (menneskeheden, endog) som udgangspunkt altid vil gøre det onde. At gøre sin moralske pligt, skriver han, kan virke som en byrde. Hvorfor det? Hvorfor har vi mere lyst til at beholde vores penge, end give dem til “de fattige”?
Radikal ondskab er årsagen til, at vi trækkes i retning af vores patologiske egeninteresse. Ellers kunne man vel godt forestille sig, ja, jeg ved snart ikke, at alle bare gjorde det gode?
Hvad siger Kant om godhed?
The good, the bad and the… uhm…. uh...
“the wise man bowed his head solemnly and spoke:
"theres actually zero difference between good & bad
things. you imbecile. you fucking moron" – Wint
Det, der ligesom er gået igen indtil videre, er at demarkationskriteriet har været motivationen. Af hvad jeg har kunne læse mig til, er det helt det samme, når det kommer til det gode. Lad os sige, jeg pludselig anskaffer mig milliarder af kroner. Hvad gør jeg med dem? Lad os sige, jeg vælger at give dem til velgørenhed, fordi jeg synes, det er det rigtige at gøre og fordi jeg ville få en behagelige følelse af, at jeg har gjort noget godt. Ville det være en god gerning? Næ.
Sagen er, at jeg sandsynligvis ville få vanvittig skyldfølelse, hvis jeg ikke gav pengene væk. Så at give dem væk, og at være tilfreds med mig selv for at have gjort det, beviser bare, at jeg handler ud fra min egeninteresse. For at en handling er god, kræver det nemlig, at den ikke er motiveret af en patologisk... vent… er definitionen af godhed ikke fuldkommen identisk med definition af diabolsk ondskab? Er den eneste forskel ikke, at den ene er motiveret af at maksimere det gode, og den anden det onde? Det bringer os jo ikke et hak nærmere definitionen af godt og ondt!
Hvad med eksemplet med de milliarder af kroner? Hvis vi forestiller os, at jeg gennemskuer, at det ville være alt for egoistisk af mig, at give pengene til en forening, der rent faktisk ville bruge dem til noget nyttigt, og i stedet vælger at give dem til nogen, jeg så sandelig foragter (e.g. Yin-yang-elskernes Forening for Udbredelsen af Dyretortur og A Capella), ville det så være en decideret god gerning, hvis jeg gjorde det af den overbevisning, at det ville være godt i sig selv?
Det er virkelig, som Dostojevskij sagde: “når Gud er død, er alting sygt wack.” [min oversættelse].
Nå, Kant var altså en stor fed blindgyde, men det er jo sådan set fint nok. Lidt som når man på en ikke planlagt omvej, finder en ny restaurant, der senere bliver ens yndlings, selvom man faktisk var faret fuldkommen vild. Dannelse er vel egentlig bare som at gå ned ad en ustyrligt lang vej, hvor hver eneste sidegade er blind, men man går ned af dem alle uden undtagelse.
The only thing it takes for evil to triumph...
Hvad med om vi fandt på en definition af ondskab, hvor noget var ondt, hvis det gjorde noget ondt i verden? Når man beskæftiger sig med ondskab som udelukkende defineret ved motivation, bliver moraliteten bare en slags first person shooter med dårligt leveldesign.
Et af de eneste steder, hvor man faktisk beskæftiger sig lidt med moral nu om dage, er i tabletop-rollespillet Dungeons & Dragons. Her er det en integreret del af det at lave en karakter, at man skal vælge sin alignment. Valget foregår på to akser, hvor x-aksen er lawful-neutral-chaotic, og y-aksen good-neutral-evil. Det sætter gang i nogle vanvittigt komplicerede filosofiske diskussioner, hvis man skal til at dekonstruere den implicitte moralforståelse, der er på spil her. Det er meget interessant dog, at spillet i sine definitioner ikke er konsekvent med, om det gode og onde er vurderet fra et første- eller tredjepersonsperspektiv. Lad os se på et par citater fra Players Handbook:
“Chaotic Neutral (CN) creatures follow their whims, holding personal freedom above all else.”
“Lawful Good (LG) creatures can be counted on to do the right thing as expected by society”.
Hvad der slår os straks, er at den første (CN) siger noget om motivationen og de indre kræfter, der er på spil, mens den anden (LG) er fra et strengt tredjepersonsperspektiv: det handler ikke om hvorfor de gør den rette ting, man kan bare forvente af dem, at de gør det.
Det jeg tror, er, at de er løbet ind i samme blindgyde som jeg. De har ikke kunnet finde på en altomsluttende moralsk lov, som man nødvendigvis er god, hvis man følger. Så falder man bare tilbage på samfundets lov. Det betyder så også, at havde man et samfund, hvor børnemishandling blev betragtet som godt, kunne man regne med at en Lawful Good-starut ville gøre præcis det. Det, de i virkeligheden har beskrevet, er jo bare et overudviklet superego, eller slet og ret gruppepres.
Nå, men vi er altså ikke kommet en disse længere. Undskyld, så mange artikelsider og ingen konklusion. Noget der dog slår mig, er kategorien neutral. Jeg forstår vitterligt ikke, hvad det vil sige at være neutral. Når jeg spiller D&D undgår jeg oftest at spille de karakterer, for jeg synes nemlig, at de er fuldstændig uadskillelige fra de onde. Hvad er definitionen af neutral?
“Neutral (N) is the alignment of those who prefer to steer clear of moral questions, and don’t take sides, doing what seems best at the time.”
Normalt, når man siger om en person, at de ikke har nogen moral, mener man så ikke, at de er onde? Hvordan kan man nogensinde være andet end ond ved bevidst at undgå at tage stilling til godt og ondt?
Det er ikke helt tilfældigt, at jeg droppede hints til modeindustrien i starten af artiklen. Den er nemlig så absolut ond. Dels fordi der internt er modbydelig konkurrence, og dels fordi den forurener mere end næsten alle andre industrier. Vælger modeindustrien at gøre det onde? Næ, det tror jeg ikke. De vælger bare ikke at tage stilling til, om det er godt eller ondt, at deres arbejdere lever under umenneskelige forhold. De gør det onde, uden at vide det, måske? Præcis som Dominico Pucci sagde tidligere i den her artikel.
Hvad med definition af CN, “follow their whims”, det lyder da som Kants definition af normal ondskab. Jamen for helvede... Det er altid det samme, når man vil beskæftige sig med ondskab: det ender i et clusterfuck.
The Good and the Bad and the Centrist, eller When Good Men Do Nothing
Lad os afslutte artiklen med at kigge på to alignments mere:
“Neutral Good (NG) folk do the best they can to help others according to their needs.”
“Neutral Evil (NE) is the alignment of those who do whatever they can get away with, without compassion or qualms.”
Jeg synes, vi begynder at have fat i noget af det rigtige her. Det gode er at forsøge at hjælpe andre, så godt man kan, mens det onde er at handle på sin egeninteresse, og skide højt og helligt på andre. Af onde karakterer kan f.eks. nævnes Jeff Bezos. Af gode karakterer kan jeg ikke komme i tanke om nogen.
Måske er det fordi Kant havde fuldstændig ret: Det er meget sværere at være god end ond. Som god skal man virkelig arbejde hårdt, mens onde bare kan tage en chill.
Vi rammer selvfølgelig nogle umulige paradokser, når vi overvejer, om en person, der konstant kæmper for andres bedste, men alligevel ender med at gøre det hele meget værre, i virkeligheden gjorde noget ondt, eller om en person, der kun har sit eget bedste for øje, og ved et tilfælde hjælper andre uden at ville det, i virkeligheden gjorde noget godt.
Der er selvfølgelig også problemet i, at man sagtens kan gøre noget ondt, få dårlig samvittighed og så bare gøre det igen alligevel.
Ja, første- og tredjepersonsperspektivet clasher, og vi har slet ikke svaret på spørgsmålet: Bør det gode og det onde handle om motivationen eller resultaterne af ens handlinger?
Det kunne vi bruge hundredvis af sider på, men jeg vil hellere slutte med noget andet.
Godhed og Ondskab er som Haver Fyldt med Ukrudt
Godt nok viste alt sig at være et kæmpe katastrofalt rod (lidt som redskabsskuret i de fleste kolonihaver.) Dog synes jeg, vi skal holde fast i begreberne godhed og ondskab, selvom de måske er lidt jordslåede og rustne. Ja, vi skal endda insistere på, at noget er godt, mens andet er ondt.
Lad mig give et eksempel. I 2019 underskrev Trump-administrationen en udvidelse af den såkaldte Mexico City Policy, bedre kendt som the Global Gag Rule (underskrevet 2017, indført af Reagan i 1984).
Den gør det ulovligt for NGO’er (også ikke-amerikanske NGO’er) at støtte seksualundervisning (herunder prævention), tilbyde lovlige abortydelser, aktivt bekæmpe HIV og AIDS og sågar støtte udbredelsen af rent drikkevand og bekæmpelsen af malaria, hvis de modtager penge fra the U.S. Global Health Efforts. En NGO, der modtager penge fra USA, må altså heller ikke bruge penge, de får af andre end USA, på de ovennævnte (og mange flere) ting, hvis de modtager så meget som én amerikansk cent. Det er et kæmpe problem, når USA er en af de nationer, der giver mest til såkaldt velgørenhed (op til 11 milliarder dollars årligt). NGO’er må altså vælge at undvære pengene, eller få dem på bekostning af et gag.
Der er ikke nogen tænkelig måde, man kan overbevise mig om, at det ikke er ondt. Direkte ondskabsfuldt. Det rager mig, om de gjorde det af et godt hjerte, om de ikke var drevet af “patologiske motivationer”, eller om de var så snotdumme at de troede, det ville gøre noget godt for andre. Det er ondskabsfuldt. Det bør være klart for alle og enhver, at det ville være et kæmpe problem, hvis vi smed moralen ud ad vinduet, eller udvandede den med klichéer som “det gode og det onde er subjektivt / et socialt konstrukt / en samfundsmæssig illusion” eller hvad fanden man nu kan finde på. Fordi selvfølgelig er det bare noget, vi har opfundet, ja, det ved vi, kan vi komme videre i teksten?
Det værste, man kan gøre som psykolog, når man står ansigt til ansigt med noget så afskyeligt, er at sige: ”Prøv at se det fra den andens perspektiv!”. Alligevel er det den slags, vi altid bydes, i disse moralske bankerottider.
Hvis den anden er ond, sutter deres perspektiv garanteret røv. Det er lige meget, hvad undskyldningen er, det er lige meget, om du havde en hård barndom. Selvfølgelig skal vi søge at forstå det onde, så vi kan forhindre det. Men har man gjort noget ondt, har man gjort noget ondt. Så langt var Dungeons & Dragons i det mindste med!