Hvorfor vi ikke har brug for mening
Af Morten Vifeld Issa, stud.psych. og Gustav Egede Kristensen, stud.psych.
Illustrationer af Marie Fæste, stud.psych.
Mening er det nye lykke, og ikke nok med at vi skal prøve at være lykkelige, så skal processen nu også være meningsfuld. Er du også træt af meningsræset? I denne artikel tager vi parti med psykoanalysen over mysticismen, Freud over Jung, nej over ja, akavetheden over harmonien og passivitet over aktivitet: i en kamp imod, ja, mening.
Man kunne tro, at opblomstringen af stjernetegn, tarotkort, krystaller og lignende mysticisme hænger sammen med et behov for mening. I en affortryllet, fremmedgørende verden kan man have brug for at give ens mekaniske hverdagsliv mening på ny. Måske for at føle sig som en del af noget større eller for at opleve, at der alligevel kan være en mening skjult bag hverdagens monotone rytmer. Vi kender nok alle følelsen af at sidde fast i hamsterhjulet, om det er på kontoret, i supermarkedet, i telefonkøen i kundeservice eller når man ikke engang kan få fat i et menneske til at løse ens problem og i stedet bliver spist af med AI, der ikke fatter ens problem. Om den “fortryllede” verden nogensinde eksisterede, er et åbent spørgsmål, men spørgsmålet er, om mysticismens gen-fortrylling af hverdagslivet tilbyder en reel løsning på problematikken. Og om vi egentligt har et behov for mening?
Mange besidder en stor skepsis overfor mysticismen. Den sædvanlige, naturvidenskabelige kritik af astrologi er for eksempel, at det er en pseudovidenskabelig udgave af astronomi – den videnskabelige disciplin om planeter, universet osv. Det er fra vores perspektiv en valid kritik, men den er alligevel begrænset, da den misser astrologiens psykiske problem – eller løsning, om man vil. Den, der nysgerrigt læser sit horoskop, ved naturligvis godt, at det, de læser, ikke rummer den samme slags sandhed som tyngdeloven. Enten læser den astrologiinteresserede med en ironisk distance, eller også snakker vi om det som at ”jeg ved godt, at det ikke passer, men det giver alligevel mening for mig” eller ”jeg oplever, at det giver mig et eller andet”. Det minder til forveksling om den psykologiske test brugt ved en ansættelse i en virksomhed, der godt nok ikke giver det fulde svar, men kan være ”en god samtalestarter”.
Psykoanalysen tilbyder et andet svar, hvilket måske kan virke overraskende, da psykoanalysen for mange smager lidt af astrologi.
Umiddelbart ses en opprioritering af det irrationelle og det uforståelige. Man arbejder med de utøjlede energier fra det dyriske ubevidste, der finder sin mest mytologiserede form i Carl Jungs tvist på det freudianske projekt med introduktionen af arketyper og det kollektive ubevidste. Det er netop med idéen om det ubevidste som en stor beholder (det underbevidste, isbjerget) af instinkter, symboler og arketyper, at psykoanalysen går galt i byen, fordi man formoder at kunne finde en mening ved at grave dernede. Og ja, Rorschachtesten bliver fortsat brugt i det offentlige system – er det ikke noget pseudovidenskabeligt bavl? Fra vores perspektiv er pointen med Rorschachtesten imidlertid ikke, at den viser en sandhed, men at den konfronterer os med det ubevidste.
“Tesen lyder således, at behovet for at finde mening ikke nødvendigvis er et autentisk behov, der kommer fra dig selv, men fra den ideologi, den store Anden, der former din fortolkning af virkeligheden og dig selv”
En langt mere frugtbar vej er idéen om den store Anden, som er udviklet i den franske psykoanalyse. Den store ”Anden” er i en simplificeret version en samling af kulturelle forventninger etableret som et slags over-jeg i psyken. Det er referenten mellem os selv og omverdenen, brillerne vi ser os selv, såvel som andre, gennem. Det er den udefinerbare “Anden”, der legitimerer kulturelle symboler – herunder sproget. Det er hele den sovs af antagelser omkring vores omgivelser, der tillader os at gøre det forståeligt at være i live.
En god analogi for den store Anden er en ideologi. Dit personlige kludetæppe af en ideologi, der sammen med din specifikke biologi leverer din subjektive oplevelse af verden. Vi kan stille det op på følgende måde: En sten har en given massefylde, hårdhed, mineralsk sammensætning osv. Listen er lang. Men betyder de egenskaber som sådan noget i oplevelsen af stenen? Næppe. Hvorfor synes du den er flot? Hvorfor betyder lige præcis den her sten noget for dig? Inde i dig er et ikke-reducerbart regnestykke af oplevelser og indtryk, der danner grundlag for det irrationelle – det menneskelige. Men hvad er kendetegnet ved en ideologi? Forvrængning af din oplevelse af virkeligheden. Tesen lyder således, at behovet for at finde mening ikke nødvendigvis er et autentisk behov, der kommer fra dig selv, men fra den ideologi, den store Anden, der former din fortolkning af virkeligheden og dig selv. Behovet for noget, som den mekaniske, affortryllede og fremmedgørende verden ikke kan levere er måske nok reel, men mening i almen forstand er ikke nødvendigvis svaret. I en næsten banalt provokerende buddhistisk drejning, er vores spørgsmål om det overhovedet er løsningen at tilføje mere – tilføje mening? Eller kan vi alternativt tænke i at fjerne noget? Fratage noget dets indflydelse over os, og dermed ophæve manglen på mening, uden vi behøver at konstruere eller finde mening?
Om den store Anden optræder som Naturen, Universet, Gud eller Nationen er principielt ikke af stor betydning. Det vigtige er, at den store Anden kun findes, fordi vi tror på den, og at den er kilde til mening. Eller i hvert fald kilde til en fortælling om mening, eller manglen på den. En mening, en Tayloristisk hverdag, og en af-romantiseret og mekanisk videnskab ikke kan tilbyde.
At den store Anden findes, siger intet om indholdet af den. Om indholdet er godt eller dårligt for os. Noget tyder i kontekst af vores samtid på, at det gængse indhold ikke formår at tilfredsstille nogle behov. Orienteringen mod mystikken kan her forstås som et symptom på den utilstrækkelighed. For at vende tilbage til vores spørgsmål, er det her et spørgsmål om at tilføje mystik, eller tage vores store-Anden-briller af. Måske er der faktisk ikke noget at gøre for at undslippe denne hårdknude. Og måske sagde Svend Brinkmann det overraskende præcist med sin gamle tese: “Lad os tage nej-hatten på”. Rådet herfra lyder: Du behøver ikke finde mening. På den ene side er den der altid og på den anden side er den altid falsk!
