WOODY ALLEN TERAPI TIL REGNVEJRSDAGE

Af Marie-Louise Olsen, stud.psych.

Illustrationer af Monika Maria Yazdani, stud.psych

Jeg træder ud ad hoveddøren, bemærker regnens blide dråbefald, og opslår paraplyen som udfolder sig, som forårsblomster springer ud. Regnen ligger som et diskret slør over byen. I mine høretelefoner spiller Sidney Bechet Si Tu Vois Ma Mère. Der er noget ved klarinetten. Den måde den glider ind over gadens lyde. Lysene, som altid virker mere vibrant og varme i regnens favne tag. Hele sceneriet får verden til at virke lidt mere som en film – min film. Jeg går ikke bare til Netto. Jeg går mod skæbnen med paraplyen let skråt på hovedet og blikket længselsfuldt rettet mod en fortid og fremtid, som endnu er mig ukendt. Det er romantisk. Det er melankolsk. Det er utroligt upraktisk, fordi jeg hver gang glemmer at købe mælk.

Og midt i det hele, mens Billie Holidays Blue Moon tager over i mit soundtrack, må jeg erkende det: jeg elsker Woody Allen. Ikke bare lidt. Ikke på den ironiske måde. Jeg elsker hele pakken – neuroserne, jazzsoundtracket, de evige sort-hvide sekvenser af byliv og eksistentielle samtaler på fortovscaféer med rødvinstænder og tunge uldfrakker. Og det er pinligt. For det er ikke cool at elske Woody Allen længere. Det er faktisk decideret akavet. Som at indrømme, at man stadig kan lide Facebook, eller at man synes, Freuds seksuelle teorier måske har en fat i noget.

Men måske der er en sammenhæng. Måske der er en slags personlighedsvariabel – lad os kalde den “excentrisme-koefficienten” – der afgør, om man tænder på den sort-hvide jazzverdens skyld, overanalyse og sarkastiske monologer. En slags psykologisk lakmustest: Jo mere du nyder at romantisere din ensomhed og forelskelse til tonerne af Chet Baker, jo større er sandsynligheden for, at du også synes, Manhattan er et mesterværk (og vælger at ignorere… alt det andet). Men nok også, at du scorer temmelig højt på neuroticisme i The Big Five.

...Men altså, der er jo en særlig skønhed i jazz på regnvejrsdage.

Og måske også en terapeutisk værdi – ikke i filmen eller i manden bag den, men i den måde musikken og stemningen i hans film, kan bruges på regnvejrsdage og få hverdagen til at krølle sig sammen og åbne sig op på en og samme tid. At romantisere hverdagen er ikke bare sentimentalt dagdrømmeri. Det er en form for selvterapi. En stille modstand mod det flade og det funktionelle. Det er, at nægte at lade verden være grå og ligeud. Selv i regnen. Men i stedet træde ind i den med egne kulisser og lydspor. Som en slags bevidst illusion. At spadsere gennem Københavns gadelandskab med såkaldt ’maincharacter energy’, som ungdommen ville sige. Når du sætter jazz på i ørerne og lænder dig ind i en stemning, du måske ikke engang kan sætte ord på, er det ikke eskapisme – det er virkelighedsforstørrelse.

Du skaber et mellemrum, hvor det trivielle – trappetrin, trafiklys, døde bladrester på fortovet – pludselig bliver meningsfuldt. Og i dét rum bliver du hovedpersonen. Ikke på den storladne Hollywood-måde, men som den stille karakter i en fransk film, der ser op mod himlen og smiler lidt trist til sig selv, mens regnen prikker mod kinden og verdensuret tikker videre i baggrunden.

Det kan måske virke dramatisk, men jeg ser noget dybt menneskeligt i trangen til at se poesi i det almindelige. Det gør det hele lidt lettere at bære – og lidt smukkere at være i.

Og måske er det netop den lille jazzscene i regnen, der gør, at man overlever endnu en mandag uden at forsvinde helt ud i gråtonerne.

Helt sikkert er, at jeg omfavner regnvejrsdag efter regnvejrsdag som en terapiform, som jeg har valgt at døbe ’Woody Allen terapi’.

Komisk, forunderlig og måske en anelse prætentiøst at kalde det decideret terapi, men så minder det på den måde ganske passende om en Woody Allen film, som du selv kan tage din del i. Og terapien er utrolig simpel; grib din paraply, dine høretelefoner, og playlisten ’POV: Woody Allen terapi på regnvejrsdage’ på Spotify, og så er du klar til at hverdagsromantisere din regnvejrsmandag, som var du med i ’A Rainy day in New York’.

Jeg har selv lige været ude på en tur som også din kan blive, og nu så står jeg så her. I opgangen, våd om skoene, og måske lidt klogere på livet. Jeg har gennemlevet en eksistentiel minifilm i tre akter, med blå toner, hastige skridt og klap på våde hunde. Og jeg føler mig egentlig ret opløftet. Men da jeg så får kigget ned i mit indkøbsnet, og igen er tilbage i den virkelige verden, husker jeg det.… Jeg har selvfølgelig glemt mælken.

Igen.

Men måske er det netop pointen: Der er ikke nogen forløsning. Bare en ny scene i et nyt regnvejr, med den samme gamle fejl. Og sådan gentager det sig – regnvejrsdag efter regnvejrsdag, selvfølgelig til tonerne af ’That Old Feeling’ af Chet Baker, som griber mig med latter, når mælken glipper. Og det er måske det smukkeste ved det hele.