Manifest for de nye psykologistuderende

Af Inger Lund Michelsen, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.

Et spøgelse går gennem CSS. Dets navn er Utilstrækkelighedsfølelsen. Det kommer snigende, allerede når ekkoet fra rusugens fest og musik ebber ud, og de sidste gajolshots er tømt, og hverdagen som førsteårsstuderende rammer.

Screen Shot 2017-10-19 at 10.06.11.png

Årgang efter årgang af nye psykologistuderende har slæbt dyre, tunge pensumposer fra Academic Books i den ene hånd, mens de med den anden har skrevet superortiginale motiverede ansøgninger til det udvalg, der skal sikre deres sociale fremtid på studiet. De har med bævende hjerte åbnet døren til en læsesal med truslen om ”ansvar for egen læring” hængende over hovedet. De har overhørt samtaler i Kaninen om frivillige studiejobs og CV-guf og mærket, hvordan frygten for arbejdsløshed kan plante sig som et frø i bevidstheden midt i en bid chokoladekiks allerede efter tre uger på studiet. De har navigeret rundt i CSS’ vanvidsnummering af lokaler kun for at ende i den forkerte bygning foran det forkerte lokale med deres netop færdiggjorte responspapir om handlingsteorien, og har et øjeblik overvejet, om den eneste handlemulighed, der er givet dette individ i denne sociale struktur, er at gå hjem! Det er her, utilstrækkelighedsfølelsens spøgelse er gledet op og har åndet os i nakken med en hvisken om ikke at være god nok, ikke at høre til på dette studie.

Det er på tide, at vi studerende gør op med eventyret om dette utilstrækkelighedens spøgelse. I denne forbindelse har Indput opstillet et manifest med en række synspunkter og mål for studietiden med henblik på at hive dette utilstrækkelighedens spøgelse ud af skyggerne og mindske dets indflydelse på vores liv.

1. Det er ikke meningen, at du skal kunne forstå pensum

At primærteksterne i kompendierne virker uforståelige, selvrefererende og intetsigende er på ingen måde udtryk for manglende begavelse – det er simpelthen en konsekvens af, at de tekster, der er på pensum, kræver en viden og en teoretisk referenceramme, som man slet ikke har etableret endnu, når man netop er startet på studiet. En tendens, der til dels stadig gør sig gældende, hver gang man tager hul på et nyt fagområde inden for psykologien.

Det er derfor en frustrerende præmis for mange af de første semestre, at man bruger uanede mængder af tid på at læse lange, vanskelige tekster, hvis indhold man ikke forstår, fordi man på ingen måde har forudsætningerne for at kunne forstå dem eller sætte dem ind i et større teoretisk perspektiv.

Efterhånden som man når længere frem på studiet, opbygger man en fundamental viden om teoriretningerne, deres begrebsapparater, og hvordan de placerer sig i forhold til hinanden. Her vil man med en vis lettelse opleve, at man ved en genlæsning af de første tekster faktisk kan forstå (mere af), hvad der står. Indtil da kan det være en fordel at opprioritere læsningen i grundbøgerne og sekundærlitteraturen, idet de kan give et bedre indblik i teoriretningerne og et bedre afsæt for at forstå primærlitteraturen.

2. Sæt den dårlige samvittighed fri – lad være med at læse det hele

Alle hidtidige studerendes historie, er den dårlige samvittigheds historie. Noget af det første, der møder én på universitetet, er skræmmetalen om, at det ikke længere er gymnasiet, og at vi nu har ”ansvar for egen læring”. Det, de velmenende instruktorer og lektorer prøver at sige, er egentlig blot, at alle tekster på pensum ikke gennemgås i undervisningen, og at den primære arbejdsbyrde ligger i den tid, vi selv disponerer til at læse og arbejde med teksterne.

Men den pligtopfyldende elev, der har været vant til altid at have læst det hele og møde velforberedt op til undervisningen, står nu pludselig i den situation, at pensum er enormt, og med oplevelsen af, at det er helt umuligt at læse samtlige tekster til de angivne undervisningsdatoer. Denne oplevelse af konstant at være bagud genererer uanede mængder dårlig samvittighed, fordi truslen om ”ansvar for egen læring” ligger og summer i baghovedet.

En anden og rarere tolkning af ”ansvar for egen læring” lyder, at man på universitetet er mere frit stillet til at indrette sin studieteknik efter, hvad der passer én bedst, og hvordan man lærer mest. Dette betyder, at nogen klarer sig igennem semestret ved at prioritere de mest centrale tekster inden for et givent emne og skimmer let og elegant henover nogle af de andre ved at læse et abstract, et summary eller til nød en Wikipediaartikel. Andre læser meget lidt i løbet af semestret, men kværner sig igennem det hele lige op til eksamen. Nogen opprioriterer nogle af fagene, mens de nedprioriterer andre i løbet af semesteret, i forhold til hvornår eksaminerne ligger, og hvor lang tid man har til at læse op i ugerne op til.

Alle tænkelige studieteknikker og strategier af denne art har én vigtig ting til fælles; nemlig at ingen af dem rummer idealet om at have læst hele pensum og da slet ikke ”til tiden”, men langt de fleste, der benytter sig af dem, klarer sig udmærket til eksamen alligevel. Det vigtige er ikke at have læst alle tekster, men at have læst nok til, at man føler, at man har fået en overordnet forståelse for vigtige begreber og teoretiske pointer. Den dårlige samvittighed er et livsvilkår som studerende, fordi der altid er noget mere, man kunne have læst, men man kan lade være med at fodre den med idealer om at læse ”det hele”. Tænk i stedet på, hvornår du har læst ”nok”.

3. Fordyb dig – særligt i alt det uden for pensum

Universitetet! Fordybningen og læringens legeplads, hvor ens brændende passion for faget gør hver dag til et motiverende festfyrværkeri af dyb viden. Sådan forestillede man sig måske hverdagen som universitetsstuderende på ens drømmefag, men semestret har allerede nu bekendt kulør som 14 ugers hæsblæsende lynkursus, hvor man overfladisk trækkes igennem et virvar af fag, teoridannelser og paradigmer. Hver gang man endelig støder på en interessant teoretiker eller fænomen, er man straks videre til det næste.

Fordybelsen og fastholdelsen i netop de emner, der interesserer én, er derfor noget, man skal kæmpe for at skabe plads til og holde fast i. At læse den Sylvia Plath-roman, at se den True Crime-dokumentarfilm, at tage til det psykopatiforedrag, at lytte til det Hjernekassenpodcast – det er alle aktiviteter, der måske tager tid fra pensumlæsningen, men som er utroligt vigtige for at holde motivationen og begejstringen for vores fag i live gennem mange semestre af obligatorisk og til tider intetsigende pensum.  

Inspiration og input til at blive en god psykolog kommer nemlig både af mere formelle veje – gennem forelæsningerne, pensumlitteraturen og senere selvvalgt litteratur – men den kommer i høj grad også fra mere utraditionelle fronter i tilværelsen, som vi selv skal være med til at skabe.

En anden af disse fronter er at engagere sig socialt på studiet, og i dette henseende er universitetet jo en regulær gavebod af muligheder, uanset om ens interesse skulle være at arrangere fester med Frontallapperne, stå på en scene med Psykorevyen eller spille fodbold med Pavlovs Hunde. Ved at deltage i disse fællesskaber former man sig et netværk på studiet og en følelse af at høre til. Man møder folk, der er længere på studiet end én selv, og som kan give én tips og tricks til, hvordan man klarer sig igennem studiet.

Lad ikke deltagelsen i studielivets mange sociale aktiviteter og tilbud blive endnu en kilde til dårlig samvittighed, men ansku det som en væsentlig og vigtig del af ens studietid, som man har minimum fem år til at udforske.

4. Klog er noget, man øver sig på

Når man starter på studiet, har man som regel en ret god fornemmelse for, hvad ens motivation for at være her er: nemlig at lære om menneskets psykologi og blive en vidende og kompetent psykolog. Meget hurtigt snævres dette fokus ind til det obligatoriske spørgsmål, som altid må stilles inden første time af seminarholdet afsluttes, nemlig ”hvad forventes der til eksamen?”. Vi spørger, fordi vi hele tiden bliver mindet om, at vores præstation evalueres, og fordi vi ved, at hvis vi hurtigt kan styre os ind på, hvad der forventes af os, og hvordan vi skal besvare eksamen, så kan vi opnå den topkarakter, vi ønsker.

Pludselig er motivationen for at lære blevet reduceret til motivationen for at få 12. Målet med uddannelsen er ikke at øve sig og lære, men at præstere. Præstations- og evalueringskulturen er ikke unik for universitetet, men gennemsyrer store dele af vores samfund. Inden for universitetets rammer har det dog den effekt, at den ”sikre” toppræstation bliver hæmmende for essentielle kvaliteter ved læringsprocessen; nemlig nytænkning, kreativitet, nysgerrighed og det at turde udfordre sig selv eller satse. Vi tør ikke øve os, satse eller provokere, for hver enkel fejl eller mangel får karakteren til at rykke en tak nedad, og hvilke andre steder end i karakterbladet får vi serveret sort på hvidt, hvad vi dur til som psykologer (og som mennesker)? Det bliver et mål for succes i sig selv at føle, at vi har let ved ting, og et nederlag når noget er svært, udfordrende eller går galt.

Der er ikke nogen af os, nye eller gamle studerende, der kan se os fri af denne demotiverende tendens, men noget, vi kan gøre, er at minde os selv og hinanden om at holde fast i vores oprindelige motivationer for at læse og lære om psykologien, og om at uddannelse er en arena, der er skabt til at lære og øve sig og dermed til at fejle, satse og være nysgerrig – ikke til at lire den ene toppræstation af efter den anden.  

Et spøgelse går gennem CSS. Dets navn er Utilstrækkelighedsfølelsen. Nye såvel som gamle psykologistuderende, foren jer i kampen mod dette spøgelse! Hver gang vi sammenligner os med hinanden og holder vores succeser op mod hinandens, så vokser spøgelset en lille smule. Lad os i stedet hive det ud af skyggerne og ud i lyset. Lad os tale om alt det vi ikke når, alt det vi ikke forstår, og alt det som får os til at føle os utilstrækkelige. Der skal nok en større samfundsmæssig uddrivelse til, før vi én gang for alle kan smide spøgelset på porten, men det kan være, at utilstrækkelighedsfølelsen vil spøge en lille smule mindre hos os alle sammen, hvis vi øger oplevelsen af at fejl, mangler og usikkerheder er noget, der overgår os alle, men at vores verden består alligevel.

Screen Shot 2017-10-19 at 10.13.11.png