PSYKOANALYSENS HJEMLØSHED
Refleksioner om identitet og identifikation på den anden side af universitetet.
Af Katrine Zeuthen, cand.psych., ph.d., psykoanalytiker, specialist i psykoterapi og klinisk psykologi, tidl. lektor i klinisk psykologi ved Københavns Universitet
Den engelske professor i samfundsvidenskab Michael Billig skriver i sin bog Freudian Repression:
“They are being encouraged to cram their notebooks with the latest studies that mostly will be forgotten by the time it comes to teach the next generation of students. Freud's enduring works will be ignored. Sometimes, students start their courses, expecting to learn about Freud. They will be rapidly disabused. Freud will be dismissed as an infantile pleasure, like thumbsucking or cuddling soft toys. The mature, properly educated psychologist should grow out of such childishness” (Billig, 2014, s. 2).
I september 2024 opsagde jeg min stilling som lektor i klinisk børnepsykologi på Københavns Universitet efter mere end 20 års ansættelser som hhv. Ph.d.-studerende, post doc, adjunkt og endelig en fastansættelse som lektor i 2012. Da jeg kort tid efter blev inviteret til at holde et af dette semesters alternative forelæsninger, besluttede jeg mig for at benytte anledningen til at analysere forløbet omkring min opsigelse, blandt andet ved at stille spørgsmålet om, hvad psykoanalytisk identitet er, hvis sådan en overhovedet findes. Det føltes som en kærkommen lejlighed til at undersøge nogle ting, der ikke bare var personligt vedkommende men også politisk og fagligt relevante: Hvorfor er der ikke længere plads til psykoanalysen på universiteterne, og hvem er jeg som psykoanalytiker uden for universitetets prestigefyldte mure?
Identitet er et vanskeligt begreb og måske slet ikke så psykoanalytisk, når det kommer til stykket. Erik H. Erikson (1950) udbredte begrebet identitet som et specifikt psykoanalytisk begreb. Han skelnede mellem jeg-identitet og gruppe-identitet og var i sin forskning blandt andet optaget af forholdet mellem samfundets organiserende verden og institutionelle bestræbelser på den ene side, og på den anden side jegets udvikling og syntese i samspil med dette. Erikson opfattede jeg-identiteten som en samlet konstruktion af identifikationer, der integreres og opretholdes i en dynamisk proces mellem individet og dets omgivelser. Jeg-identiteten indebar også den bevidste oplevelse af at være den samme person på tværs af livshistorien. Gruppe-identitet refererede til de aspekter af identiteten, som relaterede sig til tilhørsforholdet til f.eks. en nation, en trosretning eller en profession. Der er et dynamisk samspil mellem jeg-identiteten og gruppeidentiteten – jeget identificerer sig med forestillinger fra gruppen, som også indlemmes i identiteten (jf. Psykoanalysen efter Freud og Psykodynamisk Leksikon). På den måde er jeg-identiteten ifølge Erikson afhængig af gruppen, men gruppen er selvsagt også afhængig af jeg-identiteter for at kunne opretholde sin gruppeidentitet og fortsat eksistere som gruppe. Når gruppens identitet udfordres eller ligefrem trues, kan gruppens regler og krav til gruppens medlemmer blive intensiveret for at fastholde medlemmerne i gruppen, hvilket samtidig kan resultere i en eksklusion af andre medlemmer af gruppen. Institut for Psykologis identitet, gruppens identitet såvel som dens medlemmers, blev udfordret, da de studerende blokerede instituttet begrundet i deres kritik af, at deres uddannelse blev ringere. Mange afviste, at de studerendes kritik var berettiget. Og det mindretal, der kunne genkende de studerendes bekymring i marginaliseringen og udvandingen af særlige forsknings- og undervisningsområder, blev irettesat.
Teorier om narcissisme
Er identitet et udgangspunkt, et resultat eller snarere en proces, og er begrebet så vagt og så sparsomt og sporadisk defineret i den psykoanalytiske litteratur, fordi begrebet fordrer, at identitet er et sammenhængende fænomen med et stabilt indhold og en klar afgrænsning, en forestilling, som ikke er psykoanalytisk per se? Er identitet en illusion, men en narcissistisk og nødvendig illusion: at vi tror, vi har en identitet, som fremstiller os på en særlig måde over for os selv og for omverden, og som vi bilder os ind, at vi har fuldkommen kontrol over? Et jeg, der holder sammen på det hele, så at sige? Noget stabilt og uden sprækker, som vi kan præsentere, uanset hvor, hvornår, og hvordan, vi præsenterer det, og for hvem?
Det var Freuds (1914) opfattelse, at en samlende enhed som jeg’et er en projektion ind i teorier om personligheden af en illusorisk enhed, som jeget på et tidligt tidspunkt i udviklingen ganske vist skaber af sig selv, men som ikke desto mindre er en narcissistisk vildfarelse, særligt hvis denne overbevisning om enhed bliver hængende, og udviklingen af personligheden stivner på dette stadie. Det er med andre ord nødvendigt for det lille barn at tage sig selv som kærlighedsobjekt, hvilket er narcissismens fundament. Det var ikke for sjov, at Freud kaldte det lille barn ’his majesty the baby’. Det er afgørende for det lille barns udvikling at føle sig som en omnipotent hersker af sin omverden, fordi erkendelsen af absolut hjælpeløshed og afhængighed er skræmmende og kan være decideret traumatiserende. Men det er lige så vigtigt, at barnet parallelt med sin udvikling opdager, at forestillingen om absolut kontrol er en illusion, og at vi i mødet med andre skal være lydhøre over for deres oplevelse af, hvem vi er, også hvis denne udfordrer vores egen. Det er dog ikke uden modstand, at det lille barn opgiver denne forestilling, hvilket alle, der har været i nærheden af en treårig, kan nikke genkendende til. Og det er heller ikke alle, der lykkedes med at komme helskindet over på den anden side af det narcissistiske udviklingsstadie, og det kan der være mange forskellige årsager til, ligesom det kan komme til udtryk på forskellige måder. Patologisk narcissisme kan være decideret farlig, hvilket vor tids politiske situation er et skræmmende udtryk for.
Det interessante ved Freuds betragtning, at en samlende enhed som jeg’et er en projektion ind i teorier om personligheden af en illusorisk enhed, er, at dette udviklingsstadie også kan afspejle sig i teorier om udvikling af personligheden – at vores behov for forudsigelighed, sammenhæng, transparens og kontrol overføres til videnskaben, hvis denne ikke vil eller kan åbne sig for forskel, diskrepans og konflikt og dermed acceptere, at fravær af viden om det, der er udenfor os selv (og inden i os selv for den sags skyld) og en accept af, at vi ikke har fuldkommen adgang til viden om hverken os selv, den anden eller verden som sådan er en præmis for at udvikle viden. Uden subjektivitet ingen viden. Overbevisningen om, at viden er objektiv og løsrevet præmisserne ved det subjektive bliver et forsvar mod det besvær og den uro eller ligefrem angst, som ikke-viden kan foranledige, når vi forholder os til forskellige og nogle gange modsætningsfyldte informationer om os selv og verden, og det bliver et forsvar imod at være i kontakt med vores egen sårbarhed, ganske som det er hos det lille barn.
Mens Freud med sit begreb om narcissisme ville undersøge, hvordan det første jeg bliver til samtidig med narcissismen, når det lille barn tager sig selv som kærlighedsobjekt, supplerer Jean Laplanche og Jaques Lacan Freuds teori ved at inddrage den andens tilstedeværelse som afgørende for, hvordan denne udvikling finder sted. Når ynglingen Narcissus fra den græske mytologi spejler sig i sit eget spejlbillede ved søens bred, oplever han, at der er noget, der mangler. Han tilfredsstilles ikke af sit eget billede og sygner hen i en længsel efter noget andet, noget, han ikke ved, hvad er og ikke er i stand til at finde frem til, fordi han ikke forstår, hvad det er, han mangler. Og det er denne fremmedhed, Lacan (1966) vil udfolde med sin spejlmetafor: At det ikke er selve jeg’et men snarere billedet af jeg’et, der er på spil i narcissismen. Narcissus oplever en modsætning mellem det, han ser i søens spejl, og det han oplever indefra. Der er noget, der ikke stemmer, og det er den andens potentielle tilstedeværelse i spejlet, der forstyrrer.
Spejlbilledet er ifølge Lacan en formativ gestalt, noget der kommer udefra og samtidig opleves meget stærkt indefra af det lille barn, netop fordi der er en uoverensstemmelse mellem det, barnet får øje på og det, barnet mærker. Denne forskel er defineret ved to aspekter ved spejlingen, som udgøres af to modsætningspar: modsætningen mellem barnets indre oplevelse af sig selv og spejlbilledets form, og så modsætningen mellem barnet, der ser sig selv i spejlet, og barnet, der bliver set af forældrene. Barnet både spejler sig og bliver spejlet. Spejlbilledets helhed er i et modsætningsforhold til den indre turbulens, barnet oplever ved sin kropslige utilstrækkelighed, og barnet kan tilegne sig sit spejlbillede ved at kanalisere denne indre turbulens i spejlets retning. Gennem sin identifikation med det samlede og derved samlende spejlbillede kanaliserer barnet den libidinøse dynamik, det oplever ved sin kropslige utilstrækkelighed, over i spejlet. Identifikationen med spejlet giver barnet mulighed for at lindre sin sårbare tilstand med en illusion om beherskelse. Man kan sige, at barnet hælder sin hjælpeløshed ind i en stabiliserende form, fordi spejlet møder barnets oplevelse af fragmentering udefra og dækker det med et ensartet selvbillede. Lacan supplerer barnets møde med sit eget spejlbillede med det forhold, at forældrene også spejler barnet, og han peger derved på, at barnets oplevelse med sit eget spejlbillede indebærer, at barnet spejler sig i den andens blik. Barnets erfaringer med billedet af sig selv er derfor samtidig erfaringer, det gør sig gennem den andens blik.
Men uoverensstemmelsen mellem det, der kommer til barnet udefra i spejlet, og det, barnet oplever indefra, skaber en form for fremmedgørelse i barnet. At jeg’et bliver til i en spejlende funktion betyder derfor ikke som hos Freud, at jeg’et skabes i billedet af sig selv, men snarere i et møde mellem dette billede og den forskel, der er på at se sig selv indefra, så at sige, og udefra med en andens blik. Barnet bliver med andre ord et subjekt gennem den fremmedgørelse, det også oplever, når det møder sit eget spejlbillede. Her er det afgørende, at forældrene er i stand til også at rumme, fastholde og formidle, at der er en forskel mellem spejlet og virkeligheden, mellem den, vi gerne vil være, og de relationer, vi udfordres af og udvikler os i og med. Hvis ikke vi formår at bevæge os væk fra det narcissistiske jegs begrænsede spejlbillede, og hvis vi nægter at anerkende den andens blik som noget andet end vores eget, forbliver vi i en skrøbelig imaginær position, der derfor konstant skal forsvares og opretholdes. Lacan sætter jeg’ets imaginære eksistens på spidsen ved at skrive, at jeg’et forbliver en forstyrrende forhindring for subjektet, et imaginært symptom, der fordrer afvikling frem for forstærkning i den psykoanalytiske behandling, hvis analysanden (eller institutionen for den sags skyld) skal være i stand til at reorganisere arkitekturen i sit psykiske - eller strukturelle – landskab (Nobus, 1998).
Personlighedsstrukturer og forsvarsmekanismer ad modem Lacan
Lacan (jf. Zupancic 2024) opererer med tre former for personlighedsstrukturer i sin teori om subjektet, som samtidig beskriver tre forskellige former for psykisk forsvar mod den splittelse eller mangel, der ifølge psykoanalysen er en menneskelig præmis for os alle, og som er grundlaget for den eksistentielle angst, som mange filosoffer og psykologer har beskæftiget sig med, for ikke at nævne kunstens kredsen om angsten som et grundvilkår.
Den neurotiske personligheds forsvar er fortrængning af angsten gennem benægtelse, og Freuds klassiske eksempel på benægtelse er analysanden, der ligger på briksen og beretter detaljeret om en drøm om en ældre kvinde, hvorpå analysanden udbryder: ’Det var ikke min mor, jeg drømte om’. Freud stiller lakonisk spørgsmålet: Hvorfor så overhovedet bringe mor på banen? I det neurotiske forsvar fortrænges det, der er konfliktfyldt, til det ubevidste, og alligevel trænger det sig på og forstyrrer. Det eksisterer og insisterer. Med Lacans ord ved neurotikeren godt, at loven både gælder og ikke gælder, og det er denne ambivalens, der er problemet: Jeg elsker min mor, men jeg må ikke elske hende på den måde, hvilket er det, Ødipusmyten drejer sig om i Freuds udlægning. Neurotikerens jeg er under pres fra såvel det dømmende overjeg som af drifternes ønsker men lever mere eller mindre i balance med denne konflikt i sit indre: at vi ikke kan få alt og ikke er alt, og at de færreste valg i livet (desværre) er entydige.
Den perverse personlighed løser problemet med at være et splittet subjekt på en lidt anden måde, nemlig ved at benytte sig af fornægtelse som forsvarsmekanisme: ’Jeg ved godt, at det er forkert, og at jeg ikke må gøre dette (jeg ved godt, at seksuelle overgreb er forkert og forbudt) men…jeg gør det alligevel’. Her realiseres driften i det ydre for at undgå forbindelsen til det indre, og nydelsen er forbundet med selve overskridelsen af loven.
Loven eksisterer, bare ikke for den perverse, der anerkender splittelsen ved at være menneske (der er nogle særlige regler i samfundet, som er begrænsende for min frie udfoldelse) men forsvarer sig mod denne begrænsning ved at overskride den og må ofte fortsætte med at handle på denne måde for at opretholde afstanden til en potentiel indre konflikt, der ellers ville vække angst. Bare tænk på den omfattende sag, vi har været vidne til i Frankrig, hvor en ægtefælle gennem mange år bedøvede sin hustru og lod fremmede voldtage hende. Det er et ekstremt og uhyggeligt eksempel på benægtelse som et effektivt forsvar i den perverse personlighedsstruktur, som er noget helt andet end at være psykotisk.
Den psykotiske personlighedsstruktur forkaster manglen eller splittelsen for at undgå angsten. Der findes ingen konflikt mellem den indre og den ydre verden, fordi de er ens for psykotikeren, eller med Lacans ord: der findes ingen lov. Den psykotiske er modsat neurotikeren ikke i tvivl. Fælles for den perverse og den psykotiske er, at de ikke lever med tvivlens angst, men eliminerer den gennem enten pervers fornægtelse eller psykotisk forkastelse af subjektets mangel eller splittelse. Hvilken form for forsvar blev de studerende mødt med af deres uddannelsesinstitution i deres kritik af deres uddannelse? Fraværende var en anerkendelse af, at der er aspekter af psykologifaget, der forsvinder fra uddannelsen. F.eks. var mine psykoanalytiske forelæsninger i udviklingspsykologi blevet fjernet af en ny fagansvarlig, uden at jeg var involveret i beslutningen, og uden at hverken ledelsen, studienævnet eller mine kollegaer i udviklingspsykologi opponerede imod det. Og spørgsmålet forbliver, om denne manglende anerkendelse var begrundet i, at de ansatte og ledelsen ikke syntes, uddannelsen mangler noget, eller om det var begrundet i, at de ikke syntes, det er et problem, at det mangler.
Freud fastholdt, at den videnskabelige kvalitet ikke kun handler om selve resultatet af ens undersøgelse men også om en blotlæggelse af de processer, undersøgelsen og behandlingen har fundet sted under, herunder en transparens i forhold til forsker-subjektets egen deltagelse i og derved også påvirkning af udviklingen af viden. Denne transparens i forhold til den psykoanalytiske undersøgelse bliver Freuds værk til stadighed kritiseret for – det betragtes som uvidenskabeligt, at forskeren finder det relevant at inddrage sig selv som værende en del af forskningsprocessen og dens resultater. Men er vi ikke blinde over for vores egen deltagelse i og påvirkning af vores resultater, hvis vi enten fornægter eller forkaster, at subjektivitet er en præmis i alt, hvad vi mennesker har med at gøre, og at uden subjektivitet er der ingen viden? Viden er et resultat af, at subjektet er funderet af en splittelse og en mangel, som vi kan forholde os til eller forsvare os imod på forskellige måder, hvilket netop er konstituerende for vores subjektivitet og identitet, det være sig som enkeltindivider eller forsknings og uddannelsesinstitutioner.
Den slovenske filosof og lacanianer Alenka Zupancic skriver i sin seneste bog Fornægtelse: ”Psykoanalysen peger på angst som en paradoksal form for vished, og den afviser ikke bare angsten eller forsøger at eliminere den (medicinsk) så hurtigt som muligt. Ulig nogle psykologiske teorier, der forbinder angst med uvished, opfatter det lacanianske perspektiv ikke angst som en reaktion på eller et forsvar imod (ubehagelig) uvished, men som en form for ”forfærdelig vished”, et virkelighedens signal, en følelse, ”der ikke bedrager”; angsten er tvivlens yderside. Men den vished, det her drejer sig om, er ikke visheden om væren, men snarere visheden om en tænkning, der foregår derude, hvor jeg ikke er, og i den forstand visheden om ikke-væren. Man kunne sige, at angsten – som er noget andet end frygt – er det tætteste, vi kan komme på oplevelsen af væren-mangel uden fortrængning eller fornægtelse. Angstsom-vished kunne kaldes en affekt af denne væren-mangel. Det er derfor, angst spiller en vigtig rolle i psykoanalysen: den kan bruges til at orientere os i analysen, og den skal doseres i rette mængde, som Lacan formulerer det. Vi er, kort sagt, nødt til at arbejde med den, gennem den. (…) som en affekt af ikkeværen holder den os tæt på tænkning og viden. Psykoanalytisk behandling drejer sig om at gøre det muligt for denne ikkeværen at blive, hvad den er, og hvad den altid har været, nemlig tomrummet i kernen af en sådan væren, en substans og som sådan dens subjekt (Zupancic, 2024, s. 78-79).
Hvordan skabes ideen om hvem jeg er? Hvad består min identitet af, hvad identificerer jeg mig med, og hvad identificerer jeg mig som? Det er store eksistentielle og også meget aktuelle spørgsmål, som gør dem særlige vigtige men også ekstra svære at svare på, fordi jeg gerne vil svare på det, også på en personlig måde. Men hvordan kan man svare på noget personligt på en måde, der også kan være relevant for andre? Hvor mødes det subjektive og det generelle og almenmenneskelige? Og hvordan kan det subjektive mødes med det almene uden at blive enten for privat, for dogmatisk, for udvandet eller for generelt? Freuds psykoanalyse handler også om den enkelte, om subjektets søgen efter sandhed eller i hvert fald efter det, der er frugtbart og meningsfuldt i den forstand, at noget udvikler sig til noget bedre og friere i mødet med sig selv og ikke mindst i mødet med den anden.
For over et halvt år siden gav jeg slip på min akademiske gruppeidentitet. Eller måske gav jeg snarere slip på min identifikation med universitetet. Jeg kunne ikke længere identificere mig med den institution, som indtil da havde været en selvfølgelig og vigtig del af mit liv. Og med et blev spørgsmålet om min psykoanalytiske identitet afgørende. Både som det, der ekskluderede mig fra universitetet og som havde foranlediget, at jeg sagde op, men også som det, jeg stod tilbage med, når jeg stod uden for universitetets mure. Det føltes afgørende at finde ud at, hvad min psykoanalytiske identitet bestod af. Jeg var ikke i tvivl om, at mit møde med psykoanalysen, både dens teori og dens praksis, havde ændret mit liv til det bedre, og jeg oplevede det som et stort privilegie, at noget, der havde stor værdi for mig personligt, også udgjorde mit arbejdsliv. Men var det en psykoanalytisk identitet, der havde bevirket min opsigelse? Eller handlede det ikke mere præcist om en psykoanalytisk holdning til, hvad der var henholdsvis frugtbart eller begrænsende, kreativt eller ligefrem undertrykkende?
Ansættelsesstrategier og universitetsuddannelser
Med den seneste ændring af universitetsloven i Danmark i 2003 ændredes ikke bare ansættelsesprocedurer for videnskabeligt personale, der nu overvejende bliver bedømt efter deres såkaldte H-indeks, et statistisk mål for forskerens videnskabelige produktion og impact eller gennemslagskraft samt mængden af eksterne fondsmidler, de kan tiltrække. Universitetsuddannelserne har også ændret sig gradvist og markant parallelt med disse ansættelsesstrategier, hvor der lægges vægt på international gennemslagskraft og det, man kan kalde anglo-amerikanske parametre for, hvad forskningskvalitet er og ikke mindst, hvordan den skal vurderes. Når ansættelser af nyt videnskabeligt personale ikke tager højde for, at kvalitet i uddannelser hænger sammen med bredden i det, der tilbydes de studerende på pensum og i undervisningen, forsvinder muligheden for, at de studerende selvstændigt og kritisk kan tage stilling til deres fag og definere deres faglige identitet ud fra en mangfoldig vifte af viden, hvor perspektiver, paradigmer og faglige traditioner bør berige og udfordre frem for bekæmpe og undertrykke hinanden. Når nogle fagområder og forskningstilgange har succes qua systemets vurderings-parametre og belønningsmetoder, mens andre ikke har en chance for at tiltrække fondsmidler i samme grad endsige publicere i samme tempo og kvantitet, forsvinder de lige præmisser for at indgå i denne konkurrence om ansættelser og karriere-fremmende promoveringer sammen med de fagtraditioner, der lider under disse magtforhold.
Gennem flere år har de studerende på Psykologi på Københavns Universitet forsøgt at gøre opmærksom på, at bredden af deres fag reduceres, og at det er kritiske humanvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og kvalitative perspektiver, der forsvinder og bliver erstattet af mere naturvidenskabelige og kvantitative tilgange til psykologien. De studerende har dokumenteret deres bekymring for denne reduktionisme i deres uddannelse ved at sammenligne pensumlister fra år til år, og de har derved evidens for, at forskellige tilgange til psykologien gradvist forsvinder. Deres kritik kulminerede i, at de blokerede deres institut fra d. 6. til d. 13. december 2022 i protest mod, at deres bekymring ikke blev mødt endsige taget alvorligt. At særligt de kritiske humanvidenskabelige og humanvidenskabelige perspektiver er under stort pres for overhovedet at overleve som en vigtig del af uddannelsen fører i sidste ende til en videnskabelig tilgang til psykologien, hvor psyken som også et genstandsfelt om subjektivitet og det subjektive gradvist udvandes og forsvinder med fare for, at kommende psykologer ikke kun overser betydningen af deres egen subjektivitet i samtalen med de klienter, som mange af de nyuddannede psykologer skal ud og møde i praksis, men i yderste konsekvens at klientens subjektivitet som andet end en diagnose med en implicit behandlingsmodel også overses.
Hvis ikke psykologistuderende bliver undervist i, at det er vigtigt at forholde sig kritisk til viden, herunder også til sig selv som medskabere af viden, og at viden også er analytisk, mangfoldig, modsætningsfyldt og kompleks, så er universitetet ikke længere et universitet i ordets oprindelige betydning, som er helhed og altomfavnende. Universitetet er ikke længere vidt favnende i den viden, der tilbydes på uddannelserne, men er derimod en læreanstalt, der tilbyder løsninger på allerede definerede problemer. Universitetet er ikke længere en helhed, der også og uafhængigt af politiske og økonomiske interesser har som sin opgave at identificere og definere disse problemer, en identifikation og definition, som psykoanalysen vedkender ofte er en stor del af løsningen i sig selv. Ansættelsesstrategier, der tilgodeser mangfoldighed i viden og fri forskning hænger uløseligt sammen med kritisk bredde i universitetsuddannelser. Konflikten på Institut for Psykologi på Københavns Universitet er blot ét eksempel blandt mange på, hvordan vores uddannelser globalt bliver mere ensidige og styret af politiske og økonomiske interesser frem for målrettet det, man kunne kalde almenvældets interesser, hvor der er fokus på velfærd og trivsel i et mangfoldigt og inkluderende fællesskab.
I løbet af mine år på universitetet har jeg oplevet, hvordan mine nærmeste kollegaer er gået på pension, uden at yngre ph.d.-studerende og potentielle kollegaer har haft en chance for at blive ansat i deres sted. Langsomt men sikkert er psykoanalysen blevet marginaliseret og trængt ud af andre tilgange til udviklingspsykologi, personlighedspsykologi, videnskabsteori og klinisk psykologi, tilgange, der lever mere op til nutidens krav om målbarhed, evidens og såkaldt objektiv viden. Jeg havde længe kunnet forlige mig med at blive tiltagende mere alene om at repræsentere psykoanalysen på uddannelsen og holdt fast i min overbevisning om vigtigheden af, at psykoanalysen til stadighed udgør en afgørende videnskabelig tilgang til det menneskelige subjekt – til udvikling, personlighed og subjektivitet som sådan, en tilgang der stiller vigtige og kritiske spørgsmål til, om psykologiens genstandsfelt først og fremmest er objektet – en forestilling om, at vi uden selv at involvere os med vores egen subjektivitet kan observere og beskrive den anden som et objekt uafhængigt af os selv. Samtidig overbeviste de studerendes store interesse og engagement i den psykoanalytiske tænkning mig om, at det var vigtigt at kæmpe for dens berettigelse og legitimitet på deres uddannelse som en videnskab om subjektet. Der var altid fuldt hus, når hele årgange af studerende mødte op til de psykoanalytiske forelæsninger, også dem, der foregik kl. 8 om morgenen i vintermørket, ligesom både holdundervisning og vejledning i psykoanalytisk teori, metode og praksis var eftertragtet. Jeg tror, at mange studerende har en forventning om, at de også skal beskæftige sig med sig selv, når de starter på psykologistudiet, og at de bliver inspirerede, når de oplever undervisning, der tager dem alvorligt som subjekter og derved som medskabere af viden i en verden, hvis fremtid er deres.
Kritik af psykoanalysens berettigelse som videnskab og behandlingsmetode har eksisteret, lige siden dens fødsel, og en gennemgående drivkraft i Freuds virke og i psykoanalysen i dag var og er netop undersøgelsen og diskussionen af psykoanalysens videnskabelighed. Det er vigtigt at gå i dialog med denne kritik, men kritikken kan være af en art, der ikke åbner sig for dialog. De studerendes blokade udløste et massivt forsvar fra ledelsen og størstedelen af de ansatte. De få af os, der kunne genkende de studerendes bekymring fra vores eget arbejdsliv, blev sat vederstyggeligt på plads på et kollektivt online-møde, hvor Melanie Kleins teorier om primitive forsvarsmekanismer ikke har levet forgæves. Diskrepansen mellem den manglende støtte, psykoanalysen som fag og forskningstradition fik og interessen for psykoanalysen blandt de studerende var blevet for stor og de personlige omkostninger det samme. Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor de studerende var mere villige til sagligt og nysgerrigt at forholde sig kritisk til psykoanalysen? Det var jo ikke, fordi de helt ukritisk adopterede psykoanalysen – hvert år blev Freuds afhandlinger om seksualteori f.eks. taget op til grundig kritik og passende revision i forhold til den nutid, afhandlingerne blev læst i. Hvorfor var kollegaer så optagede af og investerede i at kritisere psykoanalysen for at være uvidenskabelig, særligt dens teori om infantil seksualitet, for helt at dømme den ude og til og med bruge tid på det i deres egne forelæsninger?
Observatøren må observeres – også af sig selv
Laplanche skriver, at eksistensen af infantil seksualitet oftest er det, der bliver afvist af kritikere af psykoanalysens berettigelse, og Freud gjorde endda denne pointe til et af den infantile seksualitets kendetegn: det faktum, at den voksne ikke ønsker at se den. Laplanche spørger, om det skyldes, at barnets infantile seksualitet oprindeligt stammer fra den voksne? (Laplanche 2011). Laplanche fortsætter, at der er en åbenlys blindhed hos dem, der udfører spædbarnsobservationer, over for den voksnes forførelse af barnet ind i en asymmetrisk relation og dermed interventionen af den voksnes seksualitet i barnet, og mest af alt interventionen af den voksnes ubevidste infantile seksualitet, som vækkes i relationen til barnet (Ibid.). I Freuds teori er barn og voksen altid tænkt som samtidige i form af en succession: barnet er den voksnes fortid, den voksnes forhistorie; den voksne finder regressivt barnet og sporene af barnet i sig selv. (Ibid.). En stor del af den (oprindeligt psykoanalytiske) børnepsykologi - som har eksisteret i mange årtier og som for alvor tog fart med tilknytningsteorien og dens enorme udbredelse – må ifølge Laplanche begynde med at stille spørgsmålstegn ved undertrykkelsen af den infantile seksualitet hos den voksne og selvfølgelig frem for alt hos observatøren (Ibid.). Det være sig forælderen eller forskeren, der observerer barnet. Det er vigtigt at have øje for præmisserne for vores observation, også de dele af observationen, der henviser til os selv, og som vi derfor kan være ekstra blinde overfor.
Psykoanalysens teori og empiri tager afsæt i det ubevidste. Analytikerens såvel som analysandens ubevidste. Det ubevidste er et topografisk, økonomisk og dynamisk begreb. Det vil sige, at begrebet om det ubevidste benævner et særligt sted, en særlig slags energi og en særlig form for udveksling i det psykiske apparat, som eksisterer under nogle andre betingelser end dem, der er organiserende for vores bevidste tanker og handlinger. Begrebet henviser til, at vores psyke ikke kan reduceres til bevidstheden, fordi vores psykiske liv er rigt på indhold, som vi ikke har direkte adgang til, men som ikke desto mindre er aktivt og kommer til udtryk i drømme, fantasier og ønsker såvel som i forsvarsmekanismer og symptomer.
Freud opdagede, at der finder en udveksling sted mellem forskellige niveauer i psyken, og at vi i det psykiske derved ikke kun er i et dynamisk forhold til vores omverden men også til os selv. Vores observationer må derfor suppleres med en tilgang, der vedkender sig et analytisk og derved betydningsskabende moment. Begrebet om det ubevidste er derved en teoretisk udvidelse nødvendiggjort af de fænomener, der udtrykker sig uden at give mening i sig selv. Fænomener, der derfor må forstås på en anden måde og med en anden tilgang.
I arbejdet med det ubevidste kan hverken observation eller analyse stå alene. Vi kan ikke observere uden at forholde os analytisk og derved kritisk til vores observationer, og vi kan ikke analysere uden at forholde os observerende og derved åbne over for det fænomen, vi analyserer – på dets egne præmisser (Laplanche, 2011). Det ubevidste trænger sig på, det “modsætter sig endegyldighed i klinikken såvel som i teorien” (Gammelgaard, 2012, s. 233), og det insisterer ofte på, at dets ytringer bliver hørt. Det fordrer af os, at vi vedkender os, at vi også observerer det ubevidste og ubevidste processer – og at vi også observerer med vores ubevidste. At vi ikke er neutralt observerende individer med en privilegeret adgang til en objektiv sandhed om os selv og den verden, vi udforsker (Gammelgaard, 2015).
Uanset at dette oprindeligt er en præmis for den psykoanalytiske behandlingsmetode, er denne særlige analytiske tilgang eller ligefrem tilstand ikke privilegeret det analytiske arbejde med klienter, men har meget at bidrage med også uden for klinikken. Forskning, der bedrives med analytiske metoder men uden for den kliniske praksis, kaldes ekstraklinisk-forskning (Leuzinger-Bohleber, 2010), og på den måde understreges det, at selvom psykoanalytisk forskning også kan finde sted uden for klinikken, er det i klinikken, den analytiske metode tager sit afsæt og cirkulerer omkring.
I sin bog Research on the Couch peger Robert Hinshelwood (2013) på, at al observation er subjektiv – fordi den, der indsamler data, er et subjekt, et menneske. Men hvad angår subjektivitet i psykoanalytisk forskning, er der noget særligt på spil, idet psykoanalytikeren inddrager sit ubevidste som instrument i dataindsamlingen. Med andre ord bruger psykoanalytikeren sin egen subjektivitet og derved også sine egne erfaringer som udgangspunkt for sin lytning. Den psykoanalytiske metode er derved optaget af menneskelig erfaring – vores klienters erfaringer såvel som vore egne erfaringer som psykoanalytikere. Fordi erfaringer ikke kan forklares entydigt og endegyldigt og derved afdækkes som oplevelser løsrevet fra den situation, de undersøges i, er psykoanalysen en fortolkende videnskab. Erfaringer gives betydning i en udveksling og med tilbagevirkende kraft, når vi begynder at forstå og dermed også skabe psykisk sammenhæng i forhold til, hvad det er, vores oplevelser har indprentet i os.
Den psykoanalytiske observation drejer sig dermed på en gang om at lytte og at skabe sammenhæng eller betydning gennem oversættelse af det materiale, der ikke udtrykker sig umiddelbart og entydigt. Som psykoanalytikere lytter vi og registrerer vores måde at lytte på for derved at undersøge, hvilken betydning vi selv har for vores undersøgelser og derved for det, vi hører. Vi lytter til at lytte – det er en særlig form for nærvær, vi befinder os i, som er definerede for den analytiske relation. Vi lytter til noget tredje, som er det ubevidstes tale, der tager form i relationen mellem analytiker og analysand (Faimberg, 1993).
Psykoanalyse med eller uden identitet?
Psykoanalytikerne Avgi Saketopoulou og Ann Pellegrini er kendt for deres psykoanalytiske praksis og forskning i seksualitet, køn og traumer. Deres skelsættende bog Gender without identity fra 2023 indledes med en beskrivelse af, hvordan psykoanalytiske institutioner også kan lukke sig om sig selv og deres egen selvforståelse og sandhed ved at afvise at gå i dialog med de stemmer, der forholder sig kritisk til nogle af de undertrykkende måder, psykoanalysen kan blive forstået og brugt på. De beskriver, hvordan de til deres store og positive overraskelse som de første modtog International Psychoanalytic Associations Tiresias pris for forskning i Sexual and Gender Diversity Studies. Prisvinderne blev følgelig inviteret til at indsende og om muligt publicere deres vindende arbejde i det prestigefyldte International Journal of Psychoanalysis. Efter hvad forfatterne havde oplevet som en frugtbar udveksling mellem tidsskriftets reviewere med flere gennemskrivninger til følge, sendte de den endelige udgave af artiklen til tidsskriftet. Men de havde tilføjet en indledende paragraf, som ikke havde været igennem review: “This project insists on welcoming ”queer” subjects (patients as well as candidates and analysts) who have often been treated as problems for psychoanalysts rather than as offering opportunities from which to think our metapsychology anew. Wresting such space is not easy nor always pleasant, but it is necessary and critical to psychoanalysis’ survival. (…) May future generations of queer and trans analysts and patients never encounter what many of us who are queer-identified have had to: that, more than anything, is the vision of our work with this paper” (s. xi). Tidsskriftets respons på denne tilføjelse var, at de ikke ville udgive artiklen, hvis ikke den politiske opfordring blev fjernet. Dette nægtede forfatterne at gøre, hvorfor tidsskriftet afviste artiklen. Forfatterne skrev tilbage, at de ville udgive den andetsteds, hvilket foranledigede tidsskriftet til at true med at lægge sag an med argumentet om, at de nu havde været en del af skriveprocessen og derfor var en slags medforfattere på artiklen. Det endte med, at forfatternes prisvidende og Laplanche-inspirerede artikel: A feminin boy. Trauma as ressource for self-theorization samt dele af deres mailkorrespondance med tidsskriftet blev udgivet af det amerikanske forlag The Unconscious in Translation i bogen Gender without identity (2023), det samme forlag, der har oversat og udgivet Laplanches værker på engelsk.
Også psykoanalysen kan lukke sig om sig selv og sine egne sandheder. Den følger ikke altid med tiden og er ikke altid villig til kritisk at revurdere teorien eller dens praksis. Udvekslingen mellem Sakatopoulou og Pelligrini og International Journal of Psychoanalysis er et tankevækkende eksempel på, hvordan psykoanalytiske institutioner også kan reagere konservativt, dogmatisk, magthaverisk og bedrevidende, hvis de føler sig truet på deres eget værdigrundlag i en tid i forandring.
Epilog
I en sætning med både fortid og fremtid men uden nutid formulerer Freud (1923) med sit berømte diktum: ’hvor der var det, skal der vorde jeg’ nuets flygtighed. Hvor det var, skal jeg være. Hvor kommer jeg fra og hvor bevæger jeg mig hen? Hvor befinder jeg’et sig imellem fortid og fremtid? Og hvori består denne ’skrøbelige platform af nutid’, som Virginia Woolf (1950) har formuleret det i sine erindringer? Hvad er ’the unpast’ som Dominique Scarfone (2015) definerer det, der larmer i vores nutid, netop fordi det ikke har fundet sig stilfærdigt til rette i vores fortid? Det ubevidste kan ikke indfanges i tid og rum som en statisk størrelse, netop fordi det eksisterer i kraft af sin tidløshed og sin hjemløshed. Alligevel eller måske snarere netop derfor bliver det ubevidste i vores natlige drømme og i vores dagdrømme, i vores fejlhandlinger og fortalelser, igennem symptomer og gentagelsesmønstre ved med at insistere på sin berettigelse. Ved at udfordre det, vi tror vi ved om os selv, ved at stille spørgsmålstegn ved den skrøbelige men nødvendige konstruktion og illusion, vi kalder vores jeg, hvad enten som enkelt-subjekter eller i gruppe- og institutionssammenhænge, og som er definerende for det, vi kender som vores nogenlunde sammenhængende identitet, holder det ubevidste os i gang og i bevægelse. Ikke kun i mødet med os selv men særligt i mødet med den anden og den andethed eller fremmedhed, dette møde kan bevæge i os, på godt og nogle gange også på ondt.
Hvordan kan vi bevare det ubevidste og seksualiteten som noget gådefuldt og samtidig føle os berettigede som psykoanalytikere til at uddanne psykologer på universitetet og kandidater på psykoanalytiske uddannelser og derved fastholde, at et selvkritisk blik på os selv og vores uddannelsesinstitutioner er afgørende for, at vi kan blive ved med at udvikle os til det bedre?
I min forelæsning har jeg undersøgt spørgsmålet om, hvorvidt vi kan huse det ubevidstes hjemløshed i vores uddannelser. Hvordan kan vi legitimere det ubevidstes berettigelse som psykoanalysens videnskabelige genstand og omdrejningspunkt per se uden at falde for en dogmatisk konservatisme, hvor vi lader tvivlen i stikken og hårdnakket insisterer på, at vi altid ved, hvad vi taler om? Findes der overhovedet noget, vi kan kalde psykoanalytisk identitet, en identitet, der lader sig beskrive og definere i uddannelsesmæssig øjemed? Eller er psykoanalytisk identitet en tingsforestilling i freudiansk forstand, noget, der hører til i det ubevidstes primærprocesser og som netop derfor ikke entydigt kan oversættes og gives betydning med jegets sekundærprocesser og ordforestillinger uden at lukke sig om sin egen berettigelse?
Identitet er ikke indlysende et psykoanalytisk begreb. Hvad er identitet? Hvis identitet taler vi om? Ødipus-myten handler om identitet, om den identitet, Ødipus opnår ved at identificere sin skæbne, hvilket er noget meget andet end at identificere sig med sin skæbne.
Denne skelnen mellem at identificere sig med noget eller at identificere noget er interessant i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt psykoanalyse er en ting i sig selv: Identificerer vi os med psykoanalysen eller identificerer vi psykoanalysen? Og hvis vi identificerer os med psykoanalysen, er der så ikke en fare for, at vi ukritisk smelter sammen med psykoanalysen på imaginær vis og dermed begrænser dens indhold og formål i vores eget ærinde? Og lader vi omvendt psykoanalysen have sit eget liv og sin egen identitet, hvis vi undgår helt at smelte sammen med den men bevarer en symbolsk afstand til det, der først og fremmest er reelt i Lacaniansk forstand? Et eget liv, der derved muliggør, at psykoanalysen som teori, metode og praksis altid kan være lydhør over for de subjekter, den beskæftiger sig med, og med udgangspunkt i den virkelighed, de er en del af.
Måske er dette et springende punkt i forskellige tilgange til psykoanalytisk teori, metode og praksis: Handler et psykoanalytisk behandlingsforløb eller et psykoanalytisk uddannelsesforløb om at identificere noget eller om at identificere sig med noget? Hvis mødet med psykoanalysen handler om at identificere sig med noget, så forbliver vi på det spejl-stadie, Lacan har identificeret som det imaginære. Vi bilder os ind, at vi kan finde os selv i den refleksion, som psykoanalysen kan udgøre, når vi genkender os selv i spejlet. Der var jeg! Det er mig, jeg ser der! Vi overidentificerer os. Men hvis psykoanalyse handler om at identificere noget, hvad dette noget end er, så er der ingen endegyldig afklaring eller forløsning. Så handler det om at finde en balance mellem det, Lacan kalder det reelle, som er uden for sproglig rækkevidde, og det symbolske, som ihærdigt prøver at italesætte det, der i sidste ende er ubegribeligt. Identitet er en farlig størrelse, hvis vi foranlediges til at tro, at den findes som en statisk kategori, vi kan abonnere på. Fordi kategorier ikke kun inkluderer, men også ekskluderer. Når der etableres en kategori, vil der altid stå nogen uden for kategorien, der ikke bliver lukket ind. Endelig kan den energifyldte modstand, som psykoanalytisk forskning og praksis ofte møder, betragtes som en form for antiidentifikation: En insisterende og stædig opretholdelse af, at psykoanalysen ikke er videnskabeligt forankret.
Psykoanalysen som såvel teori og metode, som forskning og klinisk praksis har altid været hjemsøgt af sit eget objekt: Det ubevidste og dets hjemløshed. Det ubevidste insisterer på vores opmærksomhed, uden vi med sikkerhed kan vide, om det eksisterer. Samtidig har mange af os oplevet en form for genkendelighed i vores møde med psykoanalysen. Noget finder sted i os uden vi helt kan sætte fingeren på, hvad det er, der finder sted, og hvor og hvordan det finder sig til rette.
Jeg vil afslutte med et citat fra et debatindlæg, som Maria Toft og Forskerbevægelsen – sæt forskningen fri, og hvor jeg sidder i bestyrelsen, havde i Science Rapport:
”Alt omkring os udspringer af en idé. (…) Idéerne er derfor universelle i deres natur og har en kraft, som ikke kan spærres inde. De trodser fysiske grænser, og de kan bryde igennem sociale og mentale skillevægge. I en til stadighed mere begrænsende verdensorden, hvor mistillid og frygt bliver brugt i en eskalerende og primitiv koldkrigsretorik fra flere sider – da er der netop behov for en brobyggende og grænseløs videnskab, måske mere end nogensinde før”. Forskerbevægelsen, Science rapport d. 24.2.2025: Forskerbevægelsen: I en verden præget af koldkrigslogik har vi netop behov for grænseløs videnskab.