CAMINOEN SOM AFLAD FOR DET NEOLIBERALE SELV

Af River Lyngaa, stud.psych.

Jeg ved ikke præcis, hvornår det begyndte; behovet for at komme væk. Ikke som en flugt, men som en tørst efter at stå udenfor det sprog, jeg var blevet skolet i at tænke mig selv igennem. Jeg gik Caminoen fra Porto til Santiago for at mærke noget, der ikke straks bad om forklaring. Men rejsen var knap slut, før spørgsmålene begyndte at insistere. Allerede ved katedralen i Santiago blev det af en fremmed pilgrim forlangt, at jeg forklarede, hvad jeg mærkede – nu hvor jeg stod ved endemålet. Den sidste aften med min nyfundne Camino-familie, over vin og overdådigt anrettede tallerkener, gik vi på runde: Hvad skulle denne energi bringe med sig? Hvem skulle vi blive, nu hvor vi havde været? Også i lufthavnen blev jeg stoppet af en betjent og bedt om at svare på, hvilket mirakel der var tilfaldet mig i Santiago. Min forklaring om, at jeg intet havde mærket, blev ikke godkendt. Først da jeg hev noget ud af hatten, fik jeg lov at gå videre. Også i telefonen, på linjen hjem til min mor, spurgte hun, om det havde gjort noget godt for min psyke. Hun havde læst om én, der var blevet helbredt for sin angst af at gå turen. ”Nå jo, men han gik vist også alene hele vejen,” sagde hun hurtigt, da jeg svarede, at jeg ingen forskel mærkede.

Disse spørgsmål var ikke fremmede. De havde allerede gået med mig. I de stille morgentimer, hvor duggen endnu lå på stien og byen bag mig gled ud af kroppen som en stilnet tanke, var de der. Som en let skurren, en indre rastløshed, der ikke kom fra stedet, men fra noget i mig selv. Fra idéen om, at denne pause – disse dage så nådesløst hevet ud af kalenderen – måtte give noget igen. Min undskyldning havde været, at jeg sad fast. At jeg havde brug for at slippe ræset; brug for at genfinde et nyt blik på mig selv som noget andet – noget mere – end blot en produktiv universitetsstuderende. Og alligevel føltes det, som om skridtene kun gjaldt, hvis de kunne regnes. Hvis turen blev en investering. ”Måske lader det dig endelig op til at få skrevet den bachelor?” blev der sagt, inden jeg tog hjemmefra.

Det sad fast i mig. Idéen om, at pausen først rigtig giver mening, hvis den bringer mig videre. Den morgen på stien forstod jeg, at også min pause havde lært at tale det sprog, jeg var rejst væk fra.

Det selv, der bærer

Det er som om, at jeg har lært at bære på mig selv som noget, der skal forbedres. Ikke med voldsomhed, men som en stille, vedholdende forandring. Jeg bærer mig selv som en opgave, der skal gøres rigtigt. Det siver ind, ikke som holdning, men som rytme. Ikke som noget der tilvælges, men som noget man glider ind i; som en understrøm i sproget. En bestemt måde at forstå ansvar på, hvor det ikke længere handler om, hvem der bærer byrden – men om, hvordan man bærer den. Med ynde. Med refleksion. Med et smil der viser, at man har forstået, at det hele starter med én selv.

Det starter ikke med intentioner, men med strukturer. Vi fødes ind i livsformer, der allerede bærer en idé om, hvad det gode liv er; noget med mening, retning, forankring og fremdrift. Skulle vi snuble, søger vi straks svaret i os selv. Vi bliver så optagede af ikke at kunne følge med, at vi glemmer at forhøre os om, hvem der egentligt sætter tempoet. Jeg tror, det var dét, der begyndte at slå revner i mig – først som ubehag, og senere som en stille tanke, jeg ikke helt havde sproget for, fordi det aldrig var blevet mig givet. Måske er det ikke mig, der i mødet med min angst, er utilstrækkelig, men noget i det, jeg forsøger at passe ind i. Noget i den måde, jeg er blevet lært at forstå mig selv på. Jeg er ikke den første til at tænke den tanke; kritisk psykologi har længe forsøgt at åbne det blik ved at insistere på, at erfaringer ikke opstår i et tomrum. At det vi føler, tænker, bærer – alt det er indlejret i de betingelser, vi lever under. Holzkamp skrev ikke for at vise vejen ud, men for at synliggøre, hvordan vores handlinger udspringer sig i spændet mellem det mulige og det tilladte. At det, vi kalder valg, er ofte det, der er tilbage, når alt andet er lukket ned. Vi handler, ja – men vi handler aldrig frit. Vi handler indenfor. Ofte med ryggen mod noget, vi aldrig fik lov at forstå.

Måske er det netop der, bevægelsen begynder – ikke udad, men indad. Når vi ikke kan ændre systemet, forsøger vi at ændre os selv. Vi vender blikket indad. Lærer at justere os selv. At blive funktionelle i det, vi ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved. Vi bliver pragteksemplarer i at regulere – følelser, tanker, adfærd. Vi lærer at være bevidste, men kun på en måde, der ikke forstyrrer systemet. Selvomsorg bliver en metode; refleksion bliver praksis. Og i det skjulte opstår en ny forpligtelse; vi skal ikke blot have det godt, vi skal også arbejde for det. Eva Illouz har skrevet om, hvordan følelser ikke længere bare er – de er blevet til kapital. Vi investerer i os selv som markedsenheder, og vi forventer afkast i form af ro, indsigt og balance. Noget, vi kan tage med hjem. Noget, der kan retfærdiggøre pausen. Det gælder ikke kun i terapien, men i stilheden. I trøstesløse gåture; i langsomheden. Den må føre til noget. Ellers føles den som spild.

Og måske var det netop dét, der begyndte at vise sig for mig; at det ikke viste sig. At det intet gjorde ved mig. Dagene fortog sig, kroppen blev øm og tankerne flød uden retning. Ikke som en tomhed, men som fraværet af det, jeg er blevet lært at lede efter. Intet samlede sig; ingen indsigt, ingen afslutning. Det, i sig selv, begyndte at samle sig som en slags modstand mod den indre stemme, der hele tiden afkrævede, at jeg gjorde bod på, hvad jeg fik ud af det. Den selvsamme stemme, der har trænet mig bedst. Den, der ikke larmer, men som konstant minder én om, at alting bør føre til noget. At erfaringer skal kunne bruges, og at tiden kun giver mening, hvis den sætter spor, der kan aflæses.

At lære, hvordan man lærer

Universitet har for mig altid fremstået som et løfte. Helt blåøjet startede jeg på mit første semester med en forventning om, at dette var stedet, hvor jeg ville lære at tænke kritisk; lære at forstyrre det bestående. Men forventninger og det levede liv går ikke altid hånd i hånd, og på trods af at jeg har lært meget i løbet af mine snart tre år som universitetsstuderende, har det kritiske aspekt aldrig fået forrang. Tværtimod har jeg mest af alt lært, hvordan man bevæger sig inden for det, der tælles og bedømmes. Ikke hvordan man tænker, men hvordan man passer ind i tænkningen.

Der er noget ved universitets logik, der trænger sig ind – ikke med vold, men med rytme. Det starter i læringsmålene i studieordningen, men ender i selvforståelsen. Man lærer at tænke i progression. Lærer, at hvis man ikke trives, må man kigge indad; se på sine vaner, regulere sin energi, skrive ned, hvad der virker, skrive om, hvad man har lært. Man lærer, at hvis man forholder sig for kritisk til universitets melodi, skyldes det i sidste instans at man ikke ved nok. Man lærer, hvad det vil sige altid at bevæge sig i demokratisk undertal i enhver afstemning. Man lærer, hvad det vil sige at løbe så hurtigt, at man forårsager sin egen udmattelse – og alligevel ankommer sidst.

Rahel Jaeggi ville kalde det en livsform. Ikke fordi den giver liv, men fordi den former, hvordan liv overhovedet kan tænkes. En livsform, der allerede har kodet sine svar ind i sine spørgsmål. Hvor det ikke længere handler om, hvad vi gør rigtigt eller forkert, men om hvorvidt det overhovedet er muligt at gøre andet. Skulle man vove pelsen, opdager man hurtigt, hvor snæver rammen egentligt er. Institut for Psykologis manglende tolerance over for det forstyrrende er blot ét symptom på en længere sygdomssnor; afskaffelsen af det sjette SU-år, centraliseringen af administrationen, flytningen til KUA. Alt sammen konturerne af en bevægelse, hvor det, der ikke straks fører noget med sig, må vige. En samlet strøm, hvor det uproduktive og uforudsigelige langsomt mister legitimitet. Ingen tid til at gå forkert, tænke langsomt, dvæle i det, man endnu ikke ved, hvordan man skal bruge. Og måske er det netop dér, noget væsentligt går tabt. Ikke fordi det er værdiløst – men fordi det ikke passer ind i en logik, hvor alt skal kunne gøres rede for. Alt skal kunne forklares, bedømmes, bestås.

Thomas Teo taler om epistemisk vold – ikke som rå censur, men som en stille udelukkelse. En vold begået gennem fravær. Gennem systemer, der belønner det ene og lader det andet forsvinde ud mellem linjerne. En systemisk udelukkelse, der former, hvad der overhovedet er muligt at tænke og tale om. En vold, der ikke nægter dig retten til at tale, men som stille fjerner sprog, kontekst og plads, indtil du selv begynder at tie. Den form for vold er svær at få øje på, netop fordi den ikke larmer. Den føltes ikke som et slag, men som en stemning, man til sidst tager på sig. En måde at være i verden på, man langsomt begynder at indrette sig efter. Men det er ikke bare en stemning; det er en struktur. Instituttet lægger ikke alene rammerne for, hvad vi skal lære – det former også, hvordan vi lærer at se. Og dermed hvad vi lærer at overse. Det, der ikke kan valideres som evidens, glider ud. Det, der ikke kan tælles, regnes ikke med. Ikke fordi det forbydes. Det forsvinder bare. Og til sidst har man lært, at nogle spørgsmål ikke stilles, fordi der alligevel ikke findes noget sted at besvare dem. Man kan mærke det allerede på første semester; hvordan det gyldige sprog lyder, hvordan det strukturerende tænkes. Hvordan viden bliver noget, man fremviser, fremfor noget, man forfølger. Hvordan man belønnes for at være tydelig, stringent og evidensbaseret – og gradvist aflærer alt det andet. Man lærer at blive akademisk, men ikke nødvendigvis tænkende. Vi lærer at læse Habermas og Foucault, men ikke hvordan man faktisk lader sig forstyrre af dem – og måske er det netop det, der føles mest voldsomt; at vi langsomt lærer, at alt kan rummes, så længe det ikke flytter noget. Så længe det lader sig integrere.

Det, kroppen vidste først

Der var noget kroppen forstod, før jeg selv gjorde. Ikke som indsigt, men som rytme. Som en træthed, der ikke lod sig analysere. Som en længsel efter at forsvinde ud i noget uden form. På Caminoen gik jeg med noget, jeg ikke kunne sætte ord på endnu. Nogle dage føltes det nærmest som om, at sproget stod i vejen. Ikke fordi jeg havde nået et erkendelsesstadie, der efterlod mig tom for ord, men fordi jeg langsomt opgav at forklare. Som om det sprog, jeg havde lært at forstå mig selv gennem, ikke kunne følge med. I stedet trådte sproget et skridt tilbage og lod kroppen gå først.

Annette Henning har skrevet om kroppen som et sted, hvor systemet lagres. Ikke som en ydre styring, men som en indre orientering. Det, vi er blevet skolet i, bliver til måder at bevæge os på. Til måder at være i verden på. Og det var netop dét, jeg begyndte at mærke; at selv i denne langsommelighed bar jeg et blik, der ville vide, forstå, gøre brug af det, jeg oplevede. Som om hvert skridt burde føre mig nærmere et svar. Som om det at hive stikket kun gav mening, hvis det kunne forklares baglæns. Det blik slap ikke sit tag, blot fordi konteksten havde skiftet. Det var pakket med ned i den ellers overfyldte rygsæk. Når jeg satte mig på en bænk med udsigt over de smukkeste portugisiske landsbyer, eller lyttede til de andre pilgrimme fortælle deres historier, dukkede det op; den evindelige søgen efter, hvordan jeg kunne omsætte alt dette til noget, der uundgåeligt måtte have ændret mig; burde have ændret mig. Men det forblev altid lige svært at svare på. Ikke fordi, at jeg ikke mærkede noget, men fordi det, jeg mærkede, ikke ville give sig til kende som læring. Det var ikke klarhed, ikke forandring, men en forskydning i tempo. En krop der gik videre og efterlod tankerne på bænken. Og for nu var det helt, som det skulle være. For måske er det netop det, vi har mistet – evnen til at være i noget, der ikke skal bruges til noget. Det, der ikke kan integreres. Det, der ikke kan omsættes til selvindsigt eller fremdrift. En erfaring uden funktion; en erfaring, der bare får lov at være.

Jeg har tænkt på, hvordan man skriver om noget, der ikke lader sig samle. Hverken i noter, fortællinger eller forståelse. Hvordan man skriver om en erfaring, der bliver ved med at glide udenom, fordi den ikke passer ind i det sprog, vi har lært at værdisætte med. På Caminoen mærkede jeg, hvordan noget i mig hele tiden søgte mening – søgte efter en pointe, en narrativ slutning. Noget der kunne samle det hele i en form, jeg kunne tage med mig hjem. Ikke fordi det opstod bevidst, men fordi jeg vidste, at hvis jeg skulle kunne undskylde at hive to uger ud af mine travle universitetskalender, så skulle oplevelsen afkodes, fortolkes og bruges. Og i samme øjeblik den ikke kunne leve op til det, mistede den sin værdi.

Men der var øjeblikke, hvor det, der ikke kunne bruges, blev det mest nærværende. Den morgen, vi startede med at gå allerede kl. 5.30 i tusmørket, uden at kunne se en hånd for os. De sidste 25 km, hvor mine knæ bandede og svovlede i smerte. Hunden, vi adopterede en hel dag, for til sidst at aflevere den ved dyrlægen. Alle de dage, hvor solen stod op og gik ned, uden at det betød noget. Trætheden, der altid fulgte med. De tomme notesbøger i vores rygsække, fordi ingen af os fik tid til den refleksion og fordybelse, vi havde håbet på. Jeg afleverede min på et albergue på dag fem, da jeg forstod, at for mig betød Caminoen bevægelse uden fortolkning, og at det netop var det, jeg ikke havde plads til i mit sprog. Det, der ikke var en afledning af noget andet. Det, der ikke pegede videre, men bare var.

kan integreres. Det, der ikke kan omsættes til selvindsigt eller fremdrift. En erfaring uden funktion; en erfaring, der bare får lov at være. Jeg har tænkt på, hvordan man skriver om noget, der ikke lader sig samle. Hverken i noter, fortællinger eller forståelse. Hvordan man skriver om en erfaring, der bliver ved med at glide udenom, fordi den ikke passer ind i det sprog, vi har lært at værdisætte med. På Caminoen mærkede jeg, hvordan noget i mig hele tiden søgte mening – søgte efter en pointe, en narrativ slutning. Noget der kunne samle det hele i en form, jeg kunne tage med mig hjem. Ikke fordi det opstod bevidst, men fordi jeg vidste, at hvis jeg skulle kunne undskylde at hive to uger ud af mine travle universitetskalender, så skulle oplevelsen afkodes, fortolkes og bruges. Og i samme øjeblik den ikke kunne leve op til det, mistede den sin værdi. Men der var øjeblikke, hvor det, der ikke kunne bruges, blev det mest nærværende. Den morgen, vi startede med at gå allerede kl. 5.30 i tusmørket, uden at kunne se en hånd for os. De sidste 25 km, hvor mine knæ bandede og svovlede i smerte. Hunden, vi adopterede en hel dag, for til sidst at aflevere den ved dyrlægen. Alle de dage, hvor solen stod op og gik ned, uden at det betød noget. Trætheden, der altid fulgte med. De tomme notesbøger i vores rygsække, fordi ingen af os fik tid til den refleksion og fordybelse, vi havde håbet på. Jeg afleverede min på et albergue på dag fem, da jeg forstod, at for mig betød Caminoen bevægelse uden fortolkning, og at det netop var det, jeg ikke havde plads til i mit sprog. Det, der ikke var en afledning af noget andet. Det, der ikke pegede videre, men bare var. Når Jaeggi skriver om livsformer, handler det ikke om idealer, men om funktion. Om, hvorvidt en livsform giver plads til det menneskelige – ikke som det perfekte, men som det skrøbelige, det åbne, det ubrugelige. Måske er det dér, vores samtid halter. Ikke fordi vi ikke vil det gode liv, men fordi vi har glemt, hvordan man anerkender det, der ikke kan sættes i arbejde. Det moderne selv er blevet vant til at integrere; at lære af sine fejl, vokse med modgang, forstå sine mønstre. Det er sikkert nyttigt. Men jeg begynder at tro, at der også findes erfaringer, man ikke skal integrere. Fordi de ikke er brudflader, men sprækker. Ikke noget, der skal hele, men noget, der bare skal ses. Bæres. Forstyrre.

Caminoen ændrede mig ikke. Men den viste mig, at det ikke altid er nødvendigt. At det nogle gange er nok at gå. Ikke for at finde, blive eller forstå. Men bare for at være i bevægelse uden strategi. Og at det måske er den mest radikale erfaring, vi har tilbage; at være i noget, vi ikke kan gøre til noget andet.