PSYKPIGERNE MALER BYEN RØD

Af River Lyngaa, stud.psych. og Regitze Langager Christensen, stud.psych.

Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Donna Haraway om “Story Telling for Earthly Survival” på Cinemateket

Vol. 5

Velkommen til ”Psykpigerne maler byen rød”. I en verden af uinspirerende læsning og ensretning på studiet er det let at føle sig fremmedgjort i en ørken af kognitive perspektiver. Men frygt ej! Vi, Psykpige1 (6. semester af bacheloren) og Psykpige2 (2. semester af kandidaten), har taget det på os at udforske og dele vores rejse med at genopdage meningsfuldheden i vores fag. I denne reportageserie vil vi dykke ned i de skjulte oaser af resonans, hvor faglige fællesskaber blomstrer, og inspirationen sprudler. Følg med, når vi navigerer gennem ørkenen af det konventionelle studielandskab og afdækker de uforløste potentialer, der ligger gemt i psykologiens mangfoldighed og dybde.

For vores femte oase, havde vi udset os en gammel kending. Vi havde besluttet at vende snuden tilbage mod Cinematekets Filosofisk Filmfestival, hvor vores psykpige lore for blot et år siden fik sin magiske begyndelse. Til årets filmfestival var det altovervejende ombejlede arrangement filmvisningen af Story Telling for Earthly Survival om den kvindelige filosof Donna Haraway – og hvor der er filosofi på spil, er der selvfølgelig potentiale for en psykologisk oase, når disciplinerne nu så yndigt flirter med fælles stamtræ <33. Det skulle have været en fejring med manér af årsjubilæet for vores fjollede artikelserie og inkarnerede psykpigeidentitet. Men ak, også psykpigerne blev ramt af vinterens sygdomstsunami, der skyllede ind over landet. Da det er særdeles besværligt at male byen rød fra sengekanten, måtte Psykpige2 derfor tage en anden psyk-veninde under armen og begive sig afsted uden Psykpige1. Så i denne artikel er det derfor blot mig, Psykpige2, just a girl in the world, der kaster bolden frem og tilbage til mig selv.

Forfrossen, forberedt, men famlende

En iskold og frostklar aften i februar træder jeg taknemmeligt

ind i varmen med mine forfrosne fingre og konstaterer

forbløffet, at mine fødder igen befinder sig i Cinemateket – et sted, der for mig hurtigt kan føles intimiderende som kulturelites højborg. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at føle mig på hjemmebane på matriklen, men det hjælper dog gevaldigt denne gang at træde ind til et velkendt format i forhold til, hvor overvældende det hele havde føltes året forinden. Ængsteligheden til trods er atmosfæren behagelig og afslappet i biografsalen. Min veninde og jeg når knap nok at sætte os til rette og få samtalen kickstartet, før aftenens vært træder ind foran lærredet og stolt byder velkommen til en udsolgt aften og spandevis af ekstravisninger. Han fortæller visionært om filmfestivalens mission om at gøre filosofiske snakke tilgængelige for alle og varmer publikum godt op, inden han giver ordet videre til forfatter Johanne Mygind på en skypeforbindelse, som skal indlede filmvisningen med en introduktion til aftenens stjerne – Donna Haraway.

Jeg kommer forberedt til aftenens arrangement, klar og ivrig til at suge filmens og forfatterens guldkorn til mig. Hvor mange gange har jeg ikke været til foredrag og skævet misundeligt og evigt angrende på andres håndskrevne noter. Men 2025 is here, og jeg har svoret, at det skal blive året, hvor jeg tager noterne i egen hånd! I salen hiver jeg derfor selvtilfreds notesbogen op af tasken og begynder at skrible løs, alt imens Johanne Mygind taler. Altså lige indtil lyset slukker, filmen starter, og jeg finder ud af, at jeg selvfølgelig ikke helt havde gennemtænkt konceptet om at tage noter i en bælgmørk biografsal. Oh well, tænker jeg og fortsætter famlende i blinde med nedfældningen af Donnas forviklede visdomsord. Tydningen af disse mystiske tegn må være et future-me problem. Ironisk nok er det netop denne eskapistiske indstilling, som filmen tager et opgør med.

En modgift til eskapisme

En vild dame – sådan introducerede Johanne Mygind på rammende vis Donna Haraway. I en stærk treenighed kombinerer Haraway nemlig modstandskraft mod fascisme og neoliberalismen med det at være biolog og en feminist formet af ’68. Derved mener Johanne Mygind, at Haraway kan noget helt særligt ved at kunne forene feminismens blik på ulighed og økologiske perspektiver om, at der ikke findes noget, der bliver til noget i sig selv. Haraway formulerer sig i filmen som en afspejling af sine egne teorier; Snørklet og inderligt indviklet med speederen trukket helt i bund – en slags Simo Køppe på speed. Som en gammel crow taler hun desuden med en urkraft, der runger af alderens visdom, og vigtigst af alt formidler hun med et glimt i øjet og en hjertevarm humor.

Haraway kalder på fortællinger, der indkapsler vores gensidige afhængighed med omverdenen og klargør os på vores ansvar i lyset af miljø- og klimakrisen. Filmen udgør på den måde en modgift til enhver trang til eskapisme. Dokumentarens pointer opsummerer fint og overskueligt mange af de pointer, som Haraway har skrevet i bogen At blive i besværet (eng: Staying with the Trouble), som jeg under mit bachelorprojekt læste uddrag af. Selvfølgelig skal vi have lov til at sørge over det tabte, men Haraway understreger i løbet af filmen gentagne gange, at vi ikke må fortvivle og give op – we work with what we got.

Som Johanne indledningsvist beskrev, er det ikke nødvendigvis en følelse af håb, man efterlades med af Haraways tænkning. Snarere en handlekraft til at ’blive i besværet’, når verden synes svært fremkommelig. Jeg forestiller mig, Haraway fylder os med et gåpåmod, der er lige mængder stædighed og livsglæde. I samme dur som den sprudlende og kraftfulde Donna fra musicalen Mamma Mia formår det. For når man som Johanne Mygind er ved at nedfælde en mørk roman, er det ”godt at have Donna ved sin side”, som forfatteren kækt udtalte på skypeforbindelsen. Og vi kan snakke nok så meget om ensporede ekkokamre og eskapisme, men det gav mig altså ro i maven og fyldte mig med mod at se knap to hundrede mennesker samlet i salen, der også siger ”hey, den her film om Donna er faktisk en vigtig agenda i verden lige nu, vi vil gerne høre hvad, denne vilde dame har at sige”. Det mærkes som en modvægt i en urovækkende tid, hvor det føles som om, at spillereglerne for verdensordenen er blevet vendt på hovedet på skræmmende kort tid og fuldstændig hjerneløst eskaleret i Trumps og Elons nye MAGA-USA.

Haraways kraftfulde indstilling minder mig meget om min nye y-bog Det er ikke så radikalt (eng: It’s not that radical) af den britiske klimaaktivist Mikaela Loach. Gennem begrebet klimaretfærdighed ønsker Loach at fordre direkte handling, indgyde håb hos læseren og dermed være med til at skabe så meget forandring som muligt. Ud fra et klimaretfærdigt perspektiv er det afgørende at indse det misforhold, der eksisterer mellem synderne bag klimakrisen og dem, klimakrisen rammer hårdest. Loach afmonterer dermed forestillingen om klimakrisen som den store udligningsfaktor og viser i stedet, hvordan klimakrisen i virkeligheden forstærker eksisterende uligheder og den marginalisering og vold, som undertrykkende systemer som hvidt overherredømme og neokolonialisme, kapitalisme og patriarkat står for. Med udnyttelsen af den globale majoritet og naturens ressourcer har disse undertrykkende systemer skabt klimakrisen, og på den måde hænger klimaretfærdighed uløseligt sammen med race- og klasseretfærdighed.

Klimaretfærdighed handler ifølge Loach om at forene alverdens frihedskampe for at skabe en bedre og frigjort verden for os alle. Hun opfordrer til at mobilisere sig, engagere sig, rulle ærmerne op og komme i gang med det klimaretfærdige arbejde. Være det sig med emner som fossile brændsler, migranter, nødhjælp, bylandbrug eller feminisme i en lokal organisation. Vi må finde vores egen værdifulde rolle, som vi kan udfylde med hver vores unikke viden. Som Loach så rammende skriver, kan det koges ned til: ”I hårde tider giver vi ikke op. Vi organiserer os”. Ligesom Haraways ord er bogen Det er ikke så radikalt en veltrængt modgift til eskapistiske tendenser. For Loach handler klimaretfærdighed nemlig ikke kun om at undgå klimakollapset. Klimaretfærdighed handler om muligheden for at transformere og opbygge en bedre verden. Loach skriver, at vi skal give plads til at føle vreden, panikken og sørge over den ødelæggelse og lidelse, som klimakrisen medfører, da det er vores bløde hjerter og kærligheden, der skubber os frem og får os til at handle for at ændre verden til det bedre. Hun forklarer, at det derfor vigtigt at finde ud af, hvad der kan knuse vores hjerter og ikke mindst hvad, der får dem til at vokse. Vi bliver nødt til at læne os ind i vores radikale forestillingsevne, så muligheden for at skabe den bedre verden gør os så spændte på fremtiden, at den bliver uimodståelig at kæmpe for. Modsvaret til klimadesperation findes i handlingsfællesskaber, for det er her, at styrken og håbet for klimaretfærdighed lurer, og glimtet af den nye verden kan skimtes.

Fortællingen som tænkning

Du har måske stødt på Donna Haraway i forbindelse med videnskabsteori og hendes position om situeret viden. Haraway står for et opgør med den traditionelle videnskab og dens søgen efter de store generaliseringer. Der er nemlig altid frygten ved at fortællingen bliver too big, forklarer Haraway i dokumentaren. For hende handler det i stedet om at fortælle historier, for historiefortælling er nemlig tænkning og skaber vores tænkning og forestillingsevne. Hun advokerer for at gøre de stærke historier svage og de svage historier stærke, og det involverer helt konkret at tage afstand fra drabelige fortællinger om våben og i stedet tage inspiration fra science fiction og snorelegens tænkemåder.

Ord som det antropocæne (eller kapitolocæne om man hellere vil) risikerer ifølge Haraway at blive too big, og dermed svære at arbejde med. If we could have one word, though, trækker Haraway alligevel smilende på det, ville kapitalisme være et fandens godt bud på at indfange de sidste århundreders destruktion, ulighed og lidelse. For vi skal ifølge Haraway være imod nogle verdensbilleder og levemåder, og det er her hendes afstand til bl.a. fascisme, kapitalisme og den kolonialistiske arv kommer ind. Haraway bruger faktisk en del tid i filmen at beskrive alle de måder, hun til daglig bliver mindet om, at hun er a daughter of conquest, og hvordan ”vi” (altid vær skeptisk overfor dette vi) må konfrontere denne arv og se den i øjnene. Stupiditeten kommer ifølge Haraway ind i billedet, når disse systemer får os til at tro, at der ikke findes nogle bedre alternativer. Haraways klokkeklare motto lyder derfor make kin, not babies – altså skab livslange forbindelser til det mere-end-menneskelige og skab fortællinger, der skal fremelske non-heteronormative former for glæde uden det reproduktive imperativ – især i de rige, forurenende lande (undskyld til Mette F og hendes babyplaner for Danmark). Selvom Haraway på nogle måder måske taler ud fra et mere postmoderne, nymaterialistisk ståsted end Loachs mere økosocialistiske standpunkt, er der for mig at se mange lighedspunkter i deres stålfaste indstilling til klimakrisens problematikker. Indstillinger, som er enormt nyttige at have med sig i rygsækken til ens fremtidige færd, og jeg håber, at du også er blevet nysgerrig på deres perspektiver. Jeg føler mig virkelig transformeret af begge kvinder, og begge deres bøger har mine varmeste anbefalinger.

Fra Donna til dagligdag

På en måde føles aftenens forløb som en forvandlende filmvisning, hvor publikum gennem filmens mystiske virkemidler blev suget ind i Donnas verden og efterladt med denne særlige stemning – hvis ikke håb, så en målsat afklarethed. Det var en æstetisk meget eksperimenterende og anderledes dokumentarfilm. Haraways ord blev konstant afbrudt af sekvenser af hende og hunden (en companion species) til hundetræning, minutlange nærskud af hunden, når den blot lå på gulvet og trak vejret, mystiske undervandsvæsner fra havets dyb, tomme gadekryds og trækroner akkompagneret af nattens lyde, som var filmen en del af et skjult meditationskursus.

Det nyfundne gåpåmod udnytter jeg straks efter filmen er slut, ved at tage livtag med en nervøsitet, som har ligget og ulmet i min bevidsthed de sidste dage. Som ny i en rådgivningsforening for psykologistuderende skal jeg nemlig have min første rådgivningssamtale i psykologrollen. Jeg øver mig på rammesætningen for den indledende samtale på min veninde, og det giver mig endelig lidt ro i maven. Herefter vender samtalen hurtigt tilbage til vores catch-up, som vi knap nok fik tid til at begynde på før filmen, og jeg ruller indvendigt øjne af mig selv over, hvordan man så hurtigt kan gå fra store tanker om miljøkriser og historiefortællinger til hverdagens trivielle småsludren. Min veninde og jeg ender med at forlade Cinemateket som de sidste gæster og bevæger os modvilligt tilbage ud i vinterkulden.