HURRA FOR FREMMEDGØRELSEN!

Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych.

Illustration af Anna Sofie Andersen, stud.psych.

”Jeg ender sikkert som et sceneoffer //

Animeret eskapisme, Steen og Stoffer”

lyder det fra Hans Philip i Ukendt Kunstners stemningsfulde Lørdag Aften på gennembruds EP’en Neonlys. Mange kender nok tegneserien om den fantasifulde dreng Steen og tøjtigeren Stoffer. Udover at tilbyde læseren en slags flugt ind i tegneseriens lige dele sjove, lige dele mystiske verden, er Steen på trods af sin unge alder en erfaren eskapist. Hele tegneserien er på sin vis baseret på en eskapistisk præmis. Nemlig at tøjdyret Stoffer er en levende tiger, der kan tale, og som Steen tilsyneladende bruger mange af sine vågne timer sammen med. Steen tilbringer meget af tiden i en helt anden verden end sine forældre og sine skolekammerater, en fantasiverden sammen med Stoffer. Det virker som om, at Steen har svært ved at passe ind i de andres verden. Både når det kommer til børn og voksne. På den måde er Steen alene, når han er sammen med andre og sammen med Stoffer, når han er alene.

Hans Philips eskapisme stikker dog dybere end det, idet Stoffer selvfølgelig også henviser til stoffer, som måske er den mest prototypiske form for eskapisme. Her et klassisk motiv om rockstjernen, der i berømmelsens beruselse falder ind i en ussel, alkoholiseret tilværelse krydret med crack rock og andet dårligdom. Når musikeren bliver til sceneofferet, skal der sten og stoffer til for at dulme smerterne, når det hele bliver for meget.

Vores billede af den hverdagslige eskapisme fungerer i det store hele på samme måde. I en middelklassetilværelse med det drænende 8 til 16 og lidt løse e-mails kl. 21:23; en rusten cykel, der går i stykker, hvis den ikke snart kommer til cykelsmeden; bunker af uvasket vasketøj, der tigger om at blive fjernet; en chili sin carne, der har åbnet sig selv i tasken og efterlader computer, papirer og opladerstik sølet ind i en klistret masse af tomat, bønner og taskefnuller; robotagtig doom-scrolling som det sidste febrilske forsøg på at genvinde en eller anden paradoksal form for styring over, hvad man bruger sin tid på.

Ja, i en sådan verden har vi alle brug for at forsvinde ind i en anden verden eller bare ind i en sindsstemning, hvori det er muligt at glemme disse grå trivialiteter såvel som de mere sjæleknusende aspekter af tilværelsen. Man flygter fra virkeligheden eller fra hverdagen ind i noget andet, hvor man kan glemme sine problemer og alle livets besværlige sider. Den typiske danske metode er som bekendt på godt og ondt enten: (1) en fandens masse øl fredag aften, komplet og smertelig inaktivitet lørdag og et par timers afslapning søndag efterfulgt af lidt halvpanisk fremsyn imod ugen, eller (2) fredagsslik og X-factor, familiefødselsdag med kaffe og kage lørdag og nok en søndag, der minder om søndagen i mulighed (1). I forhold til mulighed (1) er spørgsmålet, om det i virkeligheden er om lørdagen og ikke om fredagen, at den egentlige eskapisme finder sted? Vi ved fra vores barndom, at man må holde fri, når man er syg, og en af de måder, man kan gøre sig selv syg på, relativt pålideligt og midlertidigt, er ved at drikke hjernen ud. Med grove tømmermænd kan man endeligt få en reel pause. Her kan man for alvor få lov at holde fri.

Flugten til virkeligheden

Kan flugten fra virkeligheden være noget mere, noget andet? Ja, det kan det ifølge den tyske freudomarxist Herbert Marcuse fra Frankfurterskolen: De gamle tyskere, der stiftede Institut for Socialforskning i Frankfurt tilbage i slutningen af 1920’erne. I Marcuses tænkning om kunst udforsker han kunstværkets status som virkeligt eller uvirkeligt. Det virker åbenlyst, at en historie fra ens eget liv på sin vis er mere virkelig end en fiktiv historie, som man kan finde i en roman. Og dog er den fiktive historie ikke uvirkelig på samme måde som en falsk historie om ens eget liv. Det er altså ikke så simpelt som, at kunstværket er falsk og virkeligheden sand. Snarere, mener Marcuse, indstifter kunstværket en anden virkelig som en slags levende negation af den nuværende virkelighed. Som han formulerer det ”anklager” kunstværket virkeligheden. Marcuse låner et begreb fra Freud og hævder, at kunstværker kan aktualisere et andet realitetsprincip.

Når vi går på gaden og ser to mennesker gå sammen, er der alle mulige mere eller mindre subtile små tegn, som gør, at vi spontant opfatter dem som venner, et par, fremmede, der af en eller anden grund følges ad. Og det er ikke sådan, at vi først skal tænke over, hvordan de ser ud, og hvad dette betyder for, hvad deres relation indebærer. Vi opfatter direkte, at dér går et par. Det er denne form for ideologisk medkonstitution af virkeligheden, som kunstoplevelser kan være med til at udfordre. Ved at præsentere noget andet kan visse kunstværker modvirke vores fastfrosne, ideologiske overbevisninger om, hvordan virkeligheden er – hvordan vi opfatter andre mennesker, hvad der er normalt og unormalt, hvad vores forhold til samfundet og naturen er, osv. Når vi forsvinder ind i kunstneriske oplevelser og altså agerer eskapistisk, kan det på sin vis være mere virkeligt end vores normale hverdagsliv, idet det kan være med til at rykke den måde, dette normale hverdagsliv er opbygget. Ordet kunst klinger i sig selv næsten elitært, men jeg tror ikke, at vi er klar over, hvor meget kunst vi egentligt indtager, og hvilken værdi det derigennem har for næsten alle.

Der er altså en særlig form for eskapisme, som man for eksempel kunne kalde produktiv eskapisme, der ikke blot er en flugt fra den såkaldte virkelighed, men som snarere er med til at forandre, hvad vi opfatter som virkeligt og – måske endnu vigtigere – hvad vi anser som muligt. Ved at forsvinde ind i noget andet kan vi fornemme noget så gammeldags som håb. Ikke som et løfte eller en sikkerhed om, at det hele nok skal blive godt igen, men snarere som en følelse af, at noget andet er muligt, selvom vi står i lort til halsen.

Fremmedgørelse som frigørelse

Når vi forsvinder ind i en fiktiv verden, har vi nået fremmed land og herved gøres vi fremmede. Man kan hævde, at man føler sig fremmedgjort, når man føler, at man ikke er hjemme, eller måske snarere når man føler, at man er som en fremmed i sit eget hjem. Kunstværket kan netop udgøre et sådant fremmedelement i det velkendte, en glitch i det system, man troede man kendte til. Fremmedgørelse kan opleves som afstand – til andre mennesker, sig selv eller noget mere overordnet som samfundet eller naturen. Samtidigt implicerer fremmedgørelse, at man ikke var fremmed på et tidspunkt eller ikke behøvede at være fremmed. Man er sammen med sine venner og lige pludseligt griner de alle sammen af noget, som man ikke forstår, eller som man ikke synes er sjovt, og ud af det blå kan man føle sig som en fremmed i det før hyggelige selskab.

Men der er også nogle situationer, hvor vi nok kan blive enige om, at det er nødvendigt at blive fremmedgjort. Et eksempel er den fremmedgørelse fra primære omsorgsgivere man gradvist oplever som ungt menneske, og som er med til, at man bliver sit eget individ. Man kan tænke på fødslen som en slags oprindelig fremmedgørelse, hvor man bliver afskåret fra sin mor i en form for fremmedgørelsesproces, hvor det menneske, man som spædbarn før var en del af, nu er noget andet end én selv. Fremmedgørelse er en nødvendig del af livet og måske endda godt i nogle tilfælde.

Fremmedgørelsen er nødvendig, fordi du og jeg *altid-allerede* ER fremmedgjorte. Som vi har vidst – i hvert fald siden Freud og via tænkere som Jacques Lacan og Maurice Merleau-Ponty – er vi fremmede for os selv. Det er bl.a. dette forhold, som betegnelserne om det decentrerede eller splittede subjekt dækker over. Illusionen om det hele, sunde, sande selv er forkert. Som Lacan vist skriver, er fjolset ikke den gale, der tror, at han er en konge, men kongen, der tror, at han er en konge. At være en konge er noget, der kun giver mening i kraft af et særligt socialt system, der virker gennem specifikke magtrelationer, som gør nogle til konger og andre til undersåtter. Og der er noget dybt fjollet ved en komplet identifikation med den historiske og mere eller mindre tilfældigt konstruerede identitetsmarkør, som kongen bærer. En bedre måde at være konge er netop igennem fremmedgørelsen overfor sig selv og andre Den gode konge ved, at han dybest set er et almindeligt menneske som alle andre, og han føler sig fremmedgjort, når andre kun behandler ham som konge. Jeg gætter på, at det er nogenlunde samme følelse, man kommer i kontakt med, når Deutsche Bahns internetside tvinger én til – i mit tilfælde – at vælge imellem Hr., Dr. og Professor, når man bare skal købe en togbillet. Et gran af frihed findes også i den pludselige indsigt i afstanden til disse absurde titler.

Ambivalenstolerance

Du skal også have et af de altid værdsatte konkrete redskaber med, og i dette tilfælde kunne et bud være idéen om ambivalenstolerance. Forsvind ind i fremmedgørelsen uhyggelige land og udvikl din ambivalenstolerance! Det har vist sig at være svært at finde hoved og hale i, hvor begrebet om ambivalenstolerance i grunden kommer fra. Nogle engelske kilder henviser til, at det var den polske psykolog Else Frenkel-Brunswik, der indførte det i værket The Authoritarian Personality – forfattet med blandt andre Theodor Adorno. Danske kilder henviser derimod til den tyske psykolog Regina Becker-Schmidts Modsætningsfyldt realitet og ambivalens som begrebets oprindelse. Hun var ligesom Frenkel-Brunswik også affilieret med Frankfurterskolen. Måske er begrebets oprindelse jf. begrebet selv også mindre vigtigt. Lektien er: Eskapisme er godt, så længe du bliver fremmedgjort i processen.

Efterord: Det mærkeliges nødvendighed

Det reelt mærkelige er overraskende sjældent. Når man kigger rundt i togkupéen, klasseværelset eller ud ad barvinduet ved man sædvanligvis, hvad alt, man ser, er. Nogle gange, og jeg ved ikke om andre oplever det, er det som om, at der er et splitsekund, hvor det er som om, at noget man ser, ikke helt har fundet sin faste form og så hurtigt fryser fast og bliver til den velkendte ting, som man kender. Et andet, meget sjældent eksempel på noget reelt mærkeligt er, når man finder en eller anden teknologisk dimsedut, som man vitterligt ikke kan forestille sig, hvad skal bruges til. Det er et øjeblik, jeg sætter stor pris på.

Det mærkelige får en radikal form i den random-kultur, som til tider var at finde i internettets afkroge for knap 20 år siden. Her er et af de mest karikerede, og efterhånden berygtede, eksempler, der gengives ordret mht. form og indhold og i tråd med APA7:

hi every1 im new!!!!!!! *holds up spork* my name is katy but u can call me t3h PeNgU1N oF d00m!!!!!!!! lol…as u can see im very random!!!! thats why i came here, 2 meet random ppl like me ^_^… im 13 years old (im mature 4 my age tho!!) i like 2 watch invader zim w/ my girlfreind (im bi if u dont like it deal w/it) its our favorite tv show!!! bcuz its SOOOO random!!!! shes random 2 of course but i want 2 meet more random ppl =) like they say the more the merrier!!!! lol…neways i hope 2 make alot of freinds here so give me lots of commentses!!!!

DOOOOOMMMM!!!!!!!!!!!!!!!! <--- me bein random again ^_^ hehe…toodles!!!!!

love and waffles,

*~t3h PeNgU1N oF d00m~*

Det vides tilsyneladende ikke, om det originale opslag var satirisk eller seriøst, men som satire erklærer The Penguin of Doom sig her enig med Simo Køppe i, at det komplet tilfældige ikke nødvendigvis er særligt komplekst eller mærkeligt. Snarere er det i denne sammenhæng åndssvagt, tåkrummende og karikeret, fremfor at være decideret mærkeligt eller uforståeligt. Derimod består det mærkelige netop i, når noget ukendt viser sig i det, man troede var kendt, eller omvendt noget velkendt viser sig i det, man troede var komplet ukendt. Forestil dig at være på vandretur et sted ude i ødemarken og lige pludseligt se et fotografi af dig selv på et træ. Eller låse døren til din lejlighed op og se en elefant stå midt i din stue. En anden måde at sige det på er som Mark Fisher fremlægger det i sine betragtninger om The Weird og The Eerie: En mangel, hvor der burde være noget tilstede, eller en tilstedeværelse, hvor der burde være en mangel.

Tag hen til noget mærkeligt. Bliv fremmedgjort. Hvis jeg skulle name droppe skamløst en sidste gang, ville jeg med Donna Haraways frase sige ”bliv i besværet”. Hurra