HVORFOR ER JEG EN BEHOLDER?

Af Iben Berndt, stud.psych.

Illustration af Marie Fæste, stud.psych.

Jeg har aldrig været meget af en slagsbror, men når jeg hører nogen sige, at graviditet ikke er en sygdom, har jeg lyst til at starte en væbnet revolution.

De sidste mange måneder har jeg knap eksisteret. Jeg er gravid, og selvom det lyder dejligt, for det er det, det er vidunderligt, så har det gjort mig så syg, som jeg aldrig har været før. I fire måneder har jeg kastet op mellem 5-30 gange om dagen, hver eneste dag, med kvalmen som ufravigelig følgesvend alle døgnets timer. I medicinsk fagterm kaldes det hypereremis gravidarum. En tilstand med svær kvalme og opkastning, der debuterer tidligt i graviditeten og som ledsages af dehydrering, elektrolytforstyrrelser og ernæringsmæssige mangler. 1-3% af gravide får det. I sjældne tilfælde varer det til 20. graviditetsuge eller for Guds få udvalgte, hele graviditeten. For at sige noget om alvoren, vil 75% af kvinder, der har haft hypereremis gravidarum under en graviditet, ikke være gravide igen. Ingen ved helt, hvorfor nogle kvinder trækker dét lod. Nogle taler om genetisk disposition og arvelighed, andre om graviditetshormoner, men ingen ved noget endegyldigt. Min erfaring er også, at ingen rigtig interesserer sig for det – det går jo over på et tidspunkt.

Intet virkede. Kvalmestillende medicin en masse, æblejuice, B6-vitaminer i høje mængder, ingefær te, hyppige indlæggelser med drop. Ingen kunne gøre noget, der hjalp mig.

Dagene har været lange. Bundet til sengen, svandt mine muskler. Jeg blev svagere, afkræftet. Det er jeg stadigvæk. Efterslæbet er stort, selvom kvalmen endelig er ved at lette her efter uge 20.

Det har taget liv at skabe liv.

Tanker om at forlade min krop, at fri mig selv fra denne tilstand, som jeg i årevis har ønsket var min realitet, opslugte mig i sygdomssengen. Min sjæl formørkede sig. Jeg væmmedes ved synet af lykkelige gravide. Jeg tænkte på døden, min og barnets. Jeg skammede mig over at ville løbe fra det hele. Det var jo det her, jeg ville. Men jeg vidste ikke, hvad det ville koste mig. Hvad min pris for at blive mor er.

Jeg har længe været usikker på, om jeg havde lyst til at invitere andre ind i mit mørke. Her er ikke kønt. Men alligevel er mit ræsonnement endt med at være dette; hvis jeg ikke kan slippe fra hypereremis gravidarum, får I heller ikke lov til at slippe for se på min elendighed. Det er mit ikke-voldelige forsøg på at genetablere retfærdigheden.

Graviditetsdagbog

16. november – 6+4

første tjek

får taget blodprøver

jeg tjekker min journal hjemme

”pt. grådlabil og bleg at se på”

22. november – 7+3

mit arbejde vil have en lægeerklæring

nu hvor jeg ”pludselig ikke kan arbejde længere”

de vil vide hvornår jeg er tilbage

om jeg kan nå at færdiggøre videoen

inden jeg sygemelder mig fuldt

28. november - 8+2

et par af hans venner spørger ham om det virkelig er så slemt

om ikke jeg spiller lidt på det

han har min ryg

men jeg forstår da

ingen vil se gravides lidelser

1. december - 8+5

lægen siger at barnet er som en parasit

den skal nok tage hvad den har brug for

det er mig der må sulte

8. december – 9+5

vakler tilbage i sengen

mit anker

mine muskler er forsvundet

jeg taber mig mens maven vokser

20. december - 11+3

jeg ækles ved gravide der har det godt

et sted kan jeg unde dem det

bare ikke herfra

1. januar - 13+1

jeg har kastet op seks gange indtil videre

klokken er kun 15

det er fire timer siden jeg vågnede

kastede op

spist en halv skive brød med smør

kastede op

drak vand

kastede op

spiste en kvart sandwich leveret af wolt

kastede op

eksisterede

kastede op kastede op kastede op

jeg siger at jeg ikke vil mere

han lægger en hånd på min skulder

jeg håber han ved han hjælper selvom ingen

kan hjælpe mig

jeg skriger det ned i kummen

jeg vræler at det skal stoppe

men det gør det ikke

det fortsætter

2. januar - 13+2

helvedesnat

18 opkastninger

klokken er 05

jeg har ikke sovet siden 00

uroen har sat sig i lænden

jeg tænker det føles som veer

den vandrer ned i benene

jeg må bevæge dem hele tiden ellers falder

de af kroppen

vil sove men får ikke lov

minutter mellem opkastningerne

jeg har givet op

ser på snestormen udenfor

er det ved at blive farligt?

3. januar - 13+3

jeg lever endnu

opkasten har lagt sig

min krop er medtaget

halsen brænder

den er ætset op

de muskler jeg har tilbage skriger

krampetrækningerne har sat sine spor

jeg kan ikke vende mig i sengen uden at

ømme mig

jeg drikker en kop te

en sejr

en tør skive toastbrød med smør og honning

det lykkes

vægten bliver ved med at falde

ikke meget men lidt hver gang

58,7 kg

den sagde 63 kg før graviditeten

jeg har aldrig været så syg

9. januar - 14+2

jeg har været gravid i 100 dage

maven er der også om morgenen nu

mad smager fortsat ikke godt

jeg har ingen tanker om god mad

jeg ved ikke hvad det er længere

men jeg spiser fordi det skal jeg

jeg forstår bare godt ældre mennesker

når de nægter

det giver mening

15. januar – 15+1

jeg besvimer

han griber mig

du var væk et par minutter siger han

jeg husker ingenting

en pause tænker jeg

19. januar - 15+5

jeg har kastet op over 30 gange

hvad nytter det at tælle

jeg vil dø

20. januar - 15+6

jeg tænker på aborter

det er ikke det jeg vil

jeg vil have mit barn så jeg skal fortsætte