PSYKOLOGIENS EVINDELIGE KRISER: EVIDENSBEGREBET SOM PSYKOLOGIENS ESKAPISME?

Af Sarah-Emilie Gundolf Josiasen, stud.psych.

Illustrationer af Marie Fæste, stud.psych.

Psykologien har gennemgået en udvikling, hvor evidensbaserede tilgange er blevet et ufravigeligt krav i forskning, praksis og vidensproduktion. Førhen var videnskabelige kriser en mulighed for udvikling. Nu er evidens blevet det nye, sikre slagord, der redder os fra videnskabelig tvivl og nybrud

Psykologiske interventioner, behandlingsformer og teoretiske forståelser vurderes i stigende grad ud fra deres ’evidenskarakter’. Ofte operationaliseret gennem kvantitative metoder og standardiserede randomiserede kontrollerede forsøg (RCT). Det er en tendens, der både viser sig internationalt, men også lokalt på vores Institut for Psykologi. Denne udvikling bygger bl.a. på et naturvidenskabeligt paradigme, der søger at objektivere og måle psykologiske fænomener på en måde, der kan sammenlignes med medicinske evidenshierarkier og en instrumentalisering af viden. Det vil konkret sige, at psykologiske begreber, fænomener og genstandsfelter ofte gøres til ’én-størrelse-passer-alle’, når de sættes på ’formel’ i målinger og kvantitative forskningsdesigns.

I nærværende artikel vil jeg søge at udfolde evidensbegrebet og vise, hvordan evidens i dag fungerer som en begrænsende faktor for psykologiens videnskabelighed. Snarere end en objektiv metode til at sikre videns gyldighed, kan evidens forstås som en ideologisk konstruktion. En abstrakt utopi, om man vil. Og når vi nu alligevel drømmer, vil jeg tillade mig at drømme om en anden psykologi. En videnskab, der er kontekstbevidst, lokalt situeret og forankret i en pluralisme. Det tror jeg vil gøre os til bedre psykologer i sidste ende.

Min problematisering af evidensbegrebet består bl.a. af, at det bruges som en neutral størrelse. I virkeligheden er evidenstænkningen præget af en idé om at reducere og opgøre viden i målinger og standarder, som risikerer at skygge for de mere komplekse, dynamiske og kontekstuelle aspekter af psykologiske fænomener. Psykologien er, som vi ved, ikke udelukkende en naturvidenskab, men en også human- og samfundsvidenskab. Subjektive oplevelser, historiske kontekster og relationelle dynamikker spiller en afgørende rolle for vores forståelse af psyken og mennesket. Når evidensbegrebet prioriteres på en måde, der ekskluderer disse perspektiver eller gør disse perspektiver op i kvantitative data, bliver det snarere en form for eskapisme – en flugt fra det komplekse og det uforudsigelige, som ellers kendetegner menneskelig erfaring og psykologiens historiske udvikling. Psykologien har hidtil udviklet sig gennem kriser, som fører til nye forståelser, men ikke når én enestående altopslugende sandhed nærmere.

To forskere, der er inde på det, er Vandana Shiva og Maria Mies, som i deres værk ’Ecofeminism’ kritiserer det vestlige videnskabsideal for at være reduktionistisk, patriarkalsk og kolonialt, idet de skaber en kunstig opdeling mellem viden (ekspertens) og uvidenhed (den ikke-specialiseredes). Det vestlige videnskabsideal ekskluderer alternative erkendelsesformer og skjuler samtidig dets egen begrænsning og uvidenhed. Shiva og Mies argumenterer for, at denne form for vidensproduktion ikke blot søger at måle og kontrollere, men også marginaliserer alternative vidensformer – såsom lokal, relationel og kropsliggjort viden. På samme måde kan psykologien siges at være fanget i et paradigme, hvor det målbare og evidensbaserede tillægges højere validitet end praksisnær, erfaringsbaseret eller kvalitativt forankret viden. Dette skaber en snæver forståelse af, hvad der tæller som ’gyldig’ psykologi(sk viden), og hvilke metoder der anses for legitime i både forskning og praksis.

Jeg læser denne form for evidensdogmatisme som havende vidtrækkende konsekvenser. Når psykologiske metoder kun valideres gennem kvantitative eksperimenter og frameworks, risikerer vi at overse den dynamiske og relationelle karakter af psykologisk viden(skabelse). Mennesker er ikke passive objekter i en klinisk protokol eller en pædagogisk kvalitetsmåling; de bringer deres unikke livshistorier, erfaringer og emotionelle kompleksiteter ind i psykologiens genstandsfelt, både i forskning og praksis. En rigid evidensbasering kan derfor føre til en ”one-size-fits-all”-tilgang, hvor menneskers socialiserede og kulturelle indlejring overses i forskellige kontekster. Standardiserede metoder kan give en illusion af objektivitet, men i realiteten skaber de ofte en begrænset psykologisk forståelse.

Som Vandana Shiva og Maria Mies påpeger, er denne reduktionisme ikke blot en metodisk begrænsning, men en ideologisk konstruktion, der aktivt ekskluderer (alternative) vidensformer og skaber en skarp opdeling mellem hvem, der anses som vidende og hvem, der betragtes som uvidende. Den videnskabelige metode har historisk været præsenteret som objektiv og universel, men er i realiteten et produkt af vestlig, patriarkalsk og kolonial videnskabsforståelse, som tidligere nævnt. Tilgangen skaber en kunstig grænse mellem ‘eksperten’ og ‘den uvidende’, hvor visse former for viden − såsom erfaring, lokal viden og relationelle forståelser − ikke anerkendes som legitime. Denne ”mekanistiske” verdensopfattelse, hvor naturen og det menneskelige sind ses som fragmenterbare og manipulerbare, der fører til en videnskabelig vold mod det levende. Det samme gør Morten Nissen opmærksom på i sin artikel ’Brugerdrevne standarder som konkret utopi’ (2014), hvor han beskriver, hvordan evidensbasering i psykologien ofte fremstilles som en ’neutral’ og ’objektiv metode’ til at sikre videnskabelig gyldighed. Men standardisering er aldrig blot et teknisk redskab – det er også en ideologisk praksis, der former og begrænser, hvad der tæller som legitim viden. Standarder, herunder evidenshierarkier, fremstår som værdifrie måleinstrumenter, men fungerer i praksis som magtstrukturer, der styrer, hvem der har definitionsretten i psykologien. Evidenstænkningen er altså i høj grad en abstrakt utopi, fordi det fremstiller sig selv som en universel standard for viden, men i virkeligheden er en konstruktion af en meget kompleks virkelighed, der mister sin glans, når den sættes på formel. Nissen viser, hvordan standardisering historisk er blevet brugt som en form for ”styring uden etik” – en administrativ orden, der søger at minimere kompleksitet snarere end at forstå den. I psykologien har denne logik ført til en eskapisme, hvor dét, der ikke kan operationaliseres eller måles, skubbes ud af den videnskabelige samtale.

Alternativt kunne vi tænke i ’brugerdrevne standarder’ – en videnskabelig praksis, der anerkender viden som situeret og relationel, og som åbner for en mere pluralistisk tilgang til psykologisk forskning og praksis. Her inddrages dem, der forskes i og med i selve udviklingen af de videnskabelige standarder, som også altid vil være prototypiske. En prototype er i denne sammenhæng ikke en færdig, fastlåst model, men snarere en åben, eksperimenterende praksis, der fungerer som en slags “levende skabelon”. Den giver retning og inspiration, samtidig med at den åbner for kritisk refleksion over, hvordan standarder, normer og subjektive processer kan formes og omformes i konkrete sociale kontekster. I stedet for at reducere menneskelig erfaring til et spørgsmål om målelig evidens, bør vi spørge os selv: Hvem definerer, hvad der tæller som viden – og hvilke perspektiver udelukkes i denne proces?

Tilgange, der forsøger at gøre op med dette standpunkt, har været at finde på psykologiuddannelsen ved Københavns Universitet førhen, men er blevet færre og færre. Det er bl.a. sket ved, at fagkoordinatorer på nogle dele af bachelor- og kandidatuddannelsen favoriserer én type videnskab og skærer hele skoledannelser væk til fordel for evidensbaserede og empiriske pensumartikler. Og på faget ’Avanceret forskningsdesign og videnskabsteori’ bliver man i dag f.eks. kun skolet i den naturvidenskabelige opbygning af en forskningsartikel IMRAD, som i virkeligheden kun er én af mange mulige opbygninger af forskningsartikler. Således mister psykologien dets nuancer og dets mulighed for at rumme kompleksitet og have udvidende kræfter. Når videnskabsidealet bliver, at vi kan (og skal) afdække verden udtømmende for at finde frem til SANDHEDEN, så mener jeg, at psykologien mister sin indsigtskraft i mennesket/subjektet/psyken, whatever you want to call it.

Standpunktet for artiklen her er ikke, at vi skal have overvægt af én slags viden(skab), heller ikke den viden, der rummer og udfolder kompleksitet og pluralisme, men jeg vil insistere på, at de teorier og skoledannelser, vi bliver præsenteret for på uddannelsen, bør basere sig på et videnskabeligt mangfoldigt grundlag på alle grundkurserne. De studerende bør i min optik få mulighed for at udvide deres psykologiske videnskabelige habitus med et væld af forståelser, teorier og skoledannelser. Det er på den måde, vi lærer at tænke i kontraster og kompleksitet, som ligeledes findes i vores kommende arbejde som psykologer. Derfor er det i min optik væsentligt at overveje de metoder, forståelser og tilgange, der vælges til, når kurserne på bachelorfagene tilrettelægges. I øjeblikket er det svært at rykke ved, da fagkoordinatorerne selv er enerådigt ansvarlige for at vælge tekster til pensum. De skal nemlig ikke længere godkendes af studienævnet, hvilket er en ændring der trådte i kraft i slutningen af 2024.

Jeg synes i den forbindelse, at vi har lov til at kræve en kvalitets- og pluralitetssikring af pensum og undervisning på vores uddannelse. Der bør sættes retningslinjer for, på hvilken måde en enerådig fagkoordinator selv kan bestemme, hvad en hel årgang psykologistuderende skal læse og lære på grundfagene på bacheloruddannelsen. Måske bør der indsættes en uvildig instans til at kvalitets- og pluralitetssikre fagene. Der er nemlig sket markante ændringer i det seneste årti, hvor pensumtekster fra fundamentale skoledannelser er blevet fjernet helt fra flere grundkurser i psykologien, fordi fagkoordinatorer eksplicit har været uenige med teorierne, men her får jeg lyst til at spørge: Bør fagkoordinators holdning til bestemte skoledannelser vægte højere end mangfoldig videnskabelig dannelse?

Jeg får til slut lyst til at inddrage et begreb fra den mere aktivistiske praksisforskning. Counter-hegemonisk videnskabelse: en videnspraksis, der aktivt udfordrer den snævre definition af videnskabelig gyldighed, som evidenshierarkierne har skabt. Det er en forståelse som socialantropologen og praksisforskeren Jean Lave bl.a. er inde på. Praksisforskning bygger på en erkendelse af, at viden er situeret, relationel og værdiladet, og at forsøget på at gøre videnskaben ”neutral” i virkeligheden blot skjuler de magtforhold, der allerede præger den dominerende vidensproduktion. Counter-hegemonisk videnskabelse indebærer også en erkendelse af, at videnskab altid er værdiladet – og at det ikke er en svaghed, men en styrke. I stedet for at skjule sine værdimæssige forankringer bag et slør af metodisk neutralitet insisterer praksisforskning på at gøre værdigrundlaget eksplicit. Hvem definerer, hvad der tæller som viden? Hvilke perspektiver udelukkes? Hvilke samfundsmæssige konsekvenser har de videnskabelige paradigmer, vi anvender? Det kan vi jo spørge os selv. Ved at arbejde aktivt med disse spørgsmål åbenbares det forhold, at videnskab ikke behøver at være en rigid, universel størrelse, men kan være en refleksiv, mangfoldig og dynamisk proces. Denne videnskabsforståelse søger ikke at eliminere kompleksitet, men ønsker snarere at forstå og arbejde med den. Det er ikke fordi praksisforskning skal fylde alt, men hvis vi tager stilling til disse forhold, kan vi tage stilling til videnskaben på en mere kritisk refleksiv, mangfoldig og lokalt forankret måde.