FORBRUG SOM ESKAPISME

Af Morten Vifeld Issa, stud.psych.

Illustrationer af Andreas Thorhauge, stud.psych.

Før jeg for alvor begynder artiklen, tror jeg, det er relevant at opstille en kort præmis. En præmis, der efterfølgende vil blive udbygget og nuanceret - og gjort både forvirrende og utydelig. For jeg er ikke selv helt skarp, ift. hvad jeg faktisk prøver at sige. Så det bliver en rodebutik, sorry

For hvad betyder en tolkning af forbrug som eskapisme overhovedet? Mit udgangspunkt er i en vis forstand Lacaniansk. Jeg låner hans ideer om menneskers subjekt-objekt forhold til sig selv, som en slags bagtæppe. Lacan har en grundlæggende dynamik, hvor hvert enkelt menneske, subjekt, har en tendens til at betragte sig selv udefra som objekt for en udefineret andens begær. Den vigtige pointe at tage med er denne dobbelthed i vores forhold til os selv. Hvilke positioner kan vi så indtage for at betragte os selv som objekt?

Ifølge Lacan er de positioner prædefineret af den store anden. Den symbolske sammenhæng du er socialiseret ind i. Med andre ord, ideologien du er født ind i. Dit selvforhold, om man vil, er altså determineret af den dominerende ideologi, og dens implicitte logikker. Hvordan relaterer det sig så til eskapisme og forbrug? Her låner jeg fra Lukács’ syntese af Max Webers rationalisering og Marx, der gennem begrebet reificering peger på, at ifm. industrialiseringen, i takt med at vi via mekanik kiggede ind i totalt at underkaste naturen vores vilje, og med udbredelsen af markedsøkonomier, opstår et instrumentalt selvforhold. Hele det menneskelige liv begynder at bære præg af stræben efter effektivitet, systematisering og målbarhed. Vi bliver tingsliggjort, og verdens tilstand bliver naturaliseret.

Når vi forbruger, eller egentligt bare gør noget i det hele taget, er der altid en skjult logik i vores handlinger. En historie vi fortæller os selv om, hvorfor vi gør, hvad vi gør, vores motivation for at gøre noget. Den logik der giver meningen til vores handling. Det afslører altså et selvforhold. Så når vi eksempelvis køber et livsstilsprodukt eller løber en tur, med en ambition om self-care eller et pusterum fra rotteræset, er det relevant at kigge på det underliggende selvforhold, og om narrativet deri faktisk holder vand. Og nu er det ikke for at være ekstrem, men forbruget lader til at have sneget sig ind i alle kroge. Også der hvor vi fortæller os selv, at vi tager en pause fra det. Og med forbruget mener jeg hele det cykliske forhold med arbejde for at forbruge, inklusiv forbrug af os selv.

Mere konkret, er det vi nok har brug for at gøre med eskapismen, at tage en pause fra den kontinuerlige konfrontation med verdens tilstand. En tilstand der umiddelbart og “rationelt” fremstår som uomtvistelig og meningsfuld, for sådan er vi socialiseret til at se den. Men jeg tror, vi ubevidst fornemmer diskrepansen. Så vi prøver at bryde med den allestedsnærværende sans for effektivitet, systematik, målbarhed og bureaukratisk logik for en stund. Tag en pause fra manglen på svar på spørgsmål omkring tingenes tilstand. En pause fra manglen på mening. Et forsøg på at nærme os noget diffust - noget ikke reificeret.

Vi begynder med et billede.

Det er sent søndag aften. Sofaen er din, og du lader op med brainrot for fulde gardiner. En reklame forstyrrer med et ”TILBUD! TILBUD! TILBUD!”, iscenesat med idealiserede kroppe, i situationer der implicit lover et bedre liv. Et gladere liv. Tankerne kredser om, hvad du skal bestille på Wolt. Du tjekker lige Vinted i mellemtiden - er der kommet nye støvler i din størrelse, siden du kiggede sidst? Tilbage til Wolt. Er det for tarveligt bare at bestille kebab og burger? Kan du med god samvittighed egentligt bestille noget med kød? Jaaaa…. fuck it, det er søndag. Gemt i denne ellers banale scene ligger der en langt mere kompleks historie: En fortælling om forbrug som en nødvendig flugt fra en verden, der har gjort kravene til individet til en uløselig gordisk knude.

Neoliberalismen har ikke blot invaderet vores arbejdspladser og den indre logik i vores politiske virkelighed, men også vores fritid og selvopfattelse. Omfanget af artiklen bliver for voldsom med en dybere redegørelse for, hvad neoliberalismen er − men tænk Thatcher og Reagan, øget privatisering, individualisering og svækkelse af fagbevægelser. Idealisering af “det frie marked” og New Public Management. Inspireret af tænkere som Friedman, Hayek og Buchanan, hvis du skulle have lyst til at få en bedre indsigt i noget af tankegodset bag ideologien.

Ifølge Byung-Chul Han er vi blevet vores egne værste chefer i det, han kalder træthedssamfundet. Vi udbytter konstant os selv i jagten på selvrealisering og optimering. Forbruget er blevet en slags mikroskopisk opstand, hvor vi køber os til øjeblikke af trøst og frihed. Øjeblikke af selvmanifestering. Et pusterum. Men er det overhovedet frihed? Eller blot endnu en form for fangenskab? En mindfulness app eller en luksusoplevelse som en pause, er et symptom på selvoptimering, der peger tilbage på en underliggende intention om at præstere. Han beskriver positiv magt, i kontrast til negativ magt. Uddybelse følger.

Foucault synliggjorde dele af den negative magt, gennem analysen af biopolitikker. Magtteknologier, primært implementeret af staten, formede vores subjektivitet, ved at indskrænke vores friheder. Påbud og regler lader forstå, hvad der er rigtigt og forkert. I skolen, militæret og i sygevæsenet. Dette internaliseres som en slags statsautoriseret over-jeg. Herfra hans panoptikon allegori. Det var biopolitikker, fordi institutionernes påbud omhandlede måder hvorpå vores kroppe skulle reguleres i tid og sted. Det definerede en vis normativitet. I skole og militær skulle vi manipulere vores kroppe på specifikke måder. Sid stille på stolen og vær stille. Respekter autoriteten. I militæret var kasernerne hierarkisk organiseret, og igen med regulering af hvornår og hvordan, man må hvad med sin krop. Udviklingen af sygevæsenet opstillede rammerne for normalitet − sygeliggjorde kroppe, i videste forstand, som ikke passede med at tjene et prædefineret formål. Byung-Chul Han mener vi til dels er videre fra biopolitikken, til hvad han kalder psykopolitik. Magten er blevet positiv.

Det aspekt af den udvikling Byung-Chul Han peger på, jeg personligt finder nok mest interessant er, at det også gør magten endnu mere usynlig. Den negative magt er lettere at se. Der er et mere konkret noget, en institution fx, der udøver magten over os. Hvis vi er frie til at definere os selv, forbruge hvad vi vil og udtrykke os frit, og mindre underlagt tydelige autoriteter, har vi så netop ikke nået topmålet af menneskelig frihed? Han siger nej − vi har nærmere nået den totale inkorporering af ideologi i subjektet. Vi har nået den absolutte form af hver-mand-for-sig-selv’hed

For hvis du er fri, og samfundet er frit, og du frit kan vælge fra et frit marked, efterlades der ikke megen plads, eller impuls, til kritik af strukturen. Selvbebrejdelse bliver en naturlig følge, det sekund livet ikke føles meningsfuldt og tilfredsstillende. Vi er stadig underlagt en ideologi, nu kan vi bare ikke se den på samme måde. Magten er blevet positiv, fordi den er baseret på diskurser, der lyder dejlige. Du kan blive til noget. Du er fri til at jagte dine egne drømme. Du skal bare være motiveret og arbejde hårdt, så bliver alt godt!

Den positive magt er besnærende, fordi den netop ikke eksplicit forsøger at kontrollere dig, men den opmuntrer i stedet. Opmuntre til evig selvoptimering og selvrealisering

Eskapismens scene

Herbert Marcuse beskriver i Det éndimensionale menneske, hvordan kapitalismen skaber kunstige behov, der holder os beskæftiget med forbrug snarere end refleksion. Forbrugets eskapisme er ikke neutral. Det er en bedragerisk strategi, der sikrer, at vi aldrig når til erkendelsen af, at selve systemet, vi flygter fra, er roden til vores utilfredshed. Han skelner mellem kunstige behov som teknologi og mode, og reelle behov som mad og tag over hovedet. Tænker vi tilbage til Han’s pointe, har de kunstige behov nu også sneget sig ind, og farver de reelle behov − eller gør det i hvert fald sværere og sværere at se det kunstige i vores egen forståelse af måden hvorpå vi tilfredsstiller de reelle behov.

Kapitalismen lover os en slags frihed gennem forbrug. Et par nye sneakers eller en ”grøn” kaffe til overpris føles som små sejre, men Marcuse ville insistere på, at disse valg cementerer vores afhængighed. Vi er blevet fanget i, hvad Mark Fisher kalder for kapitalistisk realisme − ideen om, at kapitalismen er den eneste mulige verdensorden. Reificeringen, naturaliseringen, af tingenes tilstand. Det er nemmere at forestille sig Jordens undergang, end at Coca Cola forsvinder fra hylderne. Tror måske jeg har nævnt det før i en artikel, men det bl.a også derfor Slavoj Zizek bliver ved at gentage, at han gladeligt vil sælge sin gamle mor til slaveri, hvis han kunne få lov at se V For Vendetta 2. Hvordan kunne verden se ud, hvis den ikke så ud, som den gør nu? No clue… For jeg, som du, er født ind i en virkelighed hvor strukturerne er godt og grundig reificeret. Lukács History & Class Consciousness udkom i 1923, og han så det allerede dengang.

Fisher peger på, at denne realisme ikke blot er en ideologi, men en total struktur, der former vores opfattelse af, hvad der er muligt. Det er derfor, at eskapisme gennem forbrug bliver så centralt: Vi forsøger at finde mening i en verden, hvor kapitalismen allerede har defineret rammerne for, hvad mening kan være. Dette skaber en dyb eksistentiel frustration, der driver os tilbage til systemet for endnu et “fix”. Var der nogen der sagde Lacan? Vi er heste, frarøvet et meningsfuldt selvforhold, der har fået spændt en hjelm på af ideologien omkring os med en pind, hvorfra der hænger en menings-gulerod. Kunne gå dybere med en analogi omkring fisk i vand, der ikke ser vandet, men én dyre analogi må være nok.

Forbrugets logik bliver tydelig, når vi betragter, hvordan reklamer ikke længere blot sælger produkter, men også ideer om lykke, frihed og selvrealisering. Livsstilsprodukter som koncept er et symptom på ideologi, ikke en meningsfuld

mulighed for reelt at få et bedre liv. En smartphone er ikke blot en telefon; den er en livsstil, en statusmarkør, en nøgle til ”et bedre liv.” Dette gør forbrug til mere end en økonomisk handling. Det bliver en central del af, hvordan vi definerer os selv.

Ideologiens usynlighed

Neoliberalismens største triumf er dens evne til at fremstå som naturlov snarere end ideologi. Yanis Varoufakis beskriver i Talking to My Daughter About the Economy, hvordan denne usynlighed fungerer: Systemet præsenterer sig selv som uundgåeligt og afpolitiseret. Historien er på den måde “død”, som Francis Fukuyama konstaterede efter slutningen af den kolde krig. Det fremstår som om, at det eneste valg, vi har, er mellem forskellige forbrugsvarer, mens de strukturer, der skaber vores afhængighed, forbliver skjulte. Her er vi tilbage til Marcuses éndimensionalitet − engang tænkte vi i mere end én dimension. Der var konkurrerende ideologier, der fordrede refleksion og mere komparativ, kritisk tænkning. Her var føde til forestillingsevnen. Nu er vi låst i én dimension, fordi den nuværende ideologi har naturaliseret sig selv så meget, at den er blevet usynlig. Den er blevet en del af os. Og at historien er død, tvinger også en implicit erkendelse af, at nu er vi fanget i noget statisk. Der er ikke nogen følelse af at bevæge sig hen mod noget, så vi må tage til takke med at forbruge og selvrealisere, som måden hvorpå vi skubber os selv og verden omkring os i en retning.

Når vi står i supermarkedet og vælger mellem økologisk eller konventionel mælk, virker det som en fri handling. Men ifølge Varoufakis er det en del af en større illusion. Valgene vi træffer, legitimerer systemet og dets krav om konstant vækst. Vi bliver fanget i en dobbelthed, hvor vores forbrug både er et forsøg på at finde mening på den ene side, men en reproduktion af den meningsløshed, vi forsøger at flygte fra, på den anden.

Illusionen af valgfrihed er dybt forbundet med kapitalismens overlevelse. Når systemet kan præsentere sig selv som den eneste mulige orden, bliver enhver modstand afvæbnet, inden den overhovedet tager form. Vi lever i et system, hvor selve kritikken af kapitalismen ofte bliver en del af dens logik.

”Bæredygtigt forbrug” eller ”grøn kapitalisme” bliver strategier, der beroliger vores dårlige samvittighed eller mangel på mening, uden at udfordre de underliggende strukturer. Og det accelererer. Enhver græsrodsbevægelse bliver co-opted af markedet hurtigere og hurtigere. Green washing, pink washing, blue washing osv.

Træthedens flugtveje

Byung-Chul Han mener, at vores permanente selv-udbytning gør os udmattede.

Vi er fanget i en spiral, hvor vi må optjene vores værdi gennem produktion og præstation.

Forbrug bliver her et nødvendigt åndehul − en mental ferie fra den hårdt pressede hverdag. Men Han advarer som nævnt også om, at denne form for eskapisme ikke tilbyder varig lindring. Snarere gør det os i stand til at fortsætte med at udholde et system, der dræner os.

Forbrugets eskapisme er også tæt knyttet til den digitale verden. Sociale medier og streamingtjenester tilbyder en konstant strøm af distraktioner, der gør det muligt for os at ignorere den underliggende tomhed. Netflix, Instagram og TikTok er ikke blot platforme; de er flugtveje, der giver os midlertidig lindring fra følelsen af utilstrækkelighed og tomhed. For en stund banker meningsløsheden ikke helt så voldsomt på døren. Men som Han påpeger, forstærker de også vores isolation. De forbindelser, vi skaber online, mangler den dybde og intimitet, der er nødvendig for at give os ægte trøst. Gennem vores konstante adgang til både reklamer og idealiserede repræsentationer af andre menneskers liv, fødes et endnu mere absolut panoptikon.

Meningsløshed

Den amerikanske antropolog David Graeber tilbyder en anden vinkel på problematikken. I Bullshit Jobs beskriver han, hvordan mange jobs i dag er meningsløse, men alligevel nødvendige for at opretholde illusionen om et funktionelt system. Konsulenter, der udarbejder lange rapporter, som ingen læser. Mellemledere, hvis eneste opgave er at overvåge medarbejdere, der ikke har brug for dem. Telemarketingsælgere, der forsøger at sælge ting, som ingen egentlig har brug for. Listen er lang. Forbrug bliver en kompensation for denne meningsløshed. En ny gadget eller en overfladisk oplevelse kan give os illusionen af kontrol og tilfredsstillelse, selvom det kun er midlertidigt. Markedet skal vækste, om end det kræver opfindelse af grundlæggende meningsløse jobs. Line go up, woooo! Og det meningsløse forbrug er midlet, vi har til at imødekomme de meningsløse jobs.

Graeber stiller skarpt på, hvordan disse ”bullshit jobs” bidrager til en kollektiv følelse af fremmedgørelse. Mange arbejder ikke længere for at skabe noget meningsfuldt, men for at opretholde systemet. Vi bliver fremmedgjorte for os selv ved at stille krav og forventninger til os selv i de meningsløse jobs. Fordi vi ikke kan se og mærke meningen, men vi bliver fortalt at det faktisk er meningsfuldt, er vi ikke længere selv referenter for mening. Den forskydes ud af os – derigennem fremmedgørelsen. Men hvad er alternativet? At gå på job og bruge størstedelen af vores vågne timer meningsløst? Behovet for at forskyde mening ud, antage og tro på at den er der, selvom vi ikke føler den, er nok den mindst deprimerende løsning, af de to. Forbrug bliver en måde at fylde tomrummet på, men det er en strategi, der som nævnt aldrig helt kan lykkes. Tomheden vender altid tilbage, og cyklussen starter forfra. Som du nok fornemmer, er det en overordentligt omfattende diagnose at stille − dette er blot mit studentikose forsøg på at beskrive noget, jeg fornemmer. At gøre det tydeligere for mig selv ved at skrive det ned.

Ideologi forklædt som valg

I First as Tragedy, Then as Farce, forklarer Zizek, hvordan ideologien bag forbrug ofte skjuler sig i vores tilsyneladende frie valg. Når vi køber en T-shirt af økologisk, bæredygtigt bomuld eller en fairtrade-kaffe, narrer vi os selv til at tro, at vi gør en forskel. Vi [indsæt vilkårlig farve]-washer vores egen handlen. Men Zizek påpeger i tråd med det førnævnte, at dette ikke forandrer systemets logik. Tværtimod legitimerer det den, fordi vi accepterer dens betingelser, så længe vi kan forbruge med ”god samvittighed”.

Zizek peger igen på, at ideologiens styrke ligger i dens evne til at gøre sig selv usynlig. Vi tror, vi handler frit, men vores valg er allerede formet af de strukturer, vi lever under. Forbrugets eskapisme bliver derfor en måde at håndtere denne modsætning på. Vi ved, at vores valg ikke ændrer noget fundamentalt, men vi vælger at ignorere det for at kunne fortsætte. Happy days.

Forbrug som mønsterbrud?

Samtidig kan forbrug også være en form for modstand. David Graeber fremhæver, at vi gennem vores valg kan eksperimentere med nye sociale relationer og prøve alternative måder at leve på. Selv om disse eksperimenter ofte er begrænsede og indlejrede i systemet, kan de give os glimt af andre muligheder. Dyrkelsen og fremelskelsen af Oldenburgs “tredje steder”, som brud på to-steds dualismen af arbejde og hjem, kunne være en sådan arena. Tredje steder, som vi igen pga. den neoliberale logik, så småt mister. Turisme, profitmaksimering og byplanlægning kan tage livet af næsten ethvert tredje sted. Sociale sammenhænge, der ikke har forbrug som central komponent.

Yanis Varoufakis tilføjer, at ægte modstand ikke blot handler om individuelle valg, men om kollektive handlinger, der bryder med kapitalismens grundprincipper. Han understreger,

at vi må genvinde kontrollen over de strukturer, der former vores liv, snarere end blot at navigere inden for deres rammer.

Dette indebærer at udfordre ideen om, at markedet er den eneste mulige organiseringsform for samfundet. For at få en bedre ide om præcis hvordan det skal se ud, må vi nok sælge Zizeks mor. Eller mindre radikalt, eksempelvis læse Varoufakis’ seneste skønlitterære solar punk værk, hvilket jeg stadig har til gode.

Varoufakis beskriver videre, hvordan demokratiet gradvist er blevet undermineret af markedets logik. Beslutninger, der tidligere blev truffet gennem politisk debat, er nu overladt til økonomiske kræfter. Den nødvendige politik (i.e. nødsaget af markedets virkelighed), trækker os i en stadigt mere teknokratisk retning. Denne udvikling skaber en følelse af afmagt, der forstærker behovet for eskapisme. Fratager os impulsen til kritisk tænkning, for der sidder altid eksperter, der ved bedre. Den politiske diskurs lukker sig om sig selv og tilbyder os blot, hvad der er den “korrekte” ramme for tænkning. Men han insisterer også på, at denne følelse af afmagt kan vendes. Ved at genopbygge kollektive strukturer og genvinde mere kontrol over vores liv, kan vi måske bryde lidt med den låsthed og afmagt.

Varoufakis peger på, hvordan økonomiske beslutninger bliver politisk neutrale gennem teknokratiseringen af magten. Men neutraliteten er en facade, der maskerer en stadig mere centraliseret magtstruktur. “Grøn kapitalisme” eksempelvis ikke blot er en ideologisk blindgyde, men en aktiv hindring for reelle systemændringer.

Mod mere solidaritet?

Forbrugets eskapisme er et symptom på en dybere systemisk krise.

Vi flygter, fordi vi er alene, splittede og fanget i en konstant kamp for at bevise vores værdi. Den eneste vej ud er at genopdage solidaritet − en forbindelse til hinanden, der ikke baserer sig på konkurrence og forbrug.

Som Fisher, Han, Graeber, Zizek og Varoufakis hver på deres måde viser, er der ingen nem, tydelig eller oplagt vej ud. Men ved at stille spørgsmålstegn ved vores vaner, vores valg og de strukturer, der omgiver os, kan vi begynde at forestille os måder at leve på, hvor eskapisme ikke er en nødvendighed, men én mulighed, blandt flere. En verden, hvor vi i lidt mindre grad blot eksisterer til ære for strukturen, men lever lidt mere for vores egen skyld.

Jeg vil runde af med et citat fra en artikel af Csikszentmihalyi og Rochberg-Halton, hvor de fandt, at den, dengang aktuelle udvikling med stigende udnyttelse af naturen og individualisering, resulterede i ophøjelsen af materielle besiddelser, som kompensation.

“By becoming entirely dependent on a market economy,

we have become vulnerable to fears that we have tried

to assuage by developing increasingly expensive

symbolic demonstrations of our autonomy and power.

Material possessions serve as pacifiers for the

self-induced helplessness we have created” (1981).