SYMPTOM ELLER UTOPI?

Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud.psych.

Illustrationer af Andreas Thorhauge, stud.psych.

Eskapisme forstås ofte som problematisk virkelighedsflugt eller som et udtryk for sociale mediers fastholden af opmærksomheden i et kapitalistisk dagdrømmeri; noget virkeligt afvises. Dette essay er et forsøg på at undersøge to typer eskapisme: Utopien og symptomet, for herved at vise overlap mellem disse to, og udviske de grænser, der ofte drages mellem vores problemer og lidelser og vores søgen mod et bedre liv. I essayet tages udgangspunkt i sulten som utopi og som symptom. Intet afklares, men eskapismen bliver en prisme, der kan nuancere vores forståelse af hvad der måske også kommunikeres gennem symptomet; indholdet bliver en betydningsfuld ytren.

Der findes mindst to måder at begribe ethvert fænomen, som psykologien beskæftiger sig med: Form og indhold. Med form mener jeg mekanismer. Formen er rammen, det er måden, noget virker på. Her kan vi forsøge at sige noget alment og objektivt. Det vil jeg ikke sige mere om.

I dette essay undersøger vi indhold. Sfæren af subjektivitet og funktion. Med funktion mener jeg ganske simpelt, at der udpeges noget, der har betydning for subjektet, uanset hvor svært tilgængeligt dette noget så måtte være. Det har betydning fordi det ikke blot er en passiv størrelse, men derimod har betydning for subjektets handlinger. Indhold er det, der kan kommunikeres.

Begge eksempler i denne tekst tager udgangspunkt i det samme indhold: sulten. I begge eksempler får sulten særlig betydning, men på helt forskellig måde. Lad os se hvad vi kan lære:

Første eksempel er Suzanne Brøggers essay ’Ædedolke-kulturen’ fra essaysamlingen Kærlighedens veje og vildveje. Hun skriver: ”Nu skal man jo ikke række ned på spisning, som efterhånden er det eneste folk har tilbage af fælles glæde. Det eneste man til daglig foretager sig sammen med familien. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke: Hvad nu hvis vi ikke spiste?”. Brøggers essay er ikke en kritik af spisningen som sådan, men derimod en samfundskritik, en (spise-)kulturkritik, et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis den kultur, vi har omkring spisning, ophørte? Hvis mor efterlod familien derhjemme, mens hun gik i biografen ved spisetid? Hvis vi overgav os til fest og faste? Hvis vi turde være sultne? Brøgger udpeger spisekulturens effekter på kønsroller; på børneopdragelse; ja på familielivet i det hele taget. Essayet har travlt med at æde sig igennem kernefamilien, ved at udpege den grådighed og overflod, som fikserer os i særlige formationer. Teksten er en kritik og dermed også en drøm; om frihed, om ubundne relationer, om noget bedre.

Brøgger er ikke den eneste, som stiller spørgsmålet ”Hvad nu hvis vi IKKE spiste?”. Det er vel ret beset det samme eksperiment som mennesket med anoreksi udfører hver eneste dag – måske frem til døden. Mens Brøgger befinder sig i forestillingens verden, udlever andre sulten hver eneste dag. Dette fælles tema – indholdet – forvaltes på to radikalt forskellige måder.

Indholdet kan altså ikke stå alene, hvis vi skal forstå noget som helst (eller blive mere forvirrede, hvilket jeg personligt foretrækker). Brøgger og dem, der sulter sig, deler ønsket om at forkaste spisningen, men hvori findes forskellen mellem disse to ytringer? Den sultende udlever indholdet, ytringen findes i det reelle, i den virkelige verden; vi andre har adgang til tydelige og klare aspekter af dette indhold. Brøgger befinder sig derimod i forestillingen. Ernst Bloch har beskæftiget sig indgående med dette i flere værker og udpeger netop forestillingens utopiske funktion. Via forestillingen kan vi – gennem håb og bearbejdning af eksisterende materiale – forestille os muligheder for fremtiden. Det er centralt, at Bloch ikke taler om fantasien som hos Freud, men derimod om forestillingen. For Bloch konstruerer subjektet noget ud fra aspekter af noget materielt og virkeligt.

Der trækkes på ressourcer som korresponderer med noget ydre fra subjektet. Freud beskriver derimod i ’Symptomdannelsens veje’ i de Samlede forelæsninger at ”Enhver stræben når snart form af en opfyldelsesforestilling: der er ingen tvivl om, at en dvælen ved fantasiens ønskeforestillinger medfører en tilfredsstillelse, selv om personens viden om, at det ikke drejer sig om virkelighed, ikke er tilsløret imens. I fantasiaktiviteten nyder mennesket altså fortsat den frihed fra ydre tvang, som det i virkeligheden for længst har givet afkald på. […] Det kan ganske simpelt ikke klare sig med den sparsomme tilfredsstillelse, som det kan aftvinge virkeligheden.” Han fortsætter ved at sammenligne fantasien med fredede områder i naturen. Fantasien er noget, der undsiger sig realiteten; det bevares fuldstændig og uden indblanding, selv de skadelige elementer.

Med Bloch og Freud anskues Brøggers aktivitet altså helt forskelligt. Med Bloch kan vi forstå essayet som en forestilling, en produktiv handling, der peger mod en ydre verden, mens Freud ser fantasiens forestillinger som tilfredsstillende i sig selv.

Hvad fortæller dette os om forskellen mellem Brøggers forestilling og det anorektiske symptom, som har samme indhold, men helt forskelligt udtryk? Vi kunne placere Brøgger i den produktive utopi; i forestillingen om reel forandring, mens vi kunne placere anorektikeren i fantasien; i den psykiske realitet. Det er en oplagt sondring. Og så alligevel fanges jeg af et citat af Ellen West, en anorektisk patient i ’In Hunger I am King’ af Lynda Chassler: ”I am twenty-one years old and am supposed to be silent and grin like a puppet […] I am not thinking of the liberation of the soul: I mean the real, tangible liberation of the people from the chains of their oppressors. Shall I express it still more clearly? I want a revolution, a great uprising to spread over the entire world and overthrow the whole social order.” Pludselig bliver det vanskeligt at skelne mellem det ene og det andet. Kan man adskille utopien og fantasien?

Dette efterlader dog et centralt spørgsmål: Hvorfor er maden det centrale indhold hos både Brøgger og West? Jeg vil vende tilbage til Lynda Chassler, som gennemgår forskellige psykoanalytiske forståelser af udviklingen af anoreksi. Afsæt for disse forståelser er altid den infantile fase, hvor der findes et forstyrret forhold til moderen (den psykoanalytiske moder – kilde til den tidligste føde og tilfredsstillelse).

Noget er ikke afstemt, og det noget er koblet til indtagelsen af næring. Enhver, der kender til Brøggers værker, der i høj grad cirkler omkring moderens manglende evne til at være mor, forstår, hvordan maden bliver symbol for oprør hos hende. Det er ikke arbitrært. Og det, der findes i os, kan komme til udtryk på flere måder. Både symptom og forestilling implicerer en eskapisme, men af helt forskellig kvalitet. På en måde bliver modstillingen flugten fra (symptomet) og flugten hen mod (forestillingen) væsentlig. Og indeholder ethvert symptom eller enhver forestilling ikke begge aspekter, om end i forskellig grad, som citatet af Ellen West implicerer? For i så fald må vi vel altid undersøge symptomets utopiske aspekter, fastholde dets kompleksitet, hvis ikke vi vil risikere at frarøve de mennesker, vi behandler, deres ret til drømmen om et andet liv.