Butler-bogmærket

Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych

Judith Butler blev født i 1956 i Cleveland, Ohio. Hun er filosof og nok et af de dér navne, man ikke undgår, hvis man overhører en kønsdiskussion et sted i Akademia. Det skyldes sandsynligvis, at hun er verdenskendt kønsteoretiker og blandt mange betragtes som en af hovedteoretikerne inden for queer-feminismen, der er kendt for at gøre oprør mod binære kønskategorier. Hun er forbundet med diskurskonstruktionisme, dekonstruktionisme og kønsperformativitet, hvoraf sidstnævnte nok er et af hendes vigtigste bidrag til kønsdebatten.

For Butler bør kønnene netop ses som værende performative. Her skal man holde sig for øje, at der er tale om det engelske ”gender”, som relaterer sig til vores kulturelle køn, og altså ikke det engelske, biologiske begreb ”sex”. At kønnet performes vil sige, at man spiller sit køn i overensstemmelse med de roller, samfundet byder os. For eksempel bliver vi allerede fra fødslen tildelt bestemte roller afhængigt af vores biologiske udgangspunkt. Drenge kan lide brandbiler, action og blåt, mens piger kan lide prinsesser, følelser og lyserødt. Når samfundet ”tilbyder” os disse roller, foregår det via diskurserne, vores kulturs ”koder”, som optræder i form af sproglige strukturer, vi alle bidrager til. Butler mener, at diskurserne former vores forståelse af... ja, det meste. En væsentlig pointe for Butler er den, at selv vores biologiske begreb, altså ”sex”, er kulturelt formet, da diskurserne simpelthen har fået lov at definere det biologiske køn så heftigt rent normativt, at blot det at være i besiddelse af nogle bestemte kønsorganer har en sammenhæng med, hvordan man så er (og netop ikke performer) som menneske. Drenge kan lide action, piger kan lide følelser. Butler mener ikke, at der ikke er en biologisk forskel, men pointerer, at kønnet i sig selv ikke er sigende for, hvordan vi er. Hermed gør Butler også op med noget af den mere traditionelle feminisme, som forsøgte at beskrive det særegne ved kvinden. Denne type feminisme indskriver sig netop i diskurser om binære kønsforståelser, og det er her, queer-feminismen sniger sig ind som modstander. For Butler er det begrænset, hvad der er uden for diskurserne, men her låner hun en del fra psykoanalysen og er blandt andet inspireret af Freud og Lacan. Grundet Butlers store fokus på diskurserne, sker det nogle gange, at hun formulerer sig en smule omstændigt i et forsøg på at få diskurserne på afstand, hvilket kan gøre hende lidt svær at læse. Med Slavoj Zizeks ord:

“If somebody like Judith Butler were to be asked: ”What is this?”, she would never have said “this is a bottle of tea”, she would have said something like: “If we accept the metaphysical notion of language identifying clearly objects and taking all this into account, then may we not [...] risk the hypothesis that in the conditions of our language game this can be said to be a bottle of tea and so on and so on...”

Om end det måtte være rigtigt, så er Butler stadig en af de væsentlige teoretikere, vi kan vende os mod, hvis vi interesserer os for den diskursive konstruktion af kønnene og de uhensigtsmæssige magtformer (for ja, dem er der mange af ifølge Butler!) som heraf følger.

Og nu er hun også et bogmærke i Indput! Hav hende lige med, når du læser noget om køn, og vær især opmærksom på, hvilke naturligheder som diskursivt tilskrives kønnene... For så naturlige er de nok ikke!