ANALYSE: UDSTILLEDE SPILLET LIGE MED EN SIMPEL ANALOGI, HVORFOR VI IKKE TRIVES I KAPITALISMEN?
Tekst og fotos af Monika Maria Yazdani, stud.psych
Ikke gennem latterliggørelse af enkeltpersoner, men som kollektivt spejl, kan TV2’s Spillet fortælle os noget om samfundet
I Spillet er en gruppe kendte danskere samlet i et hus, hvor de efter ordre fra en stemmefra-intetsteds skal eliminere spillere i en kamp om at være den sidste tilbage. Vi – og de – tror, at man ryger ud, når man bliver elimineret, men i første omgang overgår man i stedet til at være kælderspiller. Kælderspillerne bor og spiller konkret i kælderen under huset. I modsætning til spillerne på overetagen, fortæller stemmen kælderspillerne, at de returnerer til overetagen som et samlet hold. De skal altså ikke konkurrere mod hinanden, men arbejde sammen. Mens kælderspillerne afventer deres videre skæbne, lever de tæt og simpelt. De får serveret kedeligt mad og sover på klap-ud senge. For at få adgang til enkelte goder, fx kaffe og sodavand, kan de sortere bønner. På alle måder lever de mindre komfortabelt end spillerne på overetagen, der har ubegrænset adgang til mad, drikke og underholdning.
Ursula Le Guin skriver i sin utopiske fremtidsroman, The Dispossessed, om territoriet Anarres. Anarres er ørkenagtig med få planter og ingen dyr, maden består af to simple måltider om dagen. Beboerne på Anarres laver vedligeholdende arbejde, når det er nødvendigt, og selvom de ikke har meget, har de nok. De trives, deler i fællesskab og begrænser sig selv. Med Anarres peger Le Guin på, at materiel overflødighed ikke er et universelt krav for trivsel.
Kapitalismen derimod skaber en kunstig knaphed. Det gør den bl.a. ved at aflukke fælles goder, fremelske hierarkier og skabe ubegrænsede behov med tilhørende ubegrænsede ønsker for mere. Kapitalisme drives bl.a. af konkurrence og frygt, noget der i allerhøjeste grad huserer på øverste etage i Spillet, som ellers er luksusetagen - den etage, vi foranlediges til at tro, vi helst vil være på. Deltagerne på overetagen har alt, men det er hos dem, håbløsheden og konflikterne vokser. Ovenpå deler man nødigt, medmindre det kommer én selv til gode. Nedenunder har de første beboere sorteret bønner, da en ny person ankommer til kælderen. Han har ikke hjulpet med at sortere, men mødes alligevel med: ”Åh! Vi skulle lige til at bestille kaffe”, og tilbydes, som det mest naturlige i verden, en kop. En sådan gestus kan vi overføre til det franske udtryk dépense. Dépense betyder ‘udgift’ eller ‘forbrug’, men dækker i denne teoretisering over en praksis, hvor overskydende værdi bruges på en uproduktiv udgift fremfor at akkumuleres hos en enkelt person eller gruppe. ”De har penge og privilegier. Vi har samarbejde og sammenhold,” forsikrer kælderspillerne Jeanette Ottesen og Irina Olsen hinanden over en bønnesortering i kælderen. Fællesskabet betyder noget. Det er vigtigere, end hvem der præcist har sorteret hvilket antal bønner, og derfor har fortjent at få kaffe. Ligesom beboerne på Anarres er tilfredse med deres simple, samarbejdende tilværelse, beskriver samtlige spillere, der kommer i kælderen, hvordan de foretrækker tilværelsen dernede. Stemningen i kælderen er, selv for os der følger med gennem skærmen, sanseligt anderledes.
Den kunstige knaphed skaber konkurrence. På overetagen i Spillet hersker netop konkurrencens logik – personer spilles ud mod hinanden, penge er ikke fælles, men noget, man kan og bør akkumulere, kapitalen skal vækste og mere eller mindre direkte omveksles til magt. Denne konkurrence fremmedgør deltagerne fra sig selv og hinanden. Konkurrencen, kampen om ressourcer og overlevelse, tillader ikke fred og fordragelighed, tillader ikke fællesskab. Da kældermenneskerne vender tilbage til overetagen, slår det hurtigt sprækker i sammentømretheden. Sådan arbejder kapitalismen: Den slår sprækker. Mellem mennesker, mellem mennesker og naturlige ressourcer og sprækker i selve mennesket. I rivende hastighed gør kapitalismen livet til en konkurrence, en konkurrence, som i sidste ende styrer mod at udslette planeten og os væsner, der bebor den. Må den bedste (hvide, rige) mand vinde. Under kapitalismen sikrer primitiv akkumulation de bedste vilkår i konkurrencen for overlevelse. Jeg foreslår ikke, at vi indretter verden som kælderen i Spillet. Det er der for meget skønhed og håb til, at vi behøver. Men vi er nødt til at spørge os selv, hvorfor de er gladere i kælderen. Svaret afkræver, at vi tør frigøre vores fantasi fra den kapitalistiske logik, at vi tør finde leveveje og løsninger, der er radikalt anderledes. Måske vi vil opdage, at rigtig overflod ikke findes i mere, mest, mig.
