Debat: Donald Narcissus Trump
Af Amanda Aaboe Bell, stud.psych.
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud.psych.
I lang tid forekom afgørelsen d. 8/11/16 som en dystopisk joke. Konfronteret med virkeligheden forsvinder humoren og afløses af en reel fremtidsfrygt. Nu må vi spørge os selv, hvordan vi forholder os til den nye præsident, og hvad vi som psykologer skal stille op med Donald Trump.
Diagnose?
Forsøget på at sætte et mærkat på Donald Trump er ikke en ny eller original idé. Forslagene er mange: Er han psykopat, sexist, sociopat, racist, fanatiker eller bare en herlig kombination? Størstedelen af amerikanerne har ikke ladet sig anfægte af disse prædikater, for kommende Præsident er han i hvert fald erklæret. Hvorfor overhovedet forsøge at sige noget om hans karakter, når andre for længst er kommet mig i forkøbet, og når det ikke lader til at have betydning for begivenhedernes gang?
Jeg vil ikke diagnosticere Donald Trump med henblik på en fremtidig behandlingsplan for en etablering af jordforbindelse. Jeg vil ikke diagnosticere Donald Trump for med løftet pegefinger at nedgøre den amerikanske befolknings valg. Jeg vil ikke diagnosticere Donald Trump for at give en betryggende forklaring, så vi kan lægge fremtidsbekymringer på hylden og reducere Trump til en undtagelse, der bekræfter reglen. Jeg vil diagnosticere Donald Trump i håb om at gøre hans succes mere gennemskuelig og tilbyde en strategi i mødet med en fremtid med flere trumpiske overraskelser. I sidste ende handler det ikke om at sige, hvad jeg mener, der er galt med manden. Det handler om at sige, hvilke konsekvenser det har for os, og hvordan vi skal gardere os mod dem.
Messias eller Hitler
Der har i medierne tegnet sig et meget unuanceret billede af Donald Trump. Jeg tror, at fremstillingen i Danmark har båret præg af den sort-hvide linse, hvormed alt er blevet filmet og fremlagt i Trumps hjemland. Den amerikanske debatkultur er da også kun blevet mere beskidt. Hvad der burde have været en oplysende politisk debat lignede til forveksling en gang mudderkastning. Problemet bliver i denne sammenhæng, at de manglende nuancer skaber to typer Trump. På den ene side Helten: Et frisk pust i politik, sågar en slags Messias, som skal redde den synkende skude. På den anden side Skurken: En moderne Adolf Hitler-replika, der trods sin imbecile facon har forvildet sig ind i politik.
Det bliver selvfølgelig karikeret i denne fremstilling, men pointen er god nok: Det er et splittet billede, der også viser et splittet USA. Donald Trump er hverken Hitler eller Jesus. Hvis vi vil forstå Trump, er det vigtigt, at vi har tre ting for øje:
For det første finder karakterer som Donald Trump ofte vej til magtens top. Det er der intet nyt i – om det er inden for finans, politik eller noget helt tredje.
For det andet taler hans udtalelser, der for mange fremstår ubegavede, ind i en kultur, hvor politik har andre spilleregler end i Danmark – især hvad angår politisk korrekthed.
For det tredje er Trumps fremfærd og succes et lysende eksempel på, hvor legitimt og fordelagtigt det er at være selvcentreret i 2016.
Forelsket i spejlet
Efter at have fulgt med i valgkampen de seneste mange måneder, er jeg ikke længere i tvivl om, at Donald Trump falder ind under den narcissistiske personlighedsstruktur. Narcissus druknede i sin iver efter at spejle sig i søen, og indtil for nyligt var størstedelen af de danske og udenlandske medier overbevist om, at Trump ville lide samme skæbne og drukne i protester fra alle sider.
Denne artikel er ikke en omfattende beskrivelse af de psykologiske mekanismer, der er på spil hos en narcissist. For forståelsen skyld vil jeg lidt firkantet præsentere de mest iøjefaldende ligheder, og hvordan vi skal håndtere mødet med dem.
Narcissisten kan ikke tabe - og er i sit es, når han vinder. Trump ønskede ikke at forholde sig til sin egen mulige fiasko. For ham ville et nederlag aldrig være hans egen skyld, men måtte i så fald være et resultat af manipulering med stemmerne. En anden karakteristik er, at narcissisten føler sig hævet over det almene og udnytter andre i egne bestræbelser. Trump har aldrig været bleg for at hive andre frem i lyset for selv at fremstå bedre. At have en narcissist som præsident bliver kun mere skræmmende, når vi ser på narcissistens manglende empati og forsvindende lille skamregulering. Her er Trump igen et perfekt eksempel: Han føler intet ansvar for dét, at han ikke har betalt skat de sidste 40 år. Værre er, at han ingen medfølelse viste overfor Humayun Khans forældre, hvis søn var blevet dræbt i en krig, som Trump i sin tid støttede. Sidst, men ikke mindst, er narcissisten en notorisk løgner. Trump lyver. Gang på gang er han blevet konfronteret med bevismateriale på udtalelser og adfærd. Alligevel kommer der hverken undskyldninger eller indrømmelser. Overrasket?
Det terapeutiske objektiv for behandlingen af narcissisme er at hjælpe vedkommende til at tillære sig at føle empati. Jeg tvivler på, at Trump nogensinde kommer til at forholde sig til dette. I stedet må vi tage visse forholdsregler, når vi konfronteres med ham:
Forholde os til handling og ikke til ord.
Glemme forventningen om naturlig ansvarsfølelse: Den eksisterer ikke.
Stole på historien: Trumps tidligere adfærd er vores bedste chance for at forudsige hans næste træk.
Symptom: Folket stemme
Stemmerne runger med en vanvittig kraft til Trumps rallys. Det selvtilfredse smil, der spiller om Trumps læber, når hans flok af tilhængere råber deres mantraer, er ikke til at tage fejl af. Selvom han sikkert gerne vil tilskrives æren for budskaberne, bliver han på mange måder en kransekagefigur, som pryder en kage, jeg nødigt ville sætte tænderne i. Det flertal, som Trump repræsenterer, er utilfredst, vredt og hadsk. Trumps retorik er gennemsyret af denne vrede og fjendtlighed, som støt har gravet grøfter i de amerikanske samfundslag.
I denne artikel har jeg stemplet Narcissist i panden på Donald Trump. Jeg har valgt at putte Trump i en kasse, men gør dette med forbehold. Det er en rar og betryggende forestilling, at Trumps overraskende succes udelukkende er et udtryk for en karakterstruktur, som har formået at narre og forføre store dele af den amerikanske befolkning. Beklageligvis er denne udlægning ligeså simpel, som den er sand. Der er selvfølgelig et utal af mekanismer på spil; mekanismer, som selv forfinede meningsmålinger ikke har kunnet forudsige.
Vi må nødvendigvis forholde os til det faktum, at samfundet, omend det amerikanske, har produceret Trump, og at han derfor bliver et symptom på nogle triste tendenser i befolkningen: En narcissistisk kultur, hvor spørgsmålet ikke er, hvad jeg kan gøre for mit samfund, men kun hvad samfundet kan gøre for mig.
Populismen har sejret ad helvede til
Canadas hjemmeside for immigration gik ned dagen efter valget. De amerikanere, måske især de minoriteter, som ikke føler, at fremtiden beror på sikkerhed og frihed længere, overvejer flugt som sidste udvej. Danmark har en asylpulje dedikeret til amerikanske flygtninge, og det må være nu, at den skal tages i brug.
Flugt er dog en meget impulsiv og umiddelbar respons og i min optik langt fra den bedste strategi her. Til slut må jeg derfor understrege de pointer, jeg har forsøgt at fremlægge i denne artikel: Donald Trump er narcissist, og han er ikke alene om at være det. Vi må konfrontere de strukturer, der har formet Donald Trump, og forsøge at forstå, hvorfor det blev besluttet, at han bedst repræsenterer fremtidens USA.
Måske skal vi reflektere over hvilke værdier, vi ønsker, at vores samfund skal være rammen om. I Oscar Wildes fortolkning af myten om Narcissus begræder søen Narcissus’ død. Nymferne samtykker og siger: ”Det forbavser os ikke, at du græder over hans død, du var også den eneste der fik hans skønhed at se på nært hold.”
Til det svarer søen: ”Jeg græder over Narcissus, men jeg har aldrig vidst, at han var smuk. Jeg græder over Narcissus, for hver gang han bøjede sig ud over mine bredder, spejlede min egen skønhed sig i hans øjne”.