Den stille verden

Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych.

Illustration af Anna Sofie Andersen, stud.psych.

Den cirkusagtige og farverige biograf Palads ved Vesterport i København var få dage fra at blive jævnet med jorden, efter et enigt byråd havde beordret en komplet nedrivning af den efterhånden slidte bygning. “Det var kun naturligt med den attraktive beliggenhed”, blev der sagt. I den såkaldte biografsnotesbog*, som altid bliver ført i ordentlige biografer, blev et atypisk scenarie beskrevet d. 17. maj 2018. Jeg stødte selv på denne beskrivelse i et lille læserbrev skrevet af offerets kone i Kristeligt Dagblad i juni samme år. For der var et offer – i hvert fald fra ét perspektiv. Episoden er ikke som sådan blevet holdt hemmelig, men den er heller ikke blevet bekræftet af den daværende biografdirektør, Otto D. Vita, eller andre involverede autoritetspersoner. Den har derfor fået status som en slags vandrehistorie, togpassagerer nævner for hinanden, når de står og venter på perronen på Vesterport og kigger op på de rosa vægge.

Palads havde været nødt til at benytte sig af mere eller mindre desperate initiativer, da besøgstallene var faldende. Og indtægterne ligeså. Man kan sætte prisen på popcorn lidt op og ungarbejdernes løn lidt ned, men der skulle noget mere drastisk til for at stå imod en global økonomisk tendens: biografernes uundgåelige undergang. Det var ikke realistisk at tiltrække kapitalmængder, der var store nok, gennem et fokus på almindelige mennesker. Derfor var Palads’ bestyrelses sidste udvej at henvende sig til den økonomiske overklasse. Man fik udgravet en enorm sal, der var større end både sal 1 og 2. Den skulle være komplet lydisoleret og fuldstændigt aflukket for lys udefra. Og så var der ikke sæder på jorden som i en normal biograf. Der hang derimod en overdådig king size-seng fra loftet i salens tredimensionelle centrum. Et avanceret hejsesystem kunne transportere alt, hvad den heldige begærede, frem til sengen. Kokke fra berømte Københavnske restauranter blev hentet ind, og hvad angår popcorn blev en udsøgt colombiansk majsart opdyrket et par år inden selve forestillingen på en lille økologisk gård på Djursland, nær Gjerrild vist nok.

Det særlige ved denne sal, udover alle de beskrevne luksuriøse underfundigheder, var, at den var for én og kun én person. Dengang kunne man desuden ikke få nogen oplysninger om, hvad den majestætiske sal indeholdt, udover det svimlende beløb, man skulle af med for at få adgang. Ved første visning gik det, som du nok ved, galt. Palads står der jo ikke mere.

Jeg behøver næppe at nævne selve hændelsen, da jeg formoder, at de fleste af dette blads læsere kender til, hvad der skete med deres daglige færden i København. Det langt mere interessante er netop den mindre kendte reaktion på den ellers velkendte begivenhed, og til dette formål har vi kun konens beskrivelse af disse reaktioner. Hun mødte ham på vej ud af biografen, og derefter har hun udspurgt diverse øjenvidner om sin afdøde ægtemands sidste desperate gøren og laden. Jeg må indrømme, at jeg slet ikke ved, hvad der egentligt skete, men jeg vil her gøre mit bedste for at rekonstruere situationen, sådan som jeg forestiller mig den.

Ægtemanden, som vist var en relativt anonym, men dog højerestående bureaukrat og fritidsspekulant, kom kraftigt svedende og oprørt ud af glasdørene og nærmest rullede ned af trinene, iført grå jakkesætsbukser, badekåbe og sandaler. Han udvekslede et par hurtige ord med hustruen, der for hende fremstod virkelighedsfjerne og mærkværdige. Pludseligt råbte han op om bilerne, busserne, motorcyklerne. Håndværkerne på stilladserne, der banker på metaller. Supermarkedets helvede af summen, snakken og varer, der bliver scannet ind. Radiatorerne, ledningerne og de uforklarlige huslyde som alle kender.

Han begyndte at gå imod øst og satte i løb ned ad Nørre Voldgade forbi Ørstedsparken, hvor han til sin rædsel så en flok fugle i træerne på venstre side af vejen. Selv disse normalt uskyldige skabninger, der høfligt og lydløst svæver gennem luften, ville ikke flette næbet, når de sad selvtilfredse på deres knirkende grene og pippede. Han løb hovedløst over vejen og fik hurtigt sin straf i kraft af et voldsomt dyt fra en bilist. Fuglene i træerne blev mødt af en indstilling, der mest af alt mindede om et mindre barn, der ser en vandpyt at hoppe i eller en due at skræmme væk – blot en del mere arrigt. Turen over Nørreport Station må have været for grusom til, at jeg her ønsker at beskrive den.

Han nåede frem til den åbne plads med det klukkende springvand og det knasende grus, som man finder, når man fortsætter forbi Botanisk Have og dens knagende rødder. Der var uudholdeligt, lige ved det store kryds mellem Kongens Have og Statens Museum for Kunst, med alle de forfærdelige køretøjer og cyklister, der vovede at konversere med hinanden. Det endelige tegn på, at der for alvor var noget rablende galt, var, da skoene og buksebenene blev helt unødvendigt gennemblødte i en akavet og uhyggelig vandring gennem springvandet. Rødglødende af frustration, men nu med kolde skinneben, hoppede han hurtigt op ad trapperne og kom ind i den rummelige lobby. Ekko og atter ekko i det fyldige rum. Han havde ikke tid til at købe en billet og strøg med det samme igennem den store hal forbi vagterne med de små klikkende vagtskilte. De ytrede nogle uforståelige, slaskende mundlyde i forbifarten, men fulgte hurtigt efter ham på grund af det fejlslåede forsøg på kommunikation.

Den franske udstilling, som ægtemanden søgte, lå til venstre på første sal, og hans fødder i sandalerne bevægede sig hurtigt over de subtilt knirkende brædder, som kun kunne høres, når glasdøren lukkede af for lobbyens brummen. I det umiddelbart stille museumsrum ventede imidlertid den egentlige rædsel: den frygtindgydende lyd af ens egen uhyrlige krop. Han kunne høre sit hjertes kødelige dunken, knoglerne, der knirkede lidt på samme måde som gulvet, og blodet i årene, skvulpende og varmt. Selv nervernes elektriske summen fangede hans opmærksomhed. Desperationen nåede sit klimaks i dette øjeblik, og med et skrig rev han sine ører af. Midt i smerten kom han i tanke om, at han jo var på jagt efter noget, han havde set før: den stille verden. Midt i udstillingen, foran den franske maler Paul Cézannes Mont Sainte-Victoire fra 1887, havde vagterne indhentet ham og råbte noget, der, selvom det var utydeligt, uden tvivl havde indholdet ”Hey, du dér!”. Efter et splitsekund, hvor de alle tre stod og betragtede hinanden uden helt at vide, hvad der skulle ske, satte manden i et imponerende spring direkte imod Mont Sainte-Victoire’s flotte sydfranske landskab. For vagterne stod tiden stille, mens manden i badekåben med de blødende ørerester svævede elegant og udstrakt gennem luften. Hovedet brød maleriets lærred, og manden fortsatte ind igennem væggen. Maleriet var ødelagt, væggen var som den formentligt altid har været og manden var væk. Sporløst forsvundet.

*Nogen kender måske tradition med biografsnotesbøger under den noget mere prætentiøse betegnelse liber oculi. Af en eller anden grund er der nogle mennesker, der bare ikke kan lade latin være, hvilket vi her på redaktionen også må kende os skyldige i pga. et par temaudgivelser mellem december 2016 og maj 2017.