SIDE 9 SPÅDOMME

Indput trækker tarotkort for eksamensperioden og den længe

ventede sommerferie. Læs med her!

Af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych.

Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Eksamensperioden: The High Priestess

På kortet The High Priestess ser vi ypperstepræstinden selvsiddende roligt på sin stentrone mellem to søjler – én sort med bogstavet ‘B’ og én hvid med bogstavet ‘J’. Søjlerne symboliserer dualitet: Lys og mørke, bevidst og ubevidst, det kendte og det skjulte, det feminine og det maskuline. Bogstaverne og deres betydning står henholdsvis for ‘Boaz’ (i hans styrke) og ‘Jachin’ (vil han etablere). Hun bærer en lang, lys kappe og en krone på hovedet, der ligner en måne med to halvcirkler – et symbol på intuition, cykliske rytmer og det skjulte. På hendes skød hviler en delvist skjult skriftrulle (ofte tolket som Torah), hvilket peger på hemmelig viden eller esoterisk indsigt, som endnu ikke er erfaret eller lært. Bag hende hænger et slør dækket med granatæbler, som repræsenterer frugtbarhed, det mystiske og det hellige feminine. Sløret adskiller den synlige verden fra de dybere lag af eksistens, som kun kan tilgås gennem indre søgen. Alt i kortet taler om en rolig, næsten ubevægelig energi – en tilstand af at være, observere og vide, uden nødvendigvis at handle.

The High Priestess’ visuelle fremtoning understreger, at viden og indsigt kommer fra stilhed, refleksion og en dybere forbindelse til det ubevidste – ikke gennem aktivitet eller præstation. De klare kontraster og symbolet på sløret minder os om, at ikke alt er synligt med det blotte øje; noget må anes eller intuiteres frem.

At trække The High Priestess for eksamensperioden peger på en tid, hvor intuition, stilhed og indre visdom vil være dine stærkeste redskaber. Kortet inviterer dig til at stole på den viden, der allerede findes i dig, fremfor at søge bekræftelse udefra. I stedet for at forcere resultater eller måle succes på ydre præstationer, opfordres du til at skabe plads til refleksion, dyb koncentration og en indre ro, hvor svarene kan få lov til at komme frem naturligt. The High Priestess minder dig om, at ikke al viden kan læres gennem logik og pensumlister; noget af det vigtigste vil komme gennem pludselige indsigter, intuition og den stille fordybelse. Det er en invitation til at bevæge dig ind i en mere tillidsfuld, lyttende og modtagelig position i din eksamensforberedelse.

Sommerferien: The Hanged Man

The Hanged Man viser en omvendt-hængende mand, med benet bundet til en træstamme eller et træ formet som et T. Træet er ofte tolket som livets træ eller korsets form. Han hænger frivilligt, bundet kun ved den ene fod, mens hans andet, frie ben danner en omvendt 4-talsform. Hans arme er bag ryggen. På trods af dette, udstråler hans ansigt fred, ikke lidelse – han har accepteret sin situation. Eller måske er den selvvalgt? Rundt om hans hoved stråler en glorie af lys, som symboliserer en oplysning, indsigt og spirituel klarhed, der kommer gennem at give slip på normale forventninger, typiske synspunkter og behovet for kontrol. Baggrunden er rolig og enkel, med varmt, orange skær, hvilket forstærker den oplyste stilstand med en udefrakommende ro.

Kortet symboliserer idéen om frivillig overgivelse og et skift i perspektiv. Det faktum, at manden ikke kæmper imod, men i stedet hænger roligt, fortæller, at det at acceptere sin nuværende situation giver mulighed for at se tingene på en ny måde. I det at vælge et andet perspektiv end det typiske, åbnes der op for, at transformation opstår. Glorien antyder, at visdom og oplysning kan komme i øjeblikke, hvor vi allermest slipper vores faste forestillinger om, hvordan ting ”burde” være.

The Hanged Man for sommerferien varsler en periode præget af overgivelse, pauser og skift i perspektiv. Hvor eksamensperioden handler om at hente viden indefra, peger sommeren på en tid, hvor handling træder i baggrunden, og hvor transformation sker gennem at give slip snarere end at presse på. Det kan være, at al den viden, du intuitivt har fundet inde i dig selv under eksamenspresset udfordres af en situation, hvor den ikke længere gavner. Her må du i stedet åbne sindet og hjertet op for alternative forståelser, både indefra og udefrakommende. Sommeren kan måske blive en tid, hvor du oplever en form for ”ophængthed” – en følelse af at stå mellem to faser uden at kunne kontrollere processen fuldt ud. The Hanged Man opfordrer dig til at acceptere denne stilstand som en vigtig del af din udvikling; det er i roen og ventetiden, at nye indsigter og retninger kan folde sig ud. Ved at se tingene fra et nyt perspektiv og ikke forsøge at forcere bevægelse fremad, vil du kunne hente stor klarhed og indre styrke med dig videre