AKAVEDE HVERDAGSSITUTATIONER

Af Marie-Louise Olsen, stud.psych.

Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.

Vi har alle prøvet det: de små, akavede øjeblikke, der får os til at svinge rundt om hjørnet i raketfart, kaste os ned i buskene eller forsvinde ind i nærmeste væg. De øjeblikke, hvor vi opdager, at vi har lavet en pinlig fejl lige foran et publikum − og lige dér indser, hvor vildt akavet det egentlig er at være akavet.

Men selv når vi krummer tæer af andres fnisen, og forbander vores rødmende kinder, gemmer der sig faktisk en psykologisk superkraft i det akavede, som vi kan bruge til at navigere som sociale mennesker i et samfund. Her tjener det akavede til at styrke vores sociale bånd gennem nonverbale signaler. Det regulerer vores adfærd i overensstemmelse med fælles normer ved hjælp af ubehaget som læringsmekanisme. Det akavede fremmer vores selvrefleksion og empati, hvilket øger vores evne til at forstå andres følelser og forbedrer vores sociale forståelse.

Men så mange fordele der end kan være ved det akavede, er det stadig svært at komme udenom, at det altså bare er: akavet.

Man kan ikke slippe for det akavedes akavethed. Jeg har selv vandret rundt i et evigt terræn af akavede situationer, bevæbnet med en “zero social anxiety”-attitude, der har ført mig fra knastørre grin til hjerteskærende “oops”-øjeblikke. Inspireret af samtaler med venner, familie og uventede bekendtskaber, har jeg indsamlet en af nogle af de måske mest genkendelige akavede hverdagssituationer.

Så sæt dig godt til rette, pust ud, og forbered dig på en humoristisk tour de force gennem de pinligheder, vi alle har krummet tæer over. Og måske mest af alt grinet af bagefter.

At falde

Der er noget umådeligt pinligt i at tabe kontrollen over egen krop. Især foran andre. Når du glider, snubler eller mister balancen, fryser tiden et øjeblik, mens du stadig håber på, at gravitationen vil vise sig mindre genstridig på din bekostning. Og pludselig ligger du der. Så lang – eller kort – som du er. Fanget i øjeblikket mellem faldet og en genopretningen, som er fyldt med forvirrede blikke, et hjerte, der banker hurtigere, og en indre stemme, der skriger: “Hvorfor lige mig?”.

Det er akavet, fordi vi for det meste forventer at kunne bevæge os med nogenlunde værdighed, og når det så svigter, oplever dette som en form for social kuldegysning.

Familiemedlemmer, som egentlig ikke kan lide hinanden

Familiefesten eller middagsselskabet kan hurtigt blive et minefelt af dårligt skjulte blikke, indforståede kommentarer og akavede pauser. Du sidder midt imellem to personer, der aldrig har formået at finde fælles grund. Måske befinder de sig nær modpolerne af et politisk kompas. Måske bekriger de hver en lille gestus eller bemærkning, og vælger at forstå alt som enten kritik eller afvisning. Din rolle som mediator føles som at balancere et glas vand i stormvejr: Et enkelt forkert ord, og det hele vælter ud over bordet. Det er akavet, fordi du ikke blot skal navigere dine egne følelser, men også mægle mellem to, der har valgt at lade gammelt nag fylde mere end god julestemning.

Når man tror, at man bliver vinket til

Du ser en arm hejse sig i mængden, et smil, som du tror møder dit, og dit ønske om hurtig anerkendelse får dig til at svare med et muntert “hej!”. Dog kun for at opdage, at vinket var rettet mod en helt anden person – måske endda én lige bag dit hoved. Dit smil falmer. Dit ansigtsudtryk ændrer sig fra begejstring til flovhed, mens du famler efter et par ubesværede ord. Du rødmer, dukker hovedet, og er hurtigt videre.

Forkert navn

Forestil dig, at du møder en ny kollega i kantinen og hilser hjerteligt på hende med: “Hej, Mette!” – for først et øjeblik senere at opdage, at hendes navn faktisk er Maria. En pludselig stilhed breder sig. Hun stirrer halv fortvivlet op på dig, mens du med forfrossen stemme forsøger at rette fejlen (“Undskyld, Mette… Jeg mener… Undskyld, Maria?”). En situation, som kan få selv den mest erfarne smalltalk-entusiast til at føle sig som en malplaceret skuespiller i en dårlig komediescene.

Det uventede kram

Som psykologistuderende i en hverdag med radikal omsorg, bløde værdier og en oprigtig næstekærlighed til menneskeligheden, sker det nok lidt for ofte for os. I et forsøg på at være varm og imødekommende bevæger du dig instinktivt frem for at give en bekendt et kram, mens han eller hun blot rækker en hånd frem til et håndtryk. Dine arme hænger i luften et splitsekund, før du rekonfigurerer bevægelsen til et akavet, halvvejs-håndtryk-et-eller-andet. På en brøkdel af et sekund står I begge – du med arme, der ikke ved, om de skal omfavne eller ryste – og det føles som om alting går i slowmotion. Dit sind kører på højtryk: Burde jeg trække mig nu Skal jeg smile hurtigt og så trække mig tilbage? De små forskrækkede smil, I udveksler, forsøger at lukke hullet i den sociale intimitet, men det kan ikke helt skjule den sitrende fornemmelse af, at nogen har fejlfortolket situationen. Det er akavet, fordi vores kropssprog pludselig taler et andet sprog end det verbale, og fordi vi står tilbage med følelsen af en ukorrekt afstemt social radar.

At sige farvel, for at gå samme vej

Det er ved at blive sent, og du er egentlig temmelig socialt mættet. Ret træt, endda. Du vrister dig fri fra gruppen med et overbevisende “vi ses!”, træder ud af døren, og begynder at spadsere mod metroen. Pludselig opdager du, at én af de andre faktisk går samme vej som dig. Du kender ikke personen så godt, og pludselig er du i en uendelig gentagelse af “tak for i aften” - hilsner og pludselige stop, mens I begge forsøger at finde en naturlig måde at adskille ruterne på. Hver afsked føles genbrugstung, og I ender med en akavet tavshed, som kun forstærker, hvor overflødigt hele scenariet var. Det er akavet, fordi replikkerne mister deres mening, og det sociale ritual bliver mere besværligt end hjerteligt.