TAKE THE METHOD AND RUN
Af Cathrine Elisa Brock, stud.psych.
I denne udgave af Akademia:
Er metodologi tilstrækkelig videnskabsteori?
I psykologien er det alment kendt, at vi bevæger os inden for et bredt vidensfelt, herværende både i naturvidenskaben, samfundsvidenskaben og humanvidenskaben. Dertil trækker vi på et virvar af kvantitative og kvalitative metoder som anvendes både sammen og hver for sig. Dette er ’old news’ og burde komme bag på ingen på psykologistudiet. Det, som derimod ikke er almen viden, er argumenterne bag hvorfor psykologien beskæftiger sig med dét som den gør og hvorfor den gør det. Jeg har efterhånden spurgt mange forelæsere om de faglige argumenter bag deres metode og teorier, og ofte bliver svaret: “Det er et rigtig godt spørgsmål, det er jeg i tvivl om”. Det, jeg i og for sig spørger dem om, er ”Hvad er videnskabsteorien bag jeres faglighed?” Det er et øretæveindbydende spørgsmål, men ikke desto mindre et vigtigt et, fordi det slår mig som selvfølgeligt, at vi bør kende til argumenterne bag vores eget virke som videnskab fremfor blot at følge trop uden at kende til baggrunden for vores handlinger og gøren.
Min første påstand er, at det gør vi ikke – vi kender ikke altid til de faglige argumenter for, hvorfor vi gør som vi gør. Det bliver oftere et spørgsmål om hvor dygtigt man kan anvende en metode samt at dette anskues for at være tilstrækkeligt ift. at forstå sit videnskabelige virke som forsker.
Min anden påstand er, at psykologi nok er den eneste (natur)videnskab som mener, at tiden for videnskabsteoretiske overvejelser er ovre. Blot fordi mange i den nuværende psykologi ikke forholder sig til videnskabsteori betyder det ikke, at vi ikke burde.
Min tredje og sidste påstand bliver: Videnskabsteoretiske overvejelser slutter aldrig, og det underminerer vores videnskabelighed at påstå andet.
Hvorfor jeg kommer med hvad muligvis kan anskues om ekstreme beskyldninger imod psykologien, er pga. Niels Bohr. Her vil nogle psykologistuderende med skræk i tankerne huske dengang man sad i en forelæsningssal på 1.-2. semester med Simo Køppe, som holdt en af sine sædvanlige forelæsninger, hvor han selvfølgelig snakkede om kvantemekanik. Med hele hovedet fuld af forvirring kunne man ikke gennemskue hvorfor i alverden en forelæser stod og snakkede om kvantemekanik - vi læser jo psykologi ikke? Hvorfor fortæller du mig om kvantemekanik? Det var mine tanker dengang, men i dag, hvor jeg er ved at være færdig på studiet, forstår jeg i højere grad, hvorfor det var vigtigt. Pointen med kvantemekanikken er grundlæggende dette: man har bevist, at der findes fænomener, der ligger uden for menneskelig erkendelse. Niels Bohr fremskriver simpelthen det som hermeneutikken altid har sagt, nemlig pointen om den menneskelige erkendelses endelighed.
Kvantemekanikken opstår som en konsekvens af Einsteins relativitetsteori. Hvis man som jeg kun har haft fysik på c-niveau i gymnasiet, så skal man blot vide dette: Einstein beviste, at subjektet, forskeren, påvirker målingen af det fænomen man forsøger at måle. Altså, at ideen om den absolutte objektive, galilæiske videnskabsmand findes altså ikke. Vi er medskabere af det fænomen vi forsøger at undersøge. Dette er en epistemologisk pointe, dvs. en pointe om, at vi ikke har direkte adgang til de fænomener vi ønsker at undersøge. Forskeren er et subjekt, om man vil det eller ej. Samtidigt vil jeg gerne lige komme med en sidebemærkning til dem som mener, at matematikken er absolut og at sand viden er skrevet i tal, og derfor er det ligegyldigt om forskeren er subjekt eller ej - det hedder relativitetsteori. Altså, selv matematik kan være relativt og ikke altid absolut. Men tilbage til pointen: ud af relativitetsteorien sker der en masse i fysikken, og i sidste ende står Bohr som den endegyldige vinder af hvem der har ret, nemlig hans fortolkning af kvantemekanikken også kaldet Københavnerfortolkningen. Bohrs fortolkning af kvantemekanikken er vigtig, fordi der med den opstår ontologiske, epistemologiske og metodologiske konsekvenser af den måde man førhen har bedrevet videnskab på - herværende den tidligere mekaniske videnskab med Newton og Galileo som frontfigurer. Det vigtigste at forstå om kvantemekanikken - og det som jeg mener er særligt vigtigt for psykologien - er Bohrs principper om individualitet og komplementaritet. Det som sker når man arbejder med kvantemekanik og atomare fænomener er, at man løber ind i problemer med fænomenet, da man ikke kan reducere det. Det er et problem, fordi den videnskabelige metode kræver reduktion. Hvad gør man så, når man gerne vil arbejde videnskabeligt med et fænomen, der ikke kan reduceres til andet end sig selv? Atomet er den mindste byggesten vi har, det kan ikke reduceres til mindre. Samtidigt opstår måleproblemet, nemlig, at man ikke kan måle en partikels hastighed og position samtidigt. Det er fysisk umuligt. Det kan ikke lade sig gøre. Der foregår simpelthen noget vedr. atomare fænomener, vi ikke kan erkende. Hvad gør vi så? Det har Bohr et svar på. Det han siger er, at visse fænomener, herværende dem i kvantemekanikken, har karakter af individualitet. Dvs. at fænomenet kun kan anskues i dets helhed, og ikke kan reduceres til andet end sig selv. Når man arbejder med fænomener af individualitet må, det som Bohr kalder for komplementaritetsprincippet gælde. Det vil sige, at man må anvende komplementere beskrivelser af fænomenet. Fx. det faktum, at lys både er en partikel og en bølge. Det er hverken den ene eller den anden forklaring, det er begge dele - to komplementære beskrivelser som begge er lige rigtige. Her har jeg en anden sidebemærkning: Poppers falsifikationsprincip falder jo helt til jorden her, da man ikke kan falsificere den ene teori (er lys en partikel eller bølge?) og sandsynliggøre hvilken, der er mere rigtig - så alle popperianere må sidde over i denne omgang. Selvom Bohr kommer med en løsning på, hvordan man arbejder med sådanne fænomener, er svaret muligvis en smule utilfredsstillende, fordi hans løsning simpelthen er, at vores erkendelse er utilstrækkelig, og derfor må vi have mere end én teori vedr. det samme fænomen. Derfor har der også været meget kritik af denne fortolkning, særligt af Einstein selv og mange af 50’er og 60’er positivisterne, også kaldet “The shut up and calculate”-movement. Denne bevægelse mente, at alle de epistemologiske overvejelser var ligegyldige, men her er en lommeregner - det er alt du har brug for. Men i 80’erne blev det endegyldigt afgjort: Bohr havde ret. Der findes simpelthen fysiske, materielle fænomener, hvis sandhed ligger udenfor vores erkendelse. Dette er en ontologisk pointe, som sparker Newton og den mekaniske naturvidenskab af deres enevældige trone.
Så nu kommer spørgsmålet: hvorfor er det vigtigt for psykologien? Jo, det er det jo fordi vi arbejder med et fænomen som ligeledes kan anskues for at være et fænomen af individuel karakter. Altså, psyken. Når Bohr skriver, at bevidstheden ligeledes er et fænomen, der kun kan anskues i dets helhed og med komplementære beskrivelser, så kommer han med en pointe som hermeneutikken, Gestaltpsykologien, Wilhelm Wundt og psykoanalysen m.fl. allerede var kommet med. Grundlæggende er det også et spørgsmål om at bevare fænomeners kompleksitet, fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan tilgå dem på uden at miste fænomenet i et kunstigt forsøg på reduktion. Mit spørgsmål er således: hvorfor tror vi, psykologien, at vores videnskabsteoretiske dage er talte, når man i andre videnskaber, her særligt fysik, har erkendt, at det er yderst vigtigt ift. måden vi anskuer vores fænomener på? Det virker nogle gange som om, vi i psykologien tog deres videnskabelige metode, løb og aldrig så os tilbage. Hvordan kan vi insistere på at være en videnskab, særligt en naturvidenskab, når vi nægter at tage ved lære af de andre? Når fysikken fortæller os, at psyken muligvis er et fænomen, vi ikke udelukkende kan reducere, altså ikke fyldestgørende kan anskueliggøres ved brug af reduktion, hvorfor lytter vi ikke eller blot reflekterer? Min pointe er ikke, at den nuværende naturvidenskabelige psykologi er nyttesløs, men at det er nytteløst ikke at kende til de videnskabsteoretiske grundlag for sin egen videnskabelige praksis. For hvis der er én ting vi må lære af kvantemekanikken og Bohr, så er det, at de ontologiske og epistemologiske overvejelser vedrørende vores fænomener er essentielle for naturvidenskabelig videnskab. Den naturvidenskabelige metode er ikke en moses tavle båret ned af et bjerg. Den er skabt af mennesker, for mennesker i en særlig samtid som et produkt af historie og ideologi - den er ikke en garanti for viden. Metodologi kan simpelthen ikke stå alene, og det er en bakke Niels Bohr og jeg vil dø på.