Tekst og foto af Katrine Møller Hansen, stud.psych

I september 2015 startede jeg i praktik ved Centre for Narrative Research (CNR) på University of East London’s School of Social Sciences. Jeg bosatte mig i Østlondon, hos en veninde jeg havde mødt på en rejse tid-ligere på året, og var klar til endnu en rejse; denne gang ind i fortællingernes verden. Jeg havde opdaget, at det i London tilsyneladende vrimler med mennesker der, som jeg, fascineres af den viden, der gemmer sig i sproget, og de fortællinger vi deler med hinanden. Jeg var forventningsfuld og forestillede mig, at jeg ville få tildelt en kontorplads, nogle opgaver, et mødeskema og blive introduceret for mine nye kollegaer på min første arbejdsdag. Realiteten var, at CNR er et forskernetværk med base forskellige steder på universitetet, i England og i verden – og at de alle beskæftiger sig med forskellige emner inden for forskellige fagområder. Jeg fik ingen mødetider, og hvad jeg ville lære, var op til mig. Det lyder måske som skrækhistorien om et praktikforløb, men i en tid med meget målstyring, og hvad der af og til ligner forventningen om lineære læringsprocesser, var det en befrielse at være et sted, hvor det ikke var læringsmål, der drev processerne. Jeg fulgte kringlede og uforudsigelige veje, sagde ja til alle de muligheder, der dukkede op for at lære noget nyt, og meget stak i vidt forskellige retninger. Jeg udforskede forskellige fagdiscipliner, måder at tænke på og jeg deltog ugentligt i forskellige konferencer og seminarer om alt fra ekstremisme til visuelle narrativer og kulturel hukommelse. Derudover oplevede jeg et åbent og inkluderende akademisk miljø med masser af vidensdeling, hvor det var helt naturligt at tage en kaffesnak med mennesker, hvis arbejde jeg var inte-resseret i, være med til deres møder eller følge deres moduler.

Projektet der kom til at fylde mest i løbet af min praktik, og i det følgende år hvor jeg fortsat har været tilkoblet, var et undervisningsprojekt som min praktikvejleder professor Corinne Squire startede op i flygt-ningelejren i Calais i Frankrig, hvor tusindvis af flygtninge på det tidspunkt opholdte sig i håbet om at nå til England (situationen har ændret sig en del siden da med rydningen af lejren). I november tog hun og jeg dertil for at opstarte et forløb om livshistorier med flygtninge der opholdte sig i lejren – kun mænd deltog i forløbet og primært unge mænd. Det var et kaotisk sted og en kaotisk proces, der ligesom mit prak-tikforløb langt fra tog en lineær form. Officielt var det et ’universitetskursus’ med alt hvad det nu ’officielt’ indebærer af undervisning, eksamener, diplomer, fremlæggelser osv. Det var i virkeligheden umuligt at kontrollere forløbet. Jeg var med i lejren af fire omgange, hvor vi hver gang tilbragte et par dage i Calais. Hver gang vi kom tilbage til lejren, var der nye ansigter, og af og til kom der ingen til de planlagte ’modu-ler’, som vi afholdte på ’Jungle Books Library’ – et lille bibliotek på størrelse med et cykelskur etableret af frivillige og flygtninge i lejren. Ofte opsøgte vi derfor folk i deres lejre, camp-køkkener og telte. Planen var, at de studerende skulle skrive deres egne fortællinger, og hvis de ønskede det, kunne de vælge at lade deres fortællinger blive publiceret i en bog via aftale med et forlag i London. Vi forsøgte at lade deres stemmer fremtræde uden at tilslutte os de mainstream fremstillinger, som ’flygtningefortællinger’ ofte bliver under-kastet, og måske dermed vise nuancer af relaterede diskurser og kategoriseringer, hyppigt vedrørende ofre, helte og forbrydere. Mange var ikke sikre i deres engelske, nogle kunne ikke skrive, og andre følte sig mere kompetente i at tale, tegne eller fotografere end at producere tekst. Dette stemte fint overens med den post-strukturalistiske tilgang til narrativer, som bl.a. min vejleder arbejder ud fra, hvor tekst og den temporalt og strukturelt sammenhængende fortælling blot er én form for narrativ. Fotografier, tegninger, animationer, digte og lydoptagelser (senere transskriberet) blev derfor også betragtet som højst legitime ’livshistorier’.

Bogen, som jeg var med til at skrive og redigere, er netop sendt til forlaget efter et års arbejde med fort-ællinger, interviews, transskriptioner og samarbejde med beboere i flygtningelejren, der af og til har været svære at komme i kontakt med i kraft af deres ustabile situation, og fordi nogle fortsatte til andre steder i Europa. En hovedopgave i redigeringsarbejdet har været at bevare det usammenhængende, sprogligt fi-nurlige og alle selvmodsigelserne. Dette ud fra idéen om at mening ikke kun fremtræder af det sammen-hængende narrativ, og at det netop er ved at bevare denne mangel på kontinuitet, at nogle af de typiske diskurser, kategorier og fremstillingsformer kan overskrides. De konklusioner og narrative slutninger vi ofte finder frem til i vores hverdags- og livsfortællinger reflekterer ikke nødvendigvis virkeligheden, der kan være modsatrettet, usikker og fyldt med åbne slutninger – hvilket virkede særligt relevant at gøre plads til i samarbejdet med mennesker, der befinder sig i en position, hvor alt er åbent og intet sikkert.

En af de vigtigste erfaringer jeg tager med mig fra min praktik er, hvordan man navigerer i situationer præget af stor uforudsigelighed, og finder sig til rette i processer, der er i konstant forandring. I mødet med mennesker i sårbare positioner oplevede jeg ikke, at det var muligt, og ej heller ideelt, at være etisk og po-litisk neutral. Det er en kunst at fremstille stemmer fra margen uden at marginalisere. I den forbindelse var det en hjælp at indtage en poststrukturalistisk position, hvor vi ikke skulle konkludere men tværtimod bryde med idéen om, at der er én måde at forstå på. Der er brug for nuancer, kritisk stillingtagen til både ’hel-te- og offerliggørelse’ og plads til selvmodsigelser i forståelsen af de udfordringer, som mennesker på flugt står overfor. Vi tog i vores arbejde uundgåeligt stilling i en politisk debat. Det har i den forbindelse været et privilegium at have så tæt et samarbejde med en dygtig vejleder, der på mange måder blev min rollemodel i de situationer, hvor jeg blev i tvivl om, hvordan jeg skulle agere. Praktikken og mit efterfølgende arbejde har i høj grad været et møde med den ’virkelige verden’, der på ingen måde er lineær, sammenhængende og styret mod et forudbestemt mål.

Voices from the jungle - Praktik på Centre for Narrative Research